Der er popdrenge, og der er poptøser; flere af dem kan man møde i Casper Christensen og Mikael Bertelsens seneste tv-program, All Exclusive, heriblandt sangeren Medina, tv-værten Sofie Linde og regnbueaktivisten Helle Thorning-Schmidt.
Men der findes også popsangere, der faktisk tænker og taler med en selvstændig røst, for eksempel den engelske sangskriver Steven Patrick Morrissey, der brød igennem som forsanger i The Smiths i min ungdom. Han er noget så sjældent som en kendis, der ikke løber i flok med resten.
Konformitet
Man får en lille smagsprøve herpå i et kort interview om, hvad diversitet er kommet til at betyde i vores forheksede samtid. Direkte adspurgt, hvorfor musikindustrien og de kendisser, den producerer, er så ens at høre på, svarer han:
Diversitet er blot en andet ord for konformitet.
Når folk taler om diversitet, taler de ikke om alle de store ting, vi ikke har til fælles (…), og som altid har gjort forskellige lande interessante.
Du kan rejse til Tyskland og opleve den mest imponerende kultur, du kan tage til Italien og møde en anden imponerende kultur, men i stedet skal vi være ens.
Diversitet hentyder ikke til avantgarde, den opfordrer os ikke til at lave unik og fremmedartet kunst, men derimod til at putte alting ned i den samme kasse.
Morrissey har ret. Frem er vokset en regnbuefarvet anerkendelseskommunisme, hvormed vi opdrages til at anerkende de samme værdier, såsom at se fremad og give fremmede asyl, ikke blot i politik, men endnu mere i medier og erhvervsliv.
Sangeren kritiserer samme tendens, når han vælger at skrive en sang om terrorangrebet i Manchester i 2017, som mange briter mener, man helst skal glemme.
Til ære for dem minder han om gerningsmanden, Salman Abedi, der assisteret af sin bror, Hashem Abedi, detonerede en bombe og dræbte 22 mennesker – og sårede 800 andre, der var på vej til stadionkoncert med Ariana Grande.
De to koranbrødre antændte et «bål af teenagere», og så siger de «anstændige», at man ikke må se tilbage i vrede.
Morrissey insisterer på vreden – og vil bekæmpe det kollektive hukommelsestab foranstaltet af liberale idioter for slet ikke at nævne den europæiske venstrefløj, der engang var modstander af religiøs radikalitet, men i dag går rundt og tysser på alle andre.
Babyvoksne
Sagens kerne er vigtig. Det er i høj grad kultur, der gør forskellen mellem mennesker, uanset om vi taler om Maos sønner og døtre i Kina, Muhammeds følgere, russiske misantroper, japanske konventionalister, europæiske ateister eller de mange forskellige etniciteter og subkulturer i Amerika.
Tag begreberne kirke, mødom, ægteskab, tørklæde, ære, ironi, seksualitet – og de fortolkes vidt forskelligt rundtomkring på kloden.
Verden er divers, dvs. ikke noget samlet hele eller univers. Følgelig er forestillingen om én verden ligeså barnlig, som den er udbredt blandt babyvoksne i medier, erhvervsliv og politik i de europæiske hovedstæder.
Vist kan vi tale om mange almenmenneskelige karakteristika, f.eks. når vi læser den store vesterlandske litteratur, men kulturen er altid med i menneskeligningen, og uden en forståelse heraf forstår vi ingen verdens ting.
Det moderne erhvervsliv svælger i denne uforstand, når slipsedrengene og karrierekvinder marcherer til fordel for diversitet og regnbuestriber og køber sig til en viljesgodhed, som kan fornys hvert kvartal, men ignorerer alt det, vi ikke kan lave om på, herunder de biologiske køn, vores erfaringer med muslimsk indvandring og multikulturalisme.
I gamle dage frygtede vi os selv, i dag «vil» vi verden, og ve den, der ikke vil den nok.
Med de dydsirede erhvervsfolk, journalister og politikere starter vi altid forfra, de har intet lært og intet læst og sværger til arbejdsmarkedet som altings forløser. Tvivler du herpå, falder der kontant social afregning: Er du da bange for fremmede?
For mit eget vedkommende må jeg bare sige nej, ikke generelt.
Men jeg frygter den sociale dynamik, som muslimer, arabere, somaliere m.v. bidrager med overalt i Vesteuropa, især patriarkatet, klanstrukturen, kriminaliteten og afhængigheden af offentlige kasser.
Hvis jeg kan undgå det, ønsker jeg ikke at leve i en stat med flere folk, ligesom jeg ikke ønsker for nogen, at de bliver forsøgskaniner i et multikulturelt eksperiment magen til det tidligere Jugoslavien eller det nuværende Sverige, Frankrig eller England.