Jeg er holdt op med at følge krigen i Ukraine tæt. Det skyldes ikke, at der er mangel på nyheder og overskrifter, men snarere, at jeg er kommet i tvivl om, hvilken slags stat Ukraine egentlig er. Det tales og skrives der til gengæld ikke særlig meget om. De fleste iagttagere og kommentatorer synes at mene, at Ukraine er nogenlunde ligesom Europas øvrige nationalstater, og at man derfor kan bruge de samme begreber og betegnelser om Ukraine som om mere genkendelige nabolande.
Fra ingenmandsland til?
Men hvad er Ukraine egentlig? Den første og vigtigste sandhed om dette land er, at Ukraine er en kæmpestor og porøs stat, svanger med statskup og ustabilitet, et landområde, der indtil for nylig ikke har kunnet holde sammen på sig selv – og derfor heller ikke har kunnet føre krig. I mange år, også efter selvstændigheden i 1991, har Ukraine været et ingenmandsland.
Men det har Putins invasioner ændret dramatisk på, begyndende for otte år siden med annekteringen af Krim og endnu mere med den nylige invasion, som imidlertid ser ud til at være kørt fast. Krigene i Ukraine synes med andre ord at have hjulpet gevaldigt på den indre sammenhængskraft i form af militser, borgerværn, heltemod og patriotisme, og hvis vi dertil lægger amerikanernes træning af det ukrainske militær siden 2014 med en aktuel slagstyrke på ca. en kvart million mand, forstår man ikke alene forsvarsviljen, men også den nye forsvarsevne lidt bedre.
Intet af dette ændrer dog på, at Ukraine næppe er nogen nationalstat i europæisk forstand med et traditionelt politisk spektrum fra venstre mod højre, fri debat og et stærkt civilsamfund. Ukraine har historisk set været præget af konflikt og kaos mellem grupper af besættere – græske, romerske, byzantinske, osmanniske, selv svenske – på grund af den attraktive hvede, landets gave og forbandelse i årtusinder.
Momentan samling
I nyere tid har Ukraine været en hybrid mellem en oprørsstat og en lydstat, dvs. en stat, der så sig selv i modsætning til først det multinationale Rusland, så det nationalsocialistiske Tyskland og endelig det kommunistiske Sovjetunionen, som var det sidste imperium til at kontrollere området.
Da kontrollen udartede til krig, fik ukrainerne en fælles fjende og dermed også en momentan samling. Hvor langt den vil række, er der ingen, der ved med sikkerhed. Det plejer at kræve mere end tre måneders krig at udvikle vedvarende nationale sentimenter, stabile institutioner, legitime myndigheder og en tillidskultur. Kulissen skal kvalificeres og kropsliggøres – og det tager tid, ja, generationer.
P.t. er det det forståelige had til de russiske tropper, der samler ukrainerne. Men hvad, når krigen er ovre? Hvad skal de blå-gule så forenes om? Hvad venter der på den anden side af en eventuel sejr på slagmarken?
Fremtiden
Spørgsmål som disse ligger et stykke ude i fremtiden. Men de knytter an til karakteren af den ukrainske stat, som kun meget få ser ud til at interessere sig for i vestlige medier og offentligheder. I stedet har vi haft travlt med at sidestille Ukraine med andre europæiske stater til trods for de store historiske forskelle og samtidige brudflader.
Det er forskelle, der identificerer stater fra hinanden. Men det virker, som om vi er holdt op med at bekymre os om disse forskelle for i stedet at klynge os til en overfladisk universalisme. Pludselig er vi alle ukrainere – bortset fra at det er vi naturligvis ikke, det er faktisk lidt af en hån mod den virkelighed, de rigtige ukrainere befinder sig i, mens vi trygt mæsker os i fredagsøl, lørdagsslik og søndagsbasser.
Flokdyr bliver sjældent klogere. Det er derfor, vi stadig ved så lidt om Ukraine. Landets karakteristika og historie siger os ikke stort. Ukraine ligger muligvis i Europa, men vi har ingen kvalificeret forståelse af landet, fordi vi antager, at alle er – eller gerne vil være – lige så gode, åbne, demokratiske, pacifistiske og klimavenlige som os. Eller som Folkebevægelsen mod EU proklamerer på en valgplakat til fordel for bevare det danske forsvarsforbehold: »Forsvarsindustrien er en af de mest klimaskadelige i hele verden«.
Sig det til en ukrainer – og du skal kende forskellen mellem en ukrainer og en dansker på højden af førstnævntes latter, og lige dér begynder en ny erkendelse.
(Illustrasjonsfoto: montasje HRS)