Hege Storhaug, HRSEssayisten og forfatteren Bruce Bawer flyttet fra USA til Nederland i 1998. Han var lei av det verdikonservative USA, ikke minst sett fra hans ståsted som homofil. Bawer beundret det liberale Europa. Året etter reisen til Nederland møtte han sin nåværende norske partner og flyttet til Oslo. Med sin immigrantbakgrunn, har kanskje Bawer bedre forutsetninger enn de fleste europeere til å observere Europas mentalitet, som Bawer summerer opp med et sitat av Benjamin Franklin: ”De som er rede til at gi opp fundamentale frihetsrettigheder for å kjøpe seg en smule midlertidig sikkerhet, har verken gjort seg fortjent til frihet eller sikkerhet.”
Bruce Bawers glede over Europas frihet har i løpet av et tiår snudd seg til fortvilelse. Budskapet i boken hans fra 2006, While Europe Slept. How Radical Islam is Destroying The West from Within, er: Den pågående islamiseringen av kontinentet er i ferd med å fortære essensen av kontinentets eksistensgrunnlag – frihetsverdiene.
Bawer ser Europa som et ettergivenhetens kontinent, skriver Gade Jensen:
Bawers bog er en intellektuel rejse i det moderne Europa, hvor han undrende må konstatere, hvor eftergivende og selvudslettende den europæiske politiske, kunstneriske og mediemæssige elite tænker. Mordene på den hollandske politiker Pim Fortyun og filminstruktøren Theo van Gogh var øjenåbnere for Bawer , hvor verden viser sig anderledes, end han troede. Samtidig er bogen – utilsigtet – blevet til en hyldest til det USA, som han flygtede fra.
I USA vil det religiøse højre kun forhindre, at jeg gifter mig, men her i Europa vil islamisterne stene mig, skriver bøssen Bawer .
Det er ikke enkelt for Bawer å skulle forklare for det amerikanske publikummet at terrorister i Europa kan leve i frihet og av sosialhjelp, og at det gis økonomisk støtte til grupperinger som jobber for å undergrave europeiske kultur, mener Jalving.
Bogen er fyldt med historier og faresignaler fra et Europa, der ikke vil se farerne i øjnene, og hvor de, der udtaler sig, myrdes eller stigmatiseres. Historier om overfald og mord på jøder og homoseksuelle, som forbliver uomtalt i de europæiske aviser.
Reaktionerne på 11. september 2001 og bomberne i Madrid bærer mere præg af frygt for at genere nogen fredsfuld religion end forargelse over de mange uskyldigt dræbte.
Bawers styrke er en sensibilitet og evne til at se, hvad andre ser igennem med. Men der er også provokerende beskrivelser af den europæiske mentalitet lige nu. Den norske fredsforsker Johan Galtung ser Bawer som indbegrebet af europæisk antiamerikanisme med USA som den store satan.
Efter at have hørt en debat i Oslo med Galtung skriver Bawer, at han har forvandlet ”en ensformig gentagelse af det rene vrøvl til en succesrig, akademisk løbebane” og hans ”bizarre ordskvalder var af den slags, man kunne forvente at høre på en psykiatrisk afdeling”.
Men når man samtidig læser, hvad Galtung kan udtale og påstå, virker det præcist. Og uhyggeligt typisk for den universitære offentlighed i Europa.
I denne mentale tilstanden er det ikke underlig at eksempelvis henrettelsen av Theo van Gogh 2. november 2004, ble sett på som en sær enkelthendelse.
Bawer nævner utallige eksempler – og mange personlige – på europæernes antiamerikanisme, hvor amerikaneren skældes ud alene på grund af sit statsborgerskab. Og skal stå til ansvar USA’s politik og dermed for alverdens ondskab.
Modsat gælder det muslimer, hvor de fleste europæere er særdeles omhyggelige med at sige noget som helst, der kunne opfattes som antimuslimsk eller islamofobisk. Og i hvert fald aldrig generalisere.
Theo van Goghs morder blev udlagt som en enlig svale. Efter mordet ville en moderat ahmadiyya-muslim arrangere en demonstration med fakkeltog i Oslo for fred og tolerance og mod islamisme, og mange mødte op, men stort set ingen muslimer.
Som HRS, ser også Bawer Danmark som et lyspunkt i et mørkere og mørkere Europa.
Fra en dansk synsvinkel kan vi glæde os over, at Danmark de sidste år har skilt sig ud fra det øvrige Europa ved at fastholde ytringsfriheden i forbindelse med karikaturtegningerne og ved en relativ levende debat, som i det øvrige Europa stort set ikke findes.
I efterskriftet til den danske udgave er der ros til Anders Fogh Rasmussen, der som den eneste vestlige regeringsleder er lysvågen, mens retningen mange andre steder og især i EU går imod at bekæmpe islamofobi, det vil sige enhver kritik af islam.
Jyllands-Posten 21.10.08 (ikke tilgjengelig på nettet)
Mens vi venter på at forlag i Norge våkner opp, les også HRS-kommentaren, Sov søtt, Norge