Overalt i Vesteuropa findes en indre fjende af kontinentets grundlæggende principper: Humanisme. Tolerance. Religionsfrihed. Personlig frihed.
Den indre fjende bevæger sig nærmest uantastet omkring. Selvom der i de fleste lande findes regler, der forbyder billigelse af og støtte til terroristiske organisationer. Ligesom der findes regler, der forbyder opfordring til vold og forfølgelse af minoriteter.
Den indre fjende har ikke nogen problemer med Hamas’ terrorangreb imod Israel den 7. oktober 2023. Enten er den tavs. Eller også siger den, at angrebet var berettiget. Velfortjent. Et øje for et øje og en tand for en tand.
Stammetænkning
Europas indre fjende består først og fremmest af mennesker, der har familiemæssige rødder i Mellemøsten. Men som i stedet for at tilpasse sig og falde til har taget Mellemøsten med til Europa i hjerterne og hovederne.
Ud over at Mellemøsten uvægerligt er islamisk – hvad der engang var af religiøse mindretal, er i de fleste islamiske lande blevet udrenset for længst – så er den indre fjende præget af stammetænkning.
Det vil sige, at der hverken er noget individ under stammen eller nogen stat over den. Som individ skylder man stammen alt, og man er ikke noget uden stammen. I forhold til staten, så handler en stamme kynisk: Udnytter den, hvor det kan lade sig gøre. Og ignorerer den i alle andre tilfælde.
Fordi stammerne ikke anerkender staten, anerkender de heller ikke statens monopol på ustraffet, lovlig vold. I stedet har man anbragt blodhævnen.
Den mellemøstlige tænkning er præget af konspirationer, såsom at hvis vi overhovedet kan regne med, at der fandt en massakre sted den 7. oktober, så ved vi ikke, hvem der begik den.
Alternative virkeligheder
I det hele taget er den mellemøstlige tænkning på forkant, når det kommer til at skabe alternative virkeligheder. I Mellemøsten har folk deres egen historie og deres egen virkelighed. Som vi også kender det fra Rusland og Kina. Helt upåvirket af, hvad der kan dokumenteres hinsides rimelig tvivl – og hvad der på grund af rimelige beviser må tages af bordet som forkerte antagelser. Og naturligvis helt upåvirket af, hvad vestlige journalister og medier med deres skrappe standarder til dokumentation og bevismateriale har skabt af virkelighedsbilleder.
Den indre fjende er kommet til Europa på grund af en række totale misforståelser, når det gælder indvandring. Først troede de naive tilhængere af massemigration, at folk ville falde til, som tiden gik. De det ikke skete efter to eller tre generationer, begyndte det at hedde sig, at flere indvandrere skulle sikres en uddannelse og et job. For havde man først det, ville man falde til.
I dag ser vi massevis af indvandrere fra Mellemøsten, der både har en lang uddannelse og et job. Men som rent mentalt aldrig har forladt Mellemøsten, skønt de bor her i Europa på tredje generation. Og i stedet bruger deres uddannelse til legitimere alle deres kulturs dårligdomme med fine og vestlige akademiske begreber.
Den indre fjende har først og fremmest vokset sig stærk, fordi et flertal af politikere gennem årtier lod det ske. For omkring 20 år siden skiftede flertallet så. Det, de fleste mennesker ville have, var en stram udlændingepolitik. Tilbage blev en venstrefløj, der stædigt holdt fast i de dårlige tanker, flertallet efterhånden havde opgivet.
I Folketinget står venstrefløjen ikke stærkt. Men det har venstrefløjen kompenseret for på flere måder.
Venstrefløjens medier og ngo’er
For det første er det lykkedes venstrefløjen at infiltrere de fleste medier i Danmark. Som derfor skriver den ene forvrængede, historie- eller kontekstløse reportage efter den anden om, hvad der sker i Mellemøsten. De er ikke lige dårlige alle sammen. Men dette «faktatjek» (fuld af fejl) er i den graverende ende. Selvom en af kilderne – Menachem Klein – direkte siger, at «From the river to the sea» er en opfordring til at udslette Israel, konkluderer artiklen det stik modsatte.
For det andet er det lykkedes venstrefløjen – med hjælp fra velvillige politikere, der gennem årene har bevilget millioner til galskaben – at infiltrere et utal af ngo’er. Hvorfor disse ngo’er – uden at blive antastet af deres forbundsfæller i medierne – ukritisk gør sig selv til talerør for Hamas og Hamas’ narrativer om krigen mod Israel.
«Våbenhvile» er et krav, der ensidigt gavner Hamas og på længere sigt vil forringe Israels sikkerhed betydeligt. Alligevel er det et krav, alt for mange af de ngo’er, der skulle forestille at være neutrale, gentager som papegøjer i det uendelige.
«Krigsforbrydelser» er en beskyldning, Hamas gentager til det ulidelige. Selvom det ikke pr. se er en krigsforbrydelse at ramme et sted, hvor der opholder sig civile, og det i øvrigt er et spørgsmål, kun en domstol kan tage stilling til.
I udlandet har der været pinlige sager, hvor indre fjender har infiltreret for eksempel politiet. Det mest graverende tilfælde er formentlig en «rådgiver» hos Metropolitan Police – det vil sige Storlondons politi – der åbenlyst var Hamas-sympatisør og deltog i pro-Hamas-demonstrationer.
Jeg tror ikke, dansk politi er infiltreret af islamister. Derfor glæder jeg mig til at blive klogere på, hvorfor de mange billigelser af Hamas og af terror, der efter straffelovens paragraf 136, stk. 2, er ulovlige, og som er fastholdt på video, ikke er blevet taget op.
Akademias aktivister og gaslighting
Når det gælder om at forstå, hvorfor den indre fjende har vokset sig så stærk i Vesteuropa (og USA), kommer vi ikke uden om venstreekstremismen rundtomkring i akademia. Danske akademikere har i årtier bidraget til at forhindre erkendelse af, at indvandring fra Stormellemøsten betyder kriminalitet, modborgerskab, ødelæggelse af institutioner som skoler og gymnasier, socialt bedrageri, religiøs ekstremisme og tilslutning til propalæstinensisk og anden terror.
Det har de først og fremmest gjort ved at hævde, at det hele kunne forklares gennem «sociokulturelle indikatorer», hvad alle fornuftige mennesker efterhånden ved er løgn. Og sidenhen, da løgnene om de sociokulturelle indikatorer var gået op for de fleste, ved at beskylde danskerne for «racisme». På den måde har danske akademikere i årtier bidraget aktivt til det, man kalder «gaslighting». Det vil sige retoriske manøvrer, der sættes i værk for at bilde folk ind, at det, de oplever, ikke er virkeligt.
Danske akademikere har – sammen med deres forbundsfæller i både den engelsktalende og fransktalende verden – optrådt som aktivister, der ønskede at fremme indvandring fra Stormellemøsten. De har optrådt som aktivister, der ønskede at skjule de negative konsekvenser for blandt andet borgernes (og statens) sikkerhed. De har optrådt som aktivister, der ønskede at skjule sandheden om et fænomen som social kontrol. De har optrådt som aktivister, der ønskede, at Danmark skulle boykotte Israel. Og så har de i stor stil optrådt som aktivister, der ønskede at skabe forvirring og usikkerhed om, hvad islamisme er, og hvad islamismen har af konsekvenser.
Alt dette har kunnet lade sig gøre, fordi danske akademikere alt for ofte har været optaget af at afmontere egentlig videnskabelighed til fordel for en pseudovidenskab, der blandt andet er kendetegnet ved, at konklusionerne altid skrives først.
Rettigheder
Pseudovidenskaben har ført til en opgivelse af begrebet «sandhed» som forpligtende norm blandt forskere og dermed til skabelsen af de postfaktuelle informationsrum, der er opbygget af autoritære og totalitære regimer rundt omkring i verden.
Det måske mest graverende, danske akademikere – sammen med deres internationale forbundsfæller – har på samvittigheden, er skabelsen af en række pseudovidenskabelige teorier, der siden er blevet «weaponized» (som det hedder på engelsk) i blandt andet FN. Altså «våbengjort» som kampredskaber i FN og en række ngo’er. Et af de værste eksempler på våbengørelse/”weaponization” af vestlige begreber, er våbengørelsen af rettighedsbegrebet.
I dag taler selv de værste tyranner om rettigheder. Og FN’s menneskerettighedsråd er domineret af lande uden menneskerettigheder. Tricket består i at bruge de samme ord om fx rettigheder, som man bruger i Vesten. Men samtidig give de enslydende ord en fuldstændig anden betydning. Hvor rettigheder for eksempel er noget, man i liberale demokratier tildeler individer, så er de i autoritære stater typisk noget, man tildeler staten (hvilket i enhver islamistisk stat så også indebærer, at man tildeler islam rettigheder). Disse «rettigheder» som staten og religionen har fået tildelt, må individerne så bøje sig for.
Rettigheder er ikke i sig selv et pseudovidenskabeligt begreb. Selvom det bliver pseudovidenskabeligt, når det bliver kapret af autoritære stater. Til gengæld er «afkolonisering» er fuldkommen pseudovidenskabeligt begreb. Opfundet af den indre fjendes akademiske medløbere for at skade den vestlige verden.
Dekolonisering
Kolonier har i hele den kendte historie og alle de steder i verden, hvorfra man har historiske vidnesbyrd, været en realitet. Det samme har i øvrigt slaveri/trældom. Men «dekolonisering» er en historieforfalskning, der hævder, at kolonisering og slaveri er noget, vestlige lande gør imod ikke-vestlige lande.
Selvfølgelig passer det ikke. At udnytte det afrikanske kontinent til slaveri var noget, man gjorde i den islamiske verden længe inden europæerne begyndte på det. Og noget, man blev ved med længe efter, europæerne stoppede. Desuden kunne hverken islamisk eller europæisk slaveri lade sig gøre uden lokale, afrikanske håndlangere, der profiterede voldsomt på det.
Det, venstreekstremistiske akademikere har til fælles med den indre fjende i Europa, er, at de hader den vestlige verden. Derfor er de slået ind på et samarbejde.
Desværre er det lykkedes at våbengøre de vanvittige teorier om dekolonisering i forhold til landene i det såkaldte globale syd. Derfor kan landene i det globale syd forholdsvis ustraffet insinuere, at Europa er lig med kolonisering. Selvom lande som f.eks. Irland og de baltiske lande selv var kolonier under henholdsvis UK og USSR.
De venstreorienterede akademikere løfter selvfølgelig ikke en finger for at rette sådanne misforståelser. Ligesom de ikke løfter en finger for at præcisere, at dansk kolonialisme blev besluttet af en diktator/enehersker, der også undertrykte sin egen, lokale befolkning.
Det der må gøres
Den første ting, der må gøres, er at håndhæve de love og regler, der allerede eksisterer. Det nytter ikke noget, at myndighederne undlader at håndhæve de regler, der forbyder at billige terror og at støtte terrororganisationer.
Institutioner som skoler, gymnasier og universiteter, bliver også nødt til at se deres ordensbestemmelser igennem. Grupper af studerende må selvfølgelig ikke chikanere og intimidere andre. Selvom ytringsfriheden må sættes højt, så har man overskredet grænserne, hvis man chikanerer og intimiderer sine medstuderende. Det burde være klart for selv det yngste medlem af en universitetsadministration. Men det kniber – selv blandt seniorerne.
Hvad angår tildelinger af opholdstilladelser med videre, må vi også være skrappere. Hvis man med rimelighed kan antages at være en sikkerhedsrisiko for minoriteter i Danmark, bør man ikke tildeles opholdstilladelse, når man søger. Og hvis man har en sådan tilladelse, men bidrager til at øge usikkerheden for minoriteter i Danmark, bør tilladelsen inddrages.
Hvad angår de ngo’er, der har allieret sig med den indre fjende, så udgør de en kærkommen lejlighed til at defunde (å fjerne eller redusere pengetilskudd, red.) hele NGO-systemet. N’et i ngo står faktisk for «non» som i «non-governmental organization». Derfor bør udgangspunktet være, at ngo’er ikke skal have penge af den danske stat.
Hvad angår venstreekstremismen på universiteterne, har det også længe været min opfattelse, at humaniora og samfundsvidenskab i Danmark i første omgang skal defundes.
Det er nødvendigt, at der gøres visse undtagelser, når man defunder. For eksempel bør sprogfagene og jura have lov til at fortsætte. Men resten bør i første omgang defundes. Og så genopbygges efter sunde – og det vil sige klassisk videnskabelige – principper: Klar adskillelse mellem videnskab og politik. Klar forpligtelse på sandheden som norm. Klare anti-relativistiske forpligtelser til, at modbeviste antagelser tages af bordet.
Der venter Europa en krank skæbne, hvis der ikke sættes hårdt ind over for de indre fjender og deres medløbere. Derfor er det på høje tid, vi kommer i gang.