Hvad gør man, når noget ikke virker? Så forsøger man at reparere det – eller kasserer det. Denne praksis er almindelig udbredt mange steder, især i privaten, f.eks. med hensyn til stole og stavblendere, men ét sted har den praksis været mere eller mindre fraværende i snart 50 år: i al vestlig indvandrings- og asylpolitik.
Her har den førte politik af såvel borgerlige som socialistiske regeringer i såvel protestantiske som katolske lande, i såvel monarkier som republikker ikke virket eller virket stik imod hensigten. Alle vestlige lande er blevet stedse mere præget af mellemøstlige og nordafrikanske normer og gearet med en ny demografi, især i de omsiggribende byområder, takket være den massive migration fra netop disse dele af verden – og den manglende håndtering heraf.
Åh nej, ikke nu igen
Danmark er ingen undtagelse, selv om vi efterhånden har talt og skændtes så meget om emnet, at ingen rigtig gider snakke om det længere. Sådan har jeg det også selv: Åh nej, ikke nu igen.
Men ak. Se nu bare dagens forside af JP, som omhandler de 34.000 syrere, som er kommer hertil siden borgerkrigens start, hvilket sådan nogenlunde svarer til to danske byer på størrelse med Frederikssund. Fyldt med syrere. I Danmark.
«Det kan vores samfund ikke holde til i længden», udtalte udlændingeminister Mattias Tesfaye så sent som sidste år. Men hans støttepartier vil gerne have flere migranter i Danmark. Derfor skal de heller ikke sendes tilbage.
I praksis vil de fleste syrere blive her for altid, sådan som Peter Starup, lektor i udlændingeret på Syddansk Universitet, supplerer til JP.
Vi er alle blevet fatalister
Hvad der sker i praksis til trods for alle de fine ord om «paradigmeskift» og «straksopbremsning», er, at de midlertidige opholdstilladelser til udefrakommende bliver til permanente opholdstilladelser og statsborgerskaber. Det kortvarige bliver varigt. Det er som at pisse i bukserne. Det føles rart til at begynde med, alle er glade og føler sig overskudsagtige. Men så kommer kulden og ubehaget.
Man kan også sige det på en mere litterær måde: Hvis Danmark var en forfatter, så bruger vi år for år af hovedstolen, og alle synes bare, at det er fantastisk. Men så en dag er der ikke mere stof at skrive på. Til sidst er der kun gentagelse eller tomhed, indtil nogle andre skriver os ud i margenen.
Når det kommer til indvandrings- og asylpolitik, synes vi alle, selv de bedste familier, som ramt af en metaltræthed, der fører til fatalisme. Det skal nok gå. Eller gå væk. Eller ikke blive værre. Eller ikke blive så slemt som i Sverige. Hele tiden finder vi os i og underlægger os denne relativering af vores historiske frihed og tryghed, hele tiden internaliserer vi den. Indvandringen er blevet noget, vi lader passere, mens vi foretrækker at tænke på noget andet.
Regningen sender vi overmodigt videre til vores børn og børnebørn. De må klare mosten. Eller blive kasseret.
Tænk, hvis vi i stedet indførte en politik, der virker. Vild tanke. Men naturligvis helt utopisk. Vi er alle blevet fatalister.