Det var vistnok tilbage i 2018, at bilafbrændinger blev populære i Danmark. I løbet af dage og uger stod bil efter bil i brand i et bælte fra Valby til Søborg i hovedstadsområdet. Hvad der hidtil havde været en fransk og svensk specialitet, hvor tusindvis af biler futtes af hvert år, var kommet til Danmark, og selv om det trak overskrifter dengang, var det ikke noget, man talte om i pæne familier og partier, eftersom de fleste havde på fornemmelsen, hvem gerningsmændene var.
Det gør man stadig ikke, og jeg skal være den første til at indrømme, at det er møgirriterende at skulle gentage sig selv. Men forleden blev en vens bil sat i brand, og det fik mig til at tænke, at mangfoldigheden rykker stedse tættere på.
Digte virkeligheden væk
Ikke fordi jeg selv bor et særligt udsat sted. Det er trods alt sjældent, at en bil ildspåsættes, men når det sker, er det som regel, hvor de arabiske/somaliske narkohajer holder til, dvs. foran plejehjemmet, og de fleste beboere har nok vænnet sig til både sted og frekvens. Hidtil har mangfoldigheden med andre ord været noget, nogle andre, jeg ikke kendte personligt, betalte prisen for. Fremover kan også mine venner forvente at se deres bil gå op i flammer.
Man kan vælge at opfatte det som en slags mangfoldighedsskat: Vi har importeret og opfostret alle disse mennesker, og de skal også have lov til at være her med deres kultur og skikke. Ja, det er vel ikke forkert at tilføje, at både venstrefløjen og anstændige borgerlige i årtier har konkurreret om, hvem der kunne importere mest mulig mangfoldighed.
Som sagt så gjort; ikke noget fikumdik dér. Konkurrencen har først og fremmest været en viljesakt, og den rød-blå vilje har fremelsket en ideologi med et fjernt mål hinsides kulturel og demografisk bekymring: fri bevægelighed i det globale, det multikulturelle samfund i det lokale.
Så alle burde være glade. Og så alligevel. Nogle er slet og ret sure og vrede. Andre har pointeret, at den rød-blå ideologi afslører et karakteristisk fællestræk ved ideologer; det er deres adelsmærke. De kan digte virkeligheden væk og tale jorden helt op til stjernerne. Og de kan overbevise alle andre om, at der slet ikke er noget alternativ til deres tiårsplaner og tusindårsriger.
Mangfoldigheden
Herefter er alle glade, bortset – naturligvis – fra dem, der betaler mangfoldighedens pris. Det sidste vil i praksis sige flere og flere. Alligevel orker aviserne snart ikke længere at rapportere om den side af virkeligheden. Det er for primitivt, og det kan redaktørerne måske have ret i. Næ, må man så bede om nogle positive nyheder! Noget opbyggeligt!
Følgelig skal man da også helt ud i margin for at få nys om røveriske overfald og voldtægter i lokalsamfundet. Selv den foruroligende nye våbenkultur i Sverige er reduceret til små notitser i de etablerede spalter og nyhedsudsendelser. Til trods for at der i Sverige begås seks gange flere drab med skydevåben end i Norge, Danmark og Finland – tilsammen. Hvorfor mon?
»Jeg er forfærdet«, udtaler en efterforskningsleder, men det behøver han ret beset ikke være: Alt går efter planen. Landet bevæger sig søvngængeragtigt mod Absurdistan. Jo mere mangfoldighed, jo mere kaos.
På samme måde er nytårsurolighederne i Berlin, Frankfurt, Düsseldorf og flere tyske byer sådan lidt ubekvemme for medierne – ligesom med balladen i Køln nytårsaften i 2016. Hvem gider egentlig beskæftige sig med, at store grupper af indvandrere og efterkommere beskyder politi og ambulancer med fyrværkeri, begår hærværk, danser stammedans eller chikanerer kvinder? Alene i år blev 145 personer anholdt i Berlin, primært unge mænd med i alt 18 eksotiske nationaliteter. Mangfoldigt? Bestemt.
Globaliseringen fortsætter derudad – og hvem har lyst til at beskæftige sig med dens bagside? Selv jeg må tilstå, at livet føles for kort til den slags.
Vi er videre, ikke sandt? Nu gælder det køn, klima og arbejdspladser; værdidebatten er slut. Mangfoldigheden har vundet. Her går det godt, send flere penge.
(Illustrasjonsfoto: Fra bilbrann på Etterstadsletta i Oslo/HRS)