Af Helle Merete Brix, HRS
Dette er min personlige beretning om, hvordan Danmarks mest kendte parlamentsmedlem næst efter statsministeren, syrisk-fødte Naser Khader, blev intimideret ved et debatmøde i København for nylig. Eller rettere: Det er historien om, hvordan flere medier, herunder dagbladet Politiken, fremstillede sagen og gjorde den krænkede til krænkeren.
DIS, Danish Institute for Study Abroad, havde for nylig inviteret Khader og undertegnede til at debattere islam og det sekulære samfund. Hvordan vil mødet mellem islam og de vestlige samfund forløbet? Hvad med ytringsfrihed og ligestilling? Bliver det Clash eller Co-existence, som formuleret i oplægget?
Debatten forløb et stykke hen ad vejen fredeligt, for skønt Khader og jeg er uenig på en række områder, har vi efter min opfattelse et fælles mål: At bevare et demokratisk og pluralistisk Europa.
Men to unge mænd på forreste række var tydeligvis ikke kommet for at deltage i debatten på normal fod. De lagde ikke skjul på, at de var praktiserende muslimer, og at de var uenige med Khader. Helt fint. Men som det så ofte sker ved sådanne arrangementer, når repræsentanter fra islamiske organisationer møder op, får de unge muslimer vældig meget taletid. Visse af indlæggene havde mere karakter af mission for islam og vi blev heller ikke sparet for den sædvanlige, vulgære beskrivelse af de dekadente, vestlige samfund. At blive dansk var da let, som de ene sagde. Det bestod blot i at drikke sig fuld dagligt, være utro og glemme sine rødder.
Den samme unge mand ville diskutere Holocaustbenægtelse med mig. Ja, han gik da ikke ind for Holocaustbenægtelse, han var ikke enig med de, der benægtede denne periode af historien. Men kunne jeg slet ikke forstå, hvorfor nogle muslimer benægtede Holocaust? Hvorfor måtte man ikke diskutere tal, tabstal og den slags, når det drejede sig om Holocaust?
De unge mænd lagde ikke skjul på, at de kom fra en islamisk organisation. Hvilken mon? Hizb ut-Tahrir? Muslimer i Dialog, der udadtil har held med at profilere sig som moderat, men ikke holder sig tilbage for at pleje omgang med prædikanter i kredsen omkring Det Muslimske Broderskab? Helt i tråd med de islamiske organisationer i Norge og andre steder i Europa, der har succés med at fremstille sig som moderate, skønt de slet ikke er det.
Intimidering af kritikere
En væsentlig ting er altid på programmet for disse organisationer: At bane vej for sharia i det offentlige rum og gøre livet besværligt for de mennesker med muslimsk baggrund, der ikke ønsker Europa islamiseret og som tør stå frem med kritik af det muslimske miljø og deres synspunkter.
Da jeg nævnte de problemer i forbindelse med beskyttelse, som for eksempel kritikere som Ayaan Hirsi Ali, Kurt Westergaard har i deres daglige liv, sagde den ene unge mand:
– Vi er også nogle, der skal beskyttes mod Nasers synspunkter.
Højdepunktet i debatten, eller rettere lavpunktet, indtraf da en ung mand på bagerste række pludselig råbte til Naser, at han måtte hilse sin mor, ”hun giver sådan et godt blowjob”.
Der var et øjebliks forbløffet tavshed. Derefter samlede jeg mig og sagde højt: ”Smid ham ud”. Khader rejste sig og henvendte sig til den unge mand: ”Hvad sagde du?”.
Arrangøren af foredraget tog sig sammen til at bede manden om at forlade lokalet. Khader, der følges af to mænd fra PET, Politiets Efterretningstjeneste døgnet rundt, blev stående. Efter lidt besvær fik PET smidt manden ud.
Det sidste billede jeg har i hovedet fra episoden er to PET-folk, der holder godt fast i en aggressiv ung mand og lemper ham ud af døren.
Her kunne episoden være sluttet. Som blot endnu et eksempel på, hvordan livet er besværligt og farligt for islams og islamismens kritikere. Som når der for eksempel skal tages billeder af Khader en sommerdag ved et springvand på Københavns gågade Strøget, og det må opgives, selvom PET er med. En flok unge af anden etnisk baggrund, som det hedder, optrådte ved en sådan lejlighed så truende, at foto-sessionen måtte skrinlægges.
Men sagen om debatmødet fik et efterspil i medierne. Allerede dagen efter blev jeg ringet op af Se og Hør, et magasin i den genre, der populært kaldes for ”sladderblade”. Var det rigtigt at Khader havde optrådt truende ved et debatmøde? At han havde truet med at smadre en ung mand, der havde optrådt provokerende? Ja, De læste rigtigt.
Historien i Politiken
Næste dag ringede Politiken, altså den avis, der har ”Nej-til-Muhammedtegninger-Tøger Seidenfaden” som chefredaktør. For nu var Khader meldt til politiet. Altså Khader, ja, De læste rigtigt igen. For at have truet den unge mand. Den unge mand, der optrådte provokerende ved mødet, ville ikke nøjes med at anmelde Khader. Han havde også allieret sig med den kendte advokat Thorkild Høyer, der bl.a. var forsvarer for en af de unge i terrorsagen fra Glostrup i 2006. Her vendte advokaten sig mod brugen af de såkaldte karaktervidner, der bl.a. skulle udtale sig om de anklagedes forhold til deres religion. Islam skulle ikke sættes på anklagebænken, mente Høyer, det kunne marginalisere unge muslimer yderligere.
Politikens beskrivelse af mødet baseres omtrent udelukkende på den unge provokatørs udsagn. Han får også lov til at optræde anonymt. Hvorfor? Hvorfor forlanger journalisten ikke, at han står frem med navns nævnelse? Det fremgår blot af artiklen, at der er tale om en 32-årig mand, der studerer islamologi på universitetet. Til Politiken har han forklaret, at han ville teste grænserne for ytringsfriheden og ofte deltager i debatmøder.
– Hvis du som person ikke kan tåle, at din mor bliver forurettet, så kan du godt regne med, at der er nogle muslimer, der ikke kan tåle, at man spotter Gud og Profeten. Det var det, jeg ville vise. At der er en grænse for ytringsfriheden. Hvis det er ok at spotte Gud og Muhammed er det også ok at spotte Khaders mor.
Den 32-årige mand påstår, at han var til mødet alene. Var han? Jeg tvivler. I hvert fald fik han solid støtte fra de to unge mænd på forreste række. Naturligvis var de ikke enige med den unge mand, Men havde han mon ikke en pointe? Var der mon ikke en grund til, at han provokerede?
Dette mærkværdige forsøg på at kæde den grundlovssikrede ytringsfrihed sammen med noget, der intet har med ytringsfrihed at gøre, er velkendt.
I Politiken forklarede både arrangøren af mødet, lektor Jakob Lindgaard og jeg, at vi ikke kunne genkende den beskrivelse af mødets forløb, som den unge mand havde givet. Selv havde jeg forklaret journalisten, at Khader var berørt af episoden, andet ville vel også være mærkeligt. Jeg forsøgte at forklare, hvordan stemningen ved mødet var, at man havde forsøgt at trænge igennem med et synspunkt om det rimelige i Holocaustbenægtelse m.m. Det er ikke medtaget i artiklen. Det er journalistens ret, men jeg synes, det er en skam.
Grimme Hedegaard og umulige Westergaard
I Berlingske Tidende var der en mere fornuftig artikel, der gjorde det klart, at ingen andre syntes at have hørt Khader optræde truende. Men diverse andre dagblade og tv-stationer syntes ukritisk at have overtaget Politikens vinkel. Her er det interessante, at Khader er meldt til politiet for trusler. Ikke at et medlem af det danske folketing, der under Muhammed-krisen modtog trusler, der ikke blot angik ham selv, men var trusler om at skære halsen over på hans børn, må lytte til seksuelle tilråb fra en provokatør og derefter skal se sig selv fremstillet som krænkeren, som den der truer og intimiderer.
Der er egentlig ikke noget overraskende i dette. Det går fint i tråd med udviklingen. Karen Thisted, kendt dansk journalist og klummeskribent, hører til de, der i øjeblikket raser over tegneren Kurt Westergaard. Som om det ikke er nok med Muhammed-tegningerne. Nu har han også allieret sig med den ”grimme” Lars Hedegaard, tidligere kommentator på Berlingske Tidende og formand for Trykkefrihedsselskabet, og har tegnet til hans Groft Sagt bog, en samling af klummer, skrevet gennem tiden, om alt fra islam til kønsroller. Ja, De læste rigtigt. Den ”grimme” Hedegaard. Sådan faldt ordene i en udsendelse på Danmarks Radio for nylig. Og Westergaard og hans kone, der permanent må flytte rundt og engang vender tilbage til et topsikret hus? Ja, de kunne da bare få lov at sidde og glo i deres sikrede hus og deres sikrede rum. Så kan de lære det, kan de!
Jeg er sikker på, at læseren selv kan finde flere eksempler. Tænk blot på de verdensberømte ”intellektuelle”, der i fuld alvor har kaldt Ayaan Hirsi Ali for ”ytringsfrihedsfundamentalist”.
Det bringer perspektiv på alt dette at dykke ned i en anden historisk periode. En af mine yndlingsbøger, Vendepunktet af Thomas Manns søn Klaus Mann, beskriver bl.a. stemningen i Tyskland i forbindelse med nazisternes magtovertagelse. Klaus´ søster, skuespillerinden Erika, står i spidsen for den åbenmundede kabaret Pfeffermühle, der ikke går af vejen for at fornærme de kommende magthavere.
Ved et møde arrangeret af en pacifistisk kvindeorganisation reciterer hun et digt om fred og forsoning. Nationalsocialister har fordelt sig over hele salen. Da Erika går på scenen, begynder nazisterne at brøle skældsord. De er forklædt som civilister og trænger med svingende gummiknipler frem mod de ubevæbnede kvinder. Panisk masseflugt mod udgangen, ituslåede møbler og et vildt og blodigt håndgemæng følger. Før nazisterne når frem til podiet, ankommer politiet heldigvis. Klaus tør ikke tænke på, hvad der ellers kunne være sket.
I den nazistiske presse kan man næste dag læse denne artikel: ”Terroristisk politi mishandler unge tyskere, der begår den ”forbrydelse” at overvære et offentligt møde”. Som Klaus Mann konkluderer: Hvorfor skulle den hyppigt citerede vits, ”jødisk bissekræmmer bider tysk schæferhund!” egentlig ikke være et virkeligt citat fra et Goebbels-blad? ”Historien om det ”terroristiske politi” var lige så fantastisk”.
Ligesom nazisterne erklærede Mann-familien krig, har islamisterne forlængst erklæret Khader og hans ligesindede krig. I denne krig synes de vestlige medier at spille en alt for villig rolle. Historien fra Politiken synes at være et sådant eksempel.