Psykologen Nicolai Sennels er ingen ukjent mann i Danmark. Det skyldes ikke minst hans fritalenhet, som den siste tiden selv i Danmark har fått magrere kår. Sennels erfaringer med å jobbe som psykolog med innvandrere og etterkommere med muslimsk bakgrunn, har gitt han unike erfaringer, og han er overbevist om at det han kaller ”integreringsmyter” er et alvorlig hinder for det sosiale arbeidet. Han kaller integreringsproblemene ”en tikkende bombe under vårt velferdssamfunn”, og mener at den viktigste veien å gå er å få mer kunnskap om området.
I en kronikk i dagens jp.dk griper han fatt i fire integreringsmyter:
Mens indvandrerkriminalitet, muslimske parallelsamfund og islamisk ekstremisme får stadigt større negativ indflydelse på samfundet, hænger kommunernes indsats på området nemlig fast i en række myter om indvandrerkriminalitet, ekstremisme og den sociale indsats på området. Den første myte er, at der ikke er forskel på indvandrere. Men selvfølgelig er der det: Mennesker fra forskellige kulturer har brug for forskellige former for støtte, når de er i problemer. Der er verdner til forskel på, hvad f.eks. en japaner, en somalier og en amerikaner har brug for, hvis de har det svært eller laver problemer. Vi er nødt til at udvise kulturel følsomhed overfor de kulturelle forskelle, vores indvandrere kommer med. Mine egne terapeutiske erfaringer med unge muslimer er, at de har ekstremt svært ved at forstå traditionel dansk pædagogik og behandling. Danske unge er i langt højere grad opdraget til at «snakke om tingene» og reflektere over, hvordan man har det indeni. Muslimer er derimod vokset op i en kultur med tydelige ydre autoriteter (primært fædre, traditioner og islam), hvor hammeren falder hårdt og første gang, man bryder med familiens forventninger. De er opvokset i faste rammer, og dansk pædagog-snik-snak kommer til kort over for denne målgruppe.
Etter vår erfaring har Sennels helt rett i denne myten, noe vi ikke minst erfarte under vårt besøk i Pakistan der vi oppsøkte skoler hvor mange norskpakistanske barn har sin hverdag. Dette er barn, de fleste født i Norge, som på ett eller annet tidspunkt, gjerne når kontantstøtten uteblir (når barnet er 4 år, som går hånd i hanske med skolestart i Pakistan), blir sendt på lengre opphold i Pakistan. Skolene i Pakistan, som er svært så forskjellig, alt fra ”under-treet-skoler”, koranskoler til privatskoler av høy kvalitet, har stort sett det til felles (kanskje med unntak av de skoler med aller høyeste kvalitet, som et fåtall har anledning til å sende sine barn til grunnet særdeles høyt kostnadsnivå) at de vektlegger det vi på godt norsk vil kalle ”pugge-skole” med tilhørende straffereaksjoner på gale svar. Konsekvensen er at du får elever som ikke lærer kritisk tekning eller resonnering over oppgaveløsning, verken av faglig eller personlig karakter. Ett slikt eksempel, om enn så marginalt, var en lege der kona fikk psykiske problemer (hvilket ikke var underlig, gitt mannens svært så patriarkalske oppførsel). Legen likte ikke konas underlige oppførsel, og tok hennes til sykehuset for å ta røntgen av hodet. At det var en psykisk forklaring lå ikke engang i hans vokabular.
Den anden myte er, at indvandrerkriminalitet skyldes sociale problemer, og at indvandreres kulturelle baggrund ikke spiller nogen rolle i denne sammenhæng. Heller ikke her stemmer fordommene overens med virkeligheden: Konklusionen på hundredvis af psykologiske samtaler med muslimske indvandrere er, at den muslimske kultur har en meget høj accept af aggression. Mens et ukontrolleret vredesudbrud er den hurtigste måde at tabe ansigt på i den danske kultur, forholder det sig omvendt i den muslimske kultur. Villigheden til at hævne sig anses i den muslimske kultur som et tegn på styrke, og vrede er klart mere socialt accepteret i muslimske kredse. Aggressiv adfærd er her et socialt redskab, som man bruger til at opnå respekt (ikke kun frygt) og status med. Palæstinenseres dramatiske og destruktive måde at vise deres frustration over situationen i Gaza, imamers opfordringer til «hellig vrede», familiehenrettelser (såkaldte æresdrab) og voldelige demonstrationer over Muhammed-tegningerne er alt sammen eksempler på, at man i den muslimske kultur ser aggressive former for adfærd som en socialt accepteret måde at udtrykke sig på. Det faktum, at muslimske indvandrere og efterkommere begår to til tre gange så meget voldskriminalitet som etniske danskere, er også delvist et udslag af denne faktor. Så jo: Indvandreres kultur er en vigtig medspiller, når det drejer sig om indvandrerkriminalitet.
Sennels griper her tak i en særdeles viktig, og lite uttalt, problemstilling, nemlig hvilket reaksjonsmønster ulike typer motgang kan møtes med. Ikke uvanlig er slike reaksjoner aggressive, om ikke med vold, så med ord. Man gyver løs på personen, og da gjerne med grove personkarakteristikker, og ikke på de aktuelle tema som er på dagsorden. Sennels kunne sikkert også med fordel grepet fatt i ”løgnen”, for løgn har ikke samme betydning for mange av disse som den har for oss. Løgn blir for mange et virkemiddel på lik linje med andre ”argumenter”, man kan lyve om de merkeligste ting, selv om det er åpenbart for dem som lytter. Ayaan Hirsi Ali har forklart dette slik i sin bok (gjengitt etter hukommelse), løgnen blir en internalisert del av deg. Du lærer at din mor lyver for å unngå (harde) konsekvenser, og du ser at det nytter. Det blir et (legitimt) virkemiddel.
Den tredje myte er, at religiøs ekstremisme kun findes i snævre kredse. Her tager man grueligt fejl. Næsten samtlige af de muslimer, jeg har haft i terapi, tager deres religiøse ophav ganske alvorligt. På trods af, at størstedelen af dem ikke følger Koranens bud, er deres muslimske identitet overordentlig stærk. Muhammed-tegningerne, forsøget på at indføre mere demokrati i den muslimske verden og myndighedernes pres på indvandreres integration i det danske samfund har skabt en stærk følelse af opposition til vestlige værdier. Især rodløse unge muslimer føler sig tiltrukket af de ekstremistiske miljøer, fordi de tilbyder en følelse af at være betydningsfuld og at have et mål med både livet og døden, som intet socialt projekt kan hamle op med. Desuden er religiøsitet kilde til status i muslimske kredse – og meget religiøsitet giver meget status. Dedikeret religiøs praksis og evnen til at fremlægge konspirationsteorier om Vestens skyld i de miserable forhold i deres muslimske hjemlande er en effektiv kilde til social anerkendelse i det muslimske miljø. Disse erfaringer fra mit arbejde i det muslimske miljø stemmer fuldt overens med lignende undersøgelser i udlandet: 32 pct. af muslimske universitetsstuderende i England mener, at drab i religionens navn er helt i orden, og 54 pct. af de franske muslimer mener, at sharialovene skal indføres i hele verden. I Tyskland føler kun 12 pct. af landets muslimer sig som «tyskere», og hele 6 pct. kategoriseres som «ekstremt radikale» med en «meget høj accept af religiøs og politisk vold». 6 pct. lyder måske ikke af meget, men overfører vi det til de anslåede 220.000 muslimer i Danmark, hvilket er helt rimeligt, svarer det faktisk til 13.600 islamiske ekstremister her i landet.
Religiøs ekstremisme, som også i disse dager er til debatt i Norge, kan selvfølgelig diskuteres ut fra ulike grensefaktorer, som naturlig vil være forskjellig for ulike aktører. Men et sentralt poeng til Sennels er å finne i ”muslimsk identitet”, som vi også ser står sterkt i Norge. Ikke minst ser vi hvordan ”muslimsk identitet” har festet taket i integreringsdebatten, for eksempel ved avisinnlegg eller politiske uttalelser som starter med ”innvandrere” for på ett eller annet punkt å gå over til ”muslimer”. Men det er da slett ikke alle innvandrere som er muslimer, og omvendt. Likevel har muslimer befestet sin identitet sterkt i offentligheten, og det er da også i forhold til denne gruppen at det reises ønsker om særbehandling.
Den fjerde myte er, at kulturelle og religiøse faktorer ikke har betydning for indvandrernes ofte dårlige sociale og økonomiske situation. Teorien har været, at indvandrere grundet faktorer, de ikke selv har indflydelse på, er fattige, og at det er denne fattigdom, som er årsag til asocial adfærd. Sammenhængen mellem fattigdom og sociale problemer står fast, men tingene er slet ikke så sort-hvide, som f.eks. hovedstadens socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) påstår. For hvad kommer først: Hønen eller ægget? Får man sociale problemer af at være fattig, eller bliver man fattig af at lave sociale problemer? Som JP kunne berette 19/12 sidste år, så optager indvandrere og efterkommere fra muslimske lande de otte øverste pladser på listen over kriminelles oprindelseslande – efter man har taget højde for alder og socioøkonomiske faktorer. Tal som disse stiller Warming og hans ligesindede til skamme. Men hvad er det ved den muslimske kultur, der gør, at mennesker med denne baggrund klarer sig så dårligt økonomisk? Efter hundredvis af psykologsamtaler med muslimer om livet i deres familier her i Danmark er det blevet klart, at den vigtigste årsag til fattigdom i disse kredse er, at man ikke vægter uddannelse højt nok. Indvandrerforældre kunne støtte deres børns skolegang og videre uddannelse langt mere aktivt. Desuden er det både min egen og mange kollegers erfaring, at muslimske indvandrerbørns ovennævnte manglende forståelse for dansk pædagogik på skoler og uddannelser også er en alvorlig hindring for deres videre karriere. Resultatet er desværre, at 64 pct. af børn med arabisk baggrund ikke kan læse og skrive efter endt dansk folkeskole, og at en tredjedel aldrig får en uddannelse. I et videnssamfund som det danske, hvor uddannelse er forudsætningen for velbetalt arbejde, bliver økonomien hurtigt stram, hvis man ikke tager sin egen og sine børns faglige udvikling alvorligt. Det faktum, at op mod hver fjerde muslimske efterkommer mellem 20-29 år plettede sin straffeattest sidste år, gør ikke jobmulighederne bedre. Laver man sociale problemer, og tilpasser man ikke sig selv og sine børn til samfundets sociale krav, bliver man fattig. Ikke omvendt.
Den sosiale og økonomiske situasjonen til innvandrere er vel antakelig like forskjellig som innvandrerne, men et sentral spørsmål til dette er vel hvordan noen innvandrergrupper gjør bruk av sin sosiale og økonomiske kapital. Her er det antakelig et betydelig forbedringspotensial fra det offentlige til å innhente data. For eksempel blir ikke økonomiske plasseringer i utlandet tatt med i levekårsundersøkelsen i Norge, og dette til tross for at vi vet at mange innvandrere har gjort store investeringer i opprinnelseslandet. Hva gjelder kriminalitetsstatistikk kan vi ikke si så mye om hvordan situasjonen er i Norge, da Norge – i motsetning til Danmarks årlige statistikk – ikke publiserer slik kriminalitetsstatikk. Det fungerer som om det blir bedre hvis vi ikke vet (noen grupper kunne jo føle seg stigmatisert), men et særlig godt politisk verktøy er det ikke. På utdanningssiden har vi også en utfordring, ikke minst til å klare å skape et realistisk bilde av situasjonen. For eksempel har logoped Unni Jacobsen påpekt at mange elever med innvandrerbakgrunn er halvspråklige, de kan verken det ene eller andre språket godt nok. Samtidig er vi blitt fortalt om skoler, kanskje for å ikke havne i bakerste rekke hva gjelder ulike undersøkelser, oppretter ”spesialklasser” for ”spesielt trengende” elever. Problemet er at i disse klassene legges lista lavt for å kunne gi de samme elevene en ”grei” karakter, hvilket er et stort irritasjonsmoment for de andre elevene, samtidig med at det gir et urealistisk bilde av elevenes faktiske prestasjoner. En del elever opplever nok også et utilbørlig press til å velge en utdannelse, typisk lege, advokat eller ingeniør, som de egentlig ikke ønsker, men som henger igjen i foreldrenes statusbilde, samtidig som unge kvinner kan risikere å måtte oppgi utdannelse eller yrke for å ta seg av mann og barn.
Men at dette er utfordringer for integreringen, er det ingen tvil om, samtidig som det finnes dem som ikke vil integreres:
De mange integrationsmyter er desværre en alvorlig hindring for det sociale arbejde på området. Når andelen af personer med muslimsk baggrund udgør 70 pct. af de indsatte på Københavns sikrede institution Sønderbro, LO advarer om, at indvandrerghettoer «knopskyder», og Nationalbanken er kommet frem til, at ikke-vestlige indvandrere koster 23 mia. kr. årligt, er det ikke for meget at kalde integrationsproblemerne for en tikkende bombe under vores velfærdssamfund. En del af løsningen er at få mere viden på området: Godt socialarbejde hviler på tilstrækkelig information. Vi har brug for konkret forskning i de forskellige indvandrergruppers holdninger til bl.a. ekstremisme, demokrati, integration, uddannelse og arbejdsmarkedet. Mine egne erfaringer fra flere hundrede terapisamtaler er desværre, at vi har en stor gruppe af indvandrere, som ikke ønsker at integrere sig og generelt er modstander af demokratiske og humanistiske værdier.
Nicolai Sennels er forfatter til boken «Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune» (2009), som du kan lese en anmeldelse av her, gjort for HRS av forfatter Helle Merete Brix.