Almindelige menneskers tolerance over for racemæssige, seksuelle og religiøse minoriteter har aldrig været større i den vestlige verden end nu. Alligevel hævder regeringer, politikere og aktivister, at der bliver begået stedse flere «hadforbrydelser» mod disse grupper i vores del af verden. Det giver de politiske og kulturelle eliter en perfekt undskyldning for masseovervågning, censur og brugen af sorte lister i medie-, kultur- og universitetsverdenen.
Sådan skriver den amerikanske blogger og forfatter Michael Shellenberger, og manden har jo helt ret. Anført af wokestater som Californien, Canada og New Zealand bliver transpersoner, bi- og homoseksuelle hyldet som frihedshelte, ligesom alle andre end kristne, hvide mennesker har krav på automatisk respekt og anerkendelse.
Tendensen spreder sig som en popsang til Europa, hvis institutioner, virksomheder og civilsamfund hastigt bliver tilpasset «tiden», «samfundsudviklingen» og de såkaldt «store sandheder» om klimaet, patriarkatet, racismen, islamofobien, kolonialismen og den hvide mands tyranni med henvisning til krænkede minoriteter – eller slet og ret dommedag.
Tænk, hvis vi bare kunne begynde der
Sjældent har så mange kloge mennesker sunget med på noget så dumt. Kloden har det med at overleve, historien med at fortsætte, og respekt er nu engang noget, man gør sig fortjent til. Den ny tids tolerance udarter sig for øvrigt meget nemt til sin egen modsætning, sådan som vi ser igen og igen.
Skal vi eksempelvis tolerere de grupper, der vil forbyde offentliggørelsen af afvigende opfattelser eller indskrænke forsamlingsfriheden for mennesker med forkerte holdninger? Nej, det skal vi ikke, ligesom vi ikke skal tolerere, at få, larmende elever ødelægger undervisningen i skolen, eller at klaner dominerer kvarterer med deres kriminalitet. Tolerance trumfer langtfra alt, og denne erkendelse fører os frem til O’Sullivans lov: »Alle institutioner, der ikke er erklæret konservative, bliver med tiden venstreorienterede.«
John O’Sullivan (1813-1895) fik mere ret, end han kunne ane. Han kunne heller ikke have forudset indholdet af det venlige brev, der for nylig lå i min postkasse.
Brevet kom fra en bekymret læser med fortid i handelsflåden, som minder om, at man overalt i verden møder stridigheder mellem forskellige etniske og religiøse grupper – med tilføjelsen: »Vi har jo selv brugt 1.000 år for at enes med tyskerne, som jo ellers står os ret nært.«
Derpå kommer han med en interessant tilståelse, som jeg drister mig til at gengive: »Jeg ville egentlig gerne have været grønlænder, men selv efter mange forsøg er det ikke lykkedes, og jeg bliver til grin, hvis jeg påstår det.«
Tænk, hvis vi bare kunne begynde der. Med at erkende det. Integration er faktisk svært, assimilation nærmest umulig. Prøv du bare at blive pakistaner eller iraner, hvis du absolut vil. Blot det at lære sproget er en mur, for slet ikke at tale om at tilegne sig kultur, vaner, normer, kønsroller, alt det, der slet ikke står nogen steder. Glem det. Kulturer er ikke et tag selv-bord, men i høj grad lukkede bokse, koder, afgrænsede felter og rum.
Flugt fra virkeligheden
Hvilket får sømanden til at drage denne slutning, som sjældent høres på dansk grund, sikkert af frygt for at ødelægge den gode stemning ved middagsbordet: »Når indvandrere herhjemme siger, at de efter et par år er danskere, undrer det mig. Alle andre steder ville man blive latterliggjort, hvis man påstod noget lignende.«
Det forekommer mig indlysende rigtigt. Det er kun i Vesten, at vi har fået opfattelsen af kultur som en buffet. »De skal bare ud på arbejdsmarkedet,« siger vi til hinanden, »så skal de nok lære det.« Vi jubler lidt indeni hver gang, for det lyder så godt (ja, gid det var sandt) og fryder os over, at indvandrerpiger søger mod jura-, farmaceut- eller tandlægestudiet.
Kultur er bare ikke noget, man lærer som en teknisk færdighed, det er noget langt mere organisk, man bærer i sig og kun i en lille udstrækning kan forme i sit eget billede endsige gøre op med.
Hvis det var så nemt at blive dansker, svensker, tysker, franskmand, englænder eller skotte, ville vi slet ikke tale om integration og assimilation. Begreberne, født ud af afmagt, er opfundet for at dække over, hvor vanskeligt det i virkeligheden er at blive en anden.
Efter årtiers tiltagende skuffelser nærmer vi os faretruende det øjeblik, hvor vi smerteligt forstår, at debatten om integration og assimilation har været en flugt fra virkeligheden. Man kan tolerere alt muligt. Men tolerance betyder mindre end tillid blandt ligemænd.
Uanset hvor meget vi mener det ene og det andet, og hvad FN og EU siger, er mennesket stadig en kulturel skabning, styret mindre af idealer end af akkumuleret erfaring og tradition. Vi har mest tillid til dem, der ligner os. Det er ikke racisme eller andet ondt, det er kultur.