Af Helle Merete Brix, LONDON, HUMAN RIGHTS SERVICE
Hanan al-Shaykh bor på en af Londons fornemme adresser, et stenkast fra den amerikanske ambassade. Hun er ultrafeminin af udseende og væsen, og den mønstrede sort-hvide kjole matcher hjemmets omkringfarende dalmantinerhund. Den 63-årige Shaykh, der er en af nutidens mest kendte forfattere med arabisk bagggrund, har ofte provokeret med sine åbenhjertige skildringer af kvinders liv under mænds kontrol, af sex og forholdet mellem mænd og kvinder.
Shaykh fik sit gennembrud i 1980erne med ”Zahras historie” og blev også kendt for bøger som ”Beirut Blues” og ”Women of Sand and Myrrh”. Senest har hun skrevet et par teaterstykker og udgivet bogen ”Kun i London”, om fire mennesker der mødes i et fly, herunder en marokkansk prostitueret og en transvestit. Foråret 2009 udkommer den engelske udgave af bogen om hendes mors usædvanlige liv, der er en bestseller i det Libanon, hvor Shaykh er født og opvokset i en shiamuslimsk familie. Bogen har oprørt familien.
Shaykh indleder interviewet i sin elegante dagligstue med en ikke ofte hørt åben erklæring for et menneske med muslimsk baggrund:
– Jeg definerer mig som ateist. Jeg voksede op med traditioner og folklore, blandet med religion og det var på en måde virkelig smukt. Muslimer, kristne og druser havde deres egne traditioner, og religionen havde at gøre med, hvordan du fejrede højtider og den slags, en art rutine. Der var ikke den fanatiske, der er i dag. Selvom jeg er ateist føler jeg mig godt tilpas med det, religion har givet til for eksempel kunsten. Kirkerne, Vatikanet, billeder, skulpturer, den klassiske musik og korsang, det må man beundre. Det samme gælder islam. Selv i koranen er der smukke passager og smukt billedsprog, uafhængigt af de til tider truende vers. For det er ikke disse vers, jeg taler om.
Det samme, mener Shaykh, gælder fastemånedens ritualer.
– Som barn elskede jeg Ramadanen. Min søster og jeg plejede at vågne op ved to-tiden om natten, for dér kom manden med trommen for at vække folk til bøn. Vi mente, at han kom fra himlen. Vi forestillede os ikke, at han var et menneske som os. Men en nat stod jeg op, for jeg ville se den mand der gik rundt med trommen. Jeg så, at han bare var en uattraktiv mand, der kedede sig med sit job.
Shaykh ler og tilføjer:
– Men at leve i den moderne verden er at leve i nuet. Når folk henviser til en sura eller en hadith, må jeg sige nej. Menneskeheden har gjort fremskridt, og jeg vil hverken diskutere, skændes, udtrykke enighed eller analysere en begivenhed ud fra hvad der er sket for 1000 år siden.
Shaykh er skuffet over det skarpe skel, der nu er mellem øst og vest.
– Også de kristne bliver mere fanatiske. Måske er det en refleks. Da jeg voksede op, var det slet ikke sådan. Der var sekulære skoler, kvinderne var frigjorte i Libanon og Egypten. Der var en stærk kvindebevægelse. Og nu? For et par år siden var jeg i Cairo for at holde foredrag på det amerikanske universitet. Jeg var chokeret. 80 procent af kvinderne var dækket til. Havde det været et fattigt område, kunne jeg forstå det. Men i hjertet af det amerikanske universitet?
Og hun fortsætter med at springe til det Europa og det London, hvor hun mere eller mindre har levet de seneste 20 år:
– Det burde ikke finde sted, tildækningen af kvinder i Vesten. I islam har vi ikke haft tilsløring, kun blandt ældre og gamle kvinder. Men lad os antage, at der findes et muslimsk ”kostume”. Hvis en japansk pige går i skole i London, så går hun jo heller ikke i geishakostume, ligesom en kinesisk pige ikke anvender et kinesisk kostume. Det gør ondt på mig, når jeg ser helt unge piger, hvor familierne har haft held med at påvirke kvinderne til at dække sig til.
Og selvfølgelig ønsker pigerne at være dækket til, fastslår Shaykh. For:
-Hvis man er influeret af en forestilling om, at man vil brænde i helvede, hvis ikke man bærer hijab, så gør man det. Når man er meget ung, tror man på alt.
Også Shaykhs egen far ville have at hun og søsteren skule gå tildækket, da Shaykh var 12 år.
– En dag fortalte jeg ham, at vi tog tørklædet af, så snart vi var kommet hjemmefra. Jeg havde smukt hår, og jeg ønskede at vise det frem. Min far græd og sagde, ”du kommer i helvede”.
I Shaykhs seneste bog ”Kun i London” skildrer hun prostitution og transvestisme, men også karakteren Amira, en fraskilt irakisk kvinde, der skal finde sig til rette i det London, hun egentlig slet ikke kender. Bogen giver et tilbageblik på et ulykkeligt ægteskab, skjult onani og triste samlejer. Men også sanselige beskrivelser af Amiras forhold til Nicholas, en Sotheby ekspert i islamiske daggerter, som hun møder i flyet.
– Jeg føler ikke jeg opfinder karakteren. Jeg bliver karakteren og ved, hvad karakteren vil gøre. Jeg bliver ind imellem spurgt, hvorfor jeg skriver om sex, som jeg gør, om sex mellem mænd og kvinder eller mellem mænd og mænd. Hvorfor jeg forsøger at bryde tabuer. Mit svar er, at jeg ikke bryder tabuer, det er en del af vores historie. I gamle håndskrevne bøger, som nu findes på museer, kan du finde historier om homoseksualitet, om mænd, der forelsker sig i unge drenge. Jeg fortsætter en tradition. Hvorfor skal vi have tabuer nu om dage?
Shaykh skriver på arabisk, og hun skriver i hånden. Den næste bog i engelsk oversættelse er bogen om hendes mor, der udkom for flere år siden og stadig er en bestseller i Libanon.
– Efter min mening levede min mor et meget interessant liv. Hun fulgte ikke stereotyperne for en muslimsk kvindes liv i 1940erne. Hun var uuddannet og analfabet, men ivrig efter at lære om livet. For syv år siden gav hun udtryk for, at hun ønskede at jeg skrev hendes historie. Min mor blev forlovet med min far da hun var ni år gammel ved en ceremoni, hvor hun ikke vidste, hvad der skete. Min far var egentlig gift med hendes søster, men hun døde. Da min mor var 14 år blev hun og min far gift, og hun fik ansvaret for tre børn.
Og som 15-årig fødte Shayks mor selv sit første barn. Som 19-årig sit andet.
– Hun led meget. Og hun indledte et forhold til en anden mand. Efter otte års ægteskab forlod hun min far for at leve sammen med den mand, hun elskede. Hvor kvinderne i miljøet omkring min mor havde været fascineret af hendes historie om kærligheden til en anden mand, forsvandt al støtte til hende, da hun forlangte og fik en skilsmisse. Hun blev betragtet som en rebel. Det var en stor skandale.
Shaykh fortæller, at hendes mor og hendes veninde som helt unge ind imellem sneg sig ud for at gå på natklub og se mavedans. Pengene skaffede Shaykhs mor på sin egen måde:
– Min far mistænkte med rette, at min mor stjal penge fra ham. Hun brød sig ikke om at røre ham. Men hun kunne nogle gange foregive, at hun ville skrubbe ham på ryggen, når han badede. Han blev så glad. Når hun havde smurt hans ansigt og krop ind i sæbe, gik hun i hans bukselommer.
Shaykhs mor døde seks måneder efter at hun havde fortalt sin historie. Shayks far døde for ti år siden.
– Min far var den rareste far. Han var meget troende, men ikke fanatisk og han gik ind for kvinders uddannelse. Mine nevøer og niecer var meget oprørte over portrættet af min far. De spurgte, hvordan jeg kunne skrive bogen sådan? Jeg måtte svare, at det var sådan min mor så ham.
Som helt ung besluttede Shaykh sig selv for at rejse væk.
– Jeg var 17 år gammel, da jeg besluttede mig for at forlade min familie og ”genopfinde” mig selv. Jeg ønskede ikke at leve et dobbeltliv. Jeg ville leve et moderne liv. Jeg var ikke lykkelig. Min far og jeg delte ikke de samme glæder og værdier. Hvis jeg for eksempel på TV så Eifeltårnet, ville jeg være oprømt, jeg var optaget af eksistentialisterne og alt det. Min fars reaktion ville være, at jeg kun burde se nyheder, ikke film og den slags. Han var fra en anden æra. Men han betalte, så jeg kunne rejse til Egypten, selvom jeg understregede, at jeg kunne klare mig selv.
Shaykh vendte hjem efter fire års studier. I Beirut skrev hun for forskellige aviser. Og hun mødte den mand, hun blev gift med. Ægteskabet blev indgået i hemmelighed, da han var af kristen familie. 40 år efter er de stadig gift.
– Min mand er ingeniør og har et firma. Han rejser derfor meget, og jeg rejser også selv. Jeg har beholdt mit arbejde og min karriere. Når kvinder er passionerede i forhold til noget, giver det dem deres mænds beundring. Og hun fortsætter:
– Jeg lever et liv, der er fuldt af modsætninger og forskellige mennesker. Men på grund af borgerkrigen lever jeg udenfor mit miljø og mit land. Jeg har mødt Vesten. Jeg har ind imellem tænkt, hvis jeg var blevet i Libanon, havde jeg så bevaret min nysgerrighed over for kvinders liv og for forholdet mellem mænd og kvinder? Havde jeg været nysgerrig over for begreber som eksil og fædreland? Jeg kan ikke besvare spørgsmålet, men jeg kan sige, at jeg er særdeles nysgerrig over for de folk, jeg møder og kvinder og kvinders mod i særdeleshed.
Spørgsmålet om religionen, som indledte interviewet, runder det også af. For hvad mener Shaykh om alt det vi diskuterer, balladen om udgivelsen af ”Medinas Juvel”, Muhammedtegninger m.m.?
– Diskussionen er så vigtig. Der skulle for eksempel være flere oversættelser af bøger fra muslimer, der lever i de muslimske lande, og som skriver om islam. Hvadenten de gør det gennem fiktion eller faglitteratur. Så Vesten forstår, at der er en anden stemme. Jeg tror ikke på restriktioner over for nogen bog. Man må kunne udgive og skrive hvad som helst. Jeg husker, at da jeg kom til London, gik der en danseforestilling inspireret af Jesus liv. I forestillingen kravler Jesus pludselig ned af korset og siger han er træt. En anden danser kommer og opfordrer ham til at danse lidt. Jeg var fascineret. Sådanne forestillinger eller film kan ikke true kristendommen. Muslimer skulle heller ikke frygte at noget kan være en trussel mod islam.