Sov søtt, Norge

Hege Storhaug, HRS

På vei til jobb i dag, leste jeg et lengre intervju med Naser Khader, Danmarks mest profilerte politiker med muslimsk bakgrunn. Han seilte opp som en stor stjerne på den politiske himmelen i Danmark da ambassader og flagg ble satt i flammer under Muhammed-balladen i 2006. Khader er en av de mange som bråvåknet og så hvilken ny ideologisk kamp Europa står overfor:

Innsiget av den fascistiske og rasistiske ideologien islamismen. Hvordan organiserte islamistiske krefter i Europa og Midtøsten, har som mål å spise opp frihetsverdiene – selve livsgrunnlaget – fra innsiden.

I soloppgangen over en blikkstille Oslofjord, sitter jeg og nikker samtykkende til Khaders ferske uttalelser til Weekendavisen:

Vi fokuserer meget på kampen mod bin Laden-ekstremister og terrorister, men de er kun toppen af isbjerget. Den virkelige kamp handler om værdier, og islamisterne vinder indflydelse overalt.

Khader har tatt et skritt enda lengre ut i verden, til den pågående balladen i FN, der islamistene står hardt på for å kneble religionskritikk. Organisation of Islamic Conference (OIC) jobber intenst for å få med seg diktatoriske stater som Kina og Cuba i sin verdensomspennende kamp for å kneble ytringsfrihet, det vil si kritikk av religion (les islam). Som HRS, ønsker Khader seg et nytt FN, et demokratisk:

(Khader) vil have et helt nyt FN, hvor lande kun kan blive medlem, hvis de opfylder nogle basale betingelser om hemmelige og frie valg, ytrings-, forenings- og religionsfrihed. (…). ”Diktatorerne kan bare fortsætte selv.”

– Hvad så med Kina?

– De kan ikke være med i et nyt FN, hvis de ikke er demokratiske. Det er Kina, der har blokeret for, at vi kunne hjælpe flygtninge i Darfur, og det er dem, der sidder og nedlægger veto, når det gælder menneskerettigheder.

– Hvad så med freden, FNs formål? Lader man ikke det i stikken, hvis der ikke længere er et fælles forum at tale i?

– Det er en myte, at der er samtaler og dialog. Det er der ikke længere. (…). Og efterhånden vil jeg sige: ’Rend mig i dialogen’. Der foregår ingen dialoger. De totalitære bruger kun FN til at sende deres familiemedlemmer til New York og Genève og give dem gode jobs, som de egentlig ikke er kvalificerede til.

– Du siger, at de moderate muslimer skal blive og tage kampen op indefra. Hvorfor gælder det ikke FN?

– Fordi kampen er tabt. Der er lige lavet en rapport, som viser, at EU-landene og de andre demokratiske lande taber flere og flere afstemninger. Det går ikke i vores retning. Den folkelige opbakning i de demokratiske lande er meget afgørende for FN, og FN er ved at miste den tillid i befolkningerne. Så må vi hellere agere fremadrettet i stedet for at reagere. Det ville være en drøm, hvis Danmark blev det første land, som gik ud og erklærede, at vi ikke kan stå alene, men at vi vil arbejde for et demokratisk FN og etablere en demokratisk fællesfront.

En av de første e-postene som melder sin ankomst i innboksen da jeg er klar for dagen på kontoret, er en bokanmeldelse av Bruce Bawers bok Sov sødt, Europa. Som Khader og HRS, ser ikke Bruce Bawer terror som den store trusselen mot Europa og vesten for øvrig, men islamisters kamp mot frihetsverdiene på de vestlige kontinentene. Bawer, med fortid på den amerikanske venstrefløyen, har skrevet et intenst og smertefullt essay om det Europa han gledet seg til å reise til for ti år siden, så smertefullt at anmelderen Mikael Jalving prøvde å unngå å ta i boken. For som han innleder anmeldelsen:

Da den amerikanske udgave lå fremme i boghandlen i 2006, lod jeg den ligge, og da jeg endelig sad med den danske oversættelse fandt jeg på talrige undskyldninger for at lægge bogen fra mig. Så skulle jeg lave frokost; så blev jeg ramt af en pludselig og ubændig lyst til at slå græs; så skulle jeg hente min søn i vuggestuen. Men da jeg kom tilbage, lå bogen stadig på skrivebordet.Dette blot for at antyde, at jeg egentlig helst var denne bog foruden. Den er ingen fornøjelse og slet ikke underholdende. Nok flyder sproget let i en præcis oversættelse; nok er den aktuel, nej, akut, men det er nu alligevel fandens, at man ikke bare kan nøjes med at passe sin have som en anden Voltaire, uden at skulle forholde sig til radikal islam.Men ak, det kan vi ikke, eller, det bør vi ikke, og i øvrigt nøjedes Voltaire ikke med botanik. Radikal islam – eller islamisme eller fundamentalisme eller det det ny religiøse højre eller hvad man nu vælger at kalde fænomenet – findes og vil fortsætte med at findes i Europa, såvel som i resten af verden, uanset hvad de siger i PET (Politiets Ettereftningstjeneste, min merknad) på Carsten Niebuhr Instituttet eller på de bonede gulve en rum tid endnu. Det er endog overvejende sandsynligt, mener Bruce Bawer, at radikal islam vil vokse i takt med den demografiske udvikling, og at fortsat tilvandring og familiesammenføring vil føre til muslimsk flertal i de fleste europæiske lande i løbet af de næste to generationer.

Forfatteren Bawer (52) mestrer fransk, tysk, nederlandsk, norsk, dansk og svensk og øser i boken fra europeiske medier, og han har i følge Jalving ”blikk for særhetene” i Europa.

En af dem er, hvor få der i det ny årtusindes begyndelse taler radikal islam imod. En anden er, hvor udbredt og dybtfølt antiamerikanismen er. En tredje, hvor konformt der tænkes i den politiske elite, i medier og på europæiske universiteter, når det kommer til multikulturalisme, velfærdsstat og kapitalisme.

I sin kritikk av Europa svinger Bawer pisken over journalister:

Politiske journalister i Europa er mere tilbøjelige til at betragte mainstreampolitikere som kolleger i en uddannet elite, hvis job er at passe og pleje deres fælles, socialdemokratiske idealer. (s.75)

Pleie deres felles, sosialdemokratiske idealer, ja. Dermed gikk tankene mine til en av de få journalistene med et kritisk blikk på konformismen som råder i de politisk korrekte medierekkene, Jon Hustad i Dag og Tid, som nylig, og uventet idet journalister sjelden omtaler hverandre, kommenterte definisjonsmakta i norsk journalistikk. Under tittelen Stanghellismen skriver Hustad at det er en tragisk konsensus i maktapparatet i norsk offentlighet:

Aftenposten er eit svært så godt døme (…). Eg veit ikkje kven det var som tilsette Harald Stanghelle som politisk redaktør, mannen som gjekk frå Dag og Tid til Arbeiderbladet, til Aftenposten, til Dagbladet, til Aftenposten… Men eg veit at han er vesensulik tidlegare politiske redaktørar i Aftenposten. Han er for ein stor og sosialdemokratisk stat, han er sterkt USA-kritisk, har kalla staten Israel eit «mareritt», tek til ords for ein liberal innvandringspolitikk, meiner den nye ekteskapslova er eit sivilisatorisk høgdepunkt – lista kan gjerast mykje lengre. Sidan Stanghelle kom til Aftenposten, er avisa radikalt endra og er no i hovudsak eit sentrum-venstreorgan.

Så kvifor er dette tragisk? Vel, no kan ein kanskje stilla seg spørsmål om noko som helst er tragisk i Noreg, men les ein norske aviser, ser og høyrer ein på NRK, ja, så er det nær umogeleg å skjøna kvifor Obama no er i ferd med å skifta meining og gå inn for å halda amerikanske styrkar i Irak, eller at McCain faktisk kan vinna det amerikanske valet, eller at Sarkozy vann det franske valet, eller å forstå at Israel kjempar mot eit Hizbollah som vert leitt av ein person som har sagt: ”Di fleire jødar som kjem til Israel, di betre, for då slepp vi å reisa verda rundt når vi skal utrydda dei.”

Her danner Hustad og Bawer felles front. Bawer viser hvordan europeiske eksperter og redaktørers sorg over den 11. september var oppsiktsvekkende kortvarig:

I løbet af ca. et døgn, så var de der, eksperterne, journalisterne og politikerne: 9/11 var mere eller mindre Amerikas egen skyld.

At det kunne gå så stærkt og så galt med den dannede, europæiske opfattelse af 11. september, er ikke tilfældigt, argumenterer forfatteren og beskriver den manifeste antiamerikanisme fra Oslo til Madrid, fra Paris til Beograd. Det er heller ikke rar læsning.

Det er nettopp her vi kommer til en sentral nerve i Bawers Sov sødt, Europa: Hvordan antiamerikanismen henger sammen med og forsterker den katastrofale mangelen på forståelsen av trusselen fra islamismen i Europa:

Fordi antiamerikanismen, drømmen og det multikulturelle samfund og velfærdsstaten er så stærkt indlejret i den europæiske forestillingsverden, kan radikal islam vinde fodfæste på europæisk jord og forposter i den offentlige mening. Mens velfærdsstaten er med til at finansiere den, forlener multikulturalismen den med intellektuel og moralsk legitimation og forvandler tolerance til relativisme, ligesom antiamerikanismen svækker det politiske og kulturelle beredskab, herunder sansen for, hvor skrøbelig friheden egentlig er.

Tilstanden minner om Weimarrepublikken i mellomkrigstidens Tyskland, en sosial og verdimessig solformørkelse. Europeiske politikere, journalister, redaktører, intellektuelle og meningsdannere i vidt monn, aner ikke hva som eksempelvis foregår i drabantbyer, som nå på Furuset og Grünerløkka, der gjenger av ulike nasjonal bakgrunn braker sammen.

Det vil naturligvis forekomme alarmistisk i nogle øjne; men indikationerne på, at europæiske politikere, intellektuelle og meningsdannere i vid udstrækning ikke aner, hvad der foregår ude i forstæderne, blandt imamer og omstrejfende unge, der virkeliggør deres fædres værdier i stedet for at gøre oprør imod dem, er legio. Ligesom vidnesbyrdene om, at søstrene opdrages til at underkaste sig islams bogstavelige påbud, opholde sig inden døre og kun begive sig ud tildækket er ligeså talrige som eksempler på fædre, der sender deres egne, små døtre hjem til Sudan eller Saudi-Arabien for at blive omskåret, gå i Koranskole eller gifter dem væk til fjerne slægtninge eller tilpas undertrykkende mænd, der så kan blive ”familiesammenført” til Europa, hæve socialhjælp og nyde godt af rundhåndede sociale rettigheder og medvirke til kontinentets onde, nedadgående spiral.Bogen beretter i detaljer om alt dette og mere og illustrerer den europæiske solformørkelse.Spørger man forfatteren, hvorfra forstædernes raseri kommer, svarer han befriende renset for fodnoter og uden at ty til den vante fattigdomsforklaring:”Tja. Hvad kan man ellers forvente af unge mænd, der gennem hele deres barndom er blevet belært om, at vantro mennesker ikke fortjener respekt, at Vestens kvinder er ludere, og at de eneste hæderlige svar på Vestens korruption og gudløshed er jihads raseri?”

Forordet er skrevet av den tyske intellektuelle og forfatteren Henryk Broder. Broder skriver at hvis Europa sover, så er det ikke de rettferdiges søvn, men de bekvemmes søvn. Jalving på sin side håper at Bawers budskap er et bomskudd:

(…) men jeg er bange for, han har fat i den lange ende.

Det tror dessverre jeg også, som jeg igjen fikk en indikasjon da jeg sjekket e-postboksen videre i dag morges. Aftenposten avslår å trykke et tilsvar jeg skrev til professor Thomas Hylland Eriksen, som på kronikkplass hevdet at ”en sterkere islamisering” av somaliere i Norge kunne være ”et effektivt virkemiddel” for å få bukt med kjønnslemlestelse, noe som igjen fikk en jusstudent og islamist, Mudassar Amin, til å rykke ut og bekrefte Eriksens uhyrlige og hinsides påstand. For så, i tråd med sitt totalitære tankesett, å hevde at muslimer i Norge må bli tro mot sharia, for da løses alle kriminelle problemer som tvangsekteskap, taxijuks og gjengkriminalitet. Eriksen og Amin skal derimot ikke imøtegås med faktualitet. Dere påstander skal henge i luften, ja kanskje henge der til de blir definert som en ”sannhet”. Slik herjer stanghellismen og tilhengerne i spaltene i Norges ledende avis. Hvorfor Aftenposten trykker slike absurditeter og verdimessige atombomber på debattsidene, og deretter nekter debatt (også andre har fortalt meg at de nektes saklige tilsvar), tror jeg ikke handler om ”de bekvemmes søvn”. Jeg tror mer at svaret er at det multikulturelle prosjektet avisen har forsøkt å fremme, slår stygge sprekker, men det må beskyttes for å ikke tape egen ære, kombinert med forsøk på å utvise toleranse overfor ekstremister som Amin; se så humane og inkluderende vi er!, og regelrett kynisme: å trykke faktuelle motsvar kan skremme Aminene bort fra spaltene. Nei, det er ikke underlig at norske aviser mister lesere.