Det er den velorienterede kommentator og forfatter Douglas Murray, der i en podcast retter blikket mod udviklingen efter at have besøgt en række prominente museer på de britiske øer, som alle synes at være mere optaget af nutiden end af fortiden og en hæderlig forvaltning af den.
Vi har endnu til gode at møde samme vandalisme på danske museer, selv om Statens Museum for Kunst tog det første skridt i retning af woke med udstillingen «Kirchner og Nolde» om de to tyske ekspressionister Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde forrige år. Jeg skrev om udstillingen som et vendepunkt i en dansk sammenhæng, men fik naturligvis intet svar fra de ansvarlige kuratorer.
Hvad gør direktøren?
Der er andre tegn på, hvad vi har i vente. Et af dem skal man faktisk lede efter i noget så fremmed for samtiden som en tyk bog, nemlig Erik Gøbels skildring af den danske søfartshistorie med titlen «Under Sejl» baseret på et vægtigt kildemateriale, som fik ros af JP’s anmelder.
Gøbel belærer ikke, men fortæller og formidler og overlader det til læserne selv at tænke, hvad de vil, om kolonihandlen i øst og trekantsfarten mod syd og vest.
Forordet, ja, det er en anden historie. Her er det nutiden, der taler, i skikkelse af Ulla Tofte, daværende direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør.
Hvad gør direktøren? Hun undsiger elegant den bog, museet selv har udgivet. Det er underligt, men alligevel ikke grebet ud af luften, al den stund at forfatteren jo er en gammel, hvid mand, en dinosaur.
I stedet for at underbygge, hvorfor museet har valgt at lade bogen indgå i museets årbogsserie, skriver Ulla Tofte, at Gøbel «gør status over 30 års forskning fra ét udgangspunkt og åbner dermed for, at nye generationer af forskere kan tilføje andre perspektiver til vores fælles historie.» Og gentager derpå sin pointe: «‘Under Sejl’ er et forskningsbaseret oversigtsværk, der repræsenterer ét blik på historien og som giver bolden op til nye generationer af forskere.»
Aktivistisk samtid
Ergo: Nu skal der andre boller på suppen! Det skyldes, som det slås fast med syvtommersøm, at «Danmarks fortid som kolonimagt er til debat», og at det «ikke længere kun er fortidens handlinger der diskuteres, men lige så meget den måde, hvorpå vi som historikere og museer i dag skriver og taler om dette følsomme emne».
Sådan kryber en museumsdirektør baglæns af frygt for sin aktivistiske samtid. Også her skal vi påduttes en diffus skam over den politisk ukorrekte fortid. Lad mig gætte på, at den nye forskning, Ulla Tofte ser frem imod, bliver en række af snævre tekstanalyser, hvormed ærgerrige wokeakademikere hudfletter datiden efter vore dages præmisser. Tidsånd tilsat almindelig dumhed.
Det er en sørgelig historie. De betroede akademikere, hvis fornemste opgave det er at give fortiden videre til eftertiden uden at politisere ud fra et nutidigt, dvs. et for historien irrelevant synspunkt, ønsker netop at fordømme fortidens aktører, fordi standardakademikere mener at vide sig bedre sådan i det hele taget og derfor tiltager sig den lovgivende, udøvende og dømmende magt over historien. Eller også gør de det blot uden at forstå, at det er, hvad de gør. I begge tilfælde bunder det i, at de for alt i verden vil være «relevante» og «synlige».
Dreje nøglen om
Tendensen er ikke alene forskruet, men slet og ret pervers. Ligesom du ikke forventer, at en butiksekspedient advarer dig mod at købe en liter letmælk eller en T-shirt, bør du heller ikke forvente kuratorer advare dig mod at kende til fortiden.
Men sådan vil det gå. Flere museer vil i frygt for, hvad fortiden rummer af kompleksitet og dilemmaer, give dig en pixibogsversion med de gode og de onde, sådan at vi, efterkommerne af de onde, vil vide at skamme os herfra og til Dannevirke.
Der er kun to muligheder tilbage. Enten vil vestlige museer gå hen og blive offentligt finansierede ideologiske genopdragelsescentre. Eller også vil det logiske, omend nihilistiske slutpunkt blive, at museerne nedlægger sig selv, sådan som det øjensynligt allerede er tilfældet i Storbritannien. Intet fra deres magasiner, arkiver, kældre og lofter vil være fri for racistiske, kvindeundertrykkende, homo- eller islamofobiske konnotationer.
Fortidens levn, artefakter og kunstudtryk vil være for farlige og subversive. Så er det bedre at dreje nøglen om og sætte et stort skilt op med ordene: Fortiden er aflyst!