Det står nu så grelt til i Sverige, at selv de intellektuelle har bemærket det. Landet, hvor alt kan ske, og den importerede gangsterkultur gør børn til mordere, er allerede ukendeligt for alle, der kan huske blot 25 år tilbage, og ingen aner, hvordan de politisk skal håndtere indvandringens konsekvenser.
Selvskadere
Man kan naturligvis opgøre disse på flere forskellige måder. Én af de mest prosaiske er fremkomsten af 30.000 voldsparate bandemedlemmer med rødder i muslimske og arabiske lande, milevidt fra Sveriges porøse grænser. Det tal er ligesom til at tage at føle på. Især når man husker, at voldsmændene ekspanderer for hver dag, der går med smil, anerkendelse og champagne på fine adresser i Stockholm.
Moderne svenskere må være en slags selvskadere, der sætter «menneskeligheden» over alt andet, og der findes ingen undskyldning for, hvad de har gjort ved deres fædreland, som blev tabt for bestandig, da Bulderby blev til Lille-Mogadishu.
Ærligt og oplyst
Nogle få intellektuelle er ved at forstå alvoren. En af de mest klartskuende hedder Johan Lundberg, som jeg var så heldig at møde for 13 år siden, da jeg forberedte min bog Absolut Sverige om landets dragning mod utopier og tiltagende kriser.
Lundberg, der er forfatter, docent i litteratur på Stockholms Universitet og tidligere redaktør, har siden forholdt sig ærligt og oplyst til den tragiske udvikling, ikke mindst klanernes voksende indflydelse i vores førhen så egalitære og etnisk homogene naboland. Johan Lundbergs seneste udgivelse, «Individets fødsel – om klaner i litteraturen fra Aischylos til Karen Blixen», tager den aktuelle tråd op.
Takket være sit store kendskab til verdenslitteraturen viser han, hvordan det netop var sejren over klanerne og deres slægtsbaserede ægteskabspraksis, der førte til individets og statsmagtens udvikling i de vestlige samfund.
Klaner – ægteskaber
Klaner er nemlig naturlige og langt ældre end stater; de er den normale organisationsform i verdenshistorien og stadig virksomme mange steder i dag, fordi de knytter konkrete bånd mellem subjekter på et begrænset territorium.
Modsat hvad de fleste moderne svenskere tror, lever menneskeheden ikke bare af universalisme og frit valg; mennesket er en kulturskabning præget af tid, sted, og af hvad andre gør. Verdenslitteraturen beskriver dette imiterende væsen fra Antikken over de islandske sagaer til Karen Blixen. Shakespeare havde en veludviklet sans for klanens betydning, bare tænk på «Romeo og Julie» og «Macbeth». I de islandske sagaer finder man ved siden af talrige blodfejder kravet om, at en enke skal gifte sig med sin afdøde mands bror.
Ifølge denne og andre traditioner er endogene ægteskaber (ind i slægten) et skattet middel til status og position, hvorfor det bliver et vigtigt kollektivt spørgsmål, hvem der gifter sig med hvem. Den unikke udvikling væk fra klanens fætter- og kusineægteskaber og deres bud om ubrydelig loyalitet gør Vesten speciel. Her spiller kristendommen en hovedrolle sammen med den gryende handel og nye kommercielle netværk.
På vej mod klanvældet igen
Thi det var i første omgang Jesus, der gjorde op med slægtens status og storfamiliens magt blandt jøderne, og hans opgør blev i store træk videreført af den kristne kirke op igennem Middelalderen, fortsatte med protestantismen, konger, håndfæstninger og dannelsen af suveræne militær- og skattestater. De vestlige samfund udviklede sig som afvigelse fra normalen ved at besejre klanerne og med tiden skabe nationalstater.
Nu vender klanerne så tilbage i form af den muslimske og arabiske migration og diaspora. Udviklingen manifesterer en returbillet til, hvad Europa ellers undslap i sin tid. Fra begyndelsen var kristendommen populær blandt især kvinder og fattige, fordi den gav dem mere frihed. Nu betaler samme grupper prisen for den tiltagende islamisering via klaner, vold, æresdrab, kyskhedsregler, kønnenes adskillelse og den løbende udnyttelse af de vestlige menneskerettigheder.
Sverige har bevæget sig langt fra det tidlige klanvælde til 1.000 års kristendom og er nu på vej mod klanvældet igen. Pendulet svinger kraftigt. Almindelige svenskere har nok forstået det intuitivt, men ikke turdet råbe op. Nu er selv de intellektuelle begyndt at forstå katastrofens omfang og kritisere den offentligt. Til sidst ved alle det.
Og så er det for sent at gøre noget ved. Glem ABBA, Volvo, Ikea, Astrid Lindgren og Olof Palme. Fremover vil Sverige blive kendt som klanernes land.