Rita Karlsen, HRS
Det har provosert mange at Sverige har invitert Israel til tenniskamp, i det som er blitt en saus av politikk og idrett, driftet frem av udugelige politikere. Ikke minst utmerker kommunalråd Ilmar Reepalu (S) seg, som aller helst ville ha kampen stoppet. Da han ikke klarte det, besluttet han og andre lokalpolitikere at kampen måtte gå uten publikum. Det er lovet mye politi tilstede, også med lånte forsterkninger fra Danmark. Tidligere denne uken kom det 12 busser og en lastebil til Malmø, alle kjøretøyene spesialtilpasset til å bruke i situasjoner som voldelige demonstrasjoner, der teksten ”POLITI” ble erstattet med ”POLIS”.
Ifølge kommunalråd Reepalu er det nettopp av ”sikkerhetsmessige” grunner at kampen skal gå uten publikum, men ikke alle opplever det slik. En av jødene som bor i Malmø sier beslutningen har gjort henne utrygg, og hun kaller Reepalus handling for stemmefiske.
– Finns det en framtid för mig i Malmö?, spør jødinnen Barbro Posner (57) i et intervju med SvD.se. For selv om protestene i i Davis-Cup er rettet mot Israel, så kjenner både hun og andre jøder seg truet.
I dag er det ventet tusener av mennesker til Malmø for å protestere mot Israel. Aksjonen er organisert av en sammenslutningen som kaller seg ”Stoppa matchen”.
Ifølge SvD er helgens aksjoner kun en i rekken av protester mot Israel som har foregått i Malmø. I slutten av januar deltok Barbro Posner i en manifestasjon til støtte for Israel, men motdemonstanter møtte raskt opp og kastet egg, flasker og asfaltklumper. Politet så seg nødt til å stoppe hele demonstrasjonen. Noen uker etterpå ble det forsøkt med en ny demonstrasjon til støtte for Israel, men også da ble stemningen hatefull. Posner er ikke i tvil om hvem som sto bak angrepene på demonstrasjonen:
– Vänsterfolk och araber, svarar hon snabbt men understryker att hon inte vill sätta likhetstecken mellan alla araber i Malmö och de som ställde till med bråk.
Posner forteller at hver gang Israel-Palestina-konflikten tar ny fart, forverres situasjonen for Malmøs rundt 1500 jøder. Da Israel i slutten av desember angrep Gazastripen, var det igang igjen.
– Det går inte att undvika att dra paralleller till att det bor så många araber i Malmö i dag. Jag har stor respekt för deras sorg över anhöriga som dött men det betyder inte att de har rätten att fysiskt gå på oss judar.
Det Judiska centralrådet deler Posner bekymring, og de har i et brev til justisminister Beatrice Ask bedt om hjelp for å få satt en stopper for den voksende antisemittismen.
Posner mener at politikernes sammenblanding av idrett og politikk er ren stemmefiske, og skaper dertil utrygghet for en rekke personer.
– Jag kan inte känna mig trygg i en stad där kommunalrådet gör utrikespolitik av tennis, sier hun.
Denne sammenblandingen av idrett og politikk har også JPs leder grepet fatt i. Under tittelen ”Fy fan” sies det:
Da en ung Olof Palme for 40 år siden blev spurgt, om han gik ind for boykot af Sveriges Davis Cup-kamp mod Rhodesia, som dengang var et infamt apartheid-styre, svarede den senere statsminister: Nej, politik og sport skal ikke blandes sammen. Kampen blev dog aflyst og flyttet til Sydfrankrig. Syv år senere udløste Sveriges Davis Cup-kamp mod diktator Augusto Pinochets Chile i Båstad demonstrationer og krav om boykot.
Men ikke mye har endret seg siden den gang, samtidig med at det politiske spillet er langt mer inkonsekvent enn idrettsspillet:
Det endte med, at Bjørn Borg og kompagni måtte spille for tomme tribuner. I denne weekend må det svenske tennishold igen spille uden publikum og til lyden af vrede demonstranter, når der i Malmø spilles landskamp mod Israel. Den skandaløse beslutning er truffet af lokalpolitikere uden nævneværdige protester fra det svenske eller internationale tennisforbund. Sport og politik hører sammen. Desværre, kan man tilføje, for diktaturstater bruger sporten i propagandaøjemed. Derfor ville det have været rigtigt at boykotte OL i Berlin i 1936, og derfor er det relevant at drøfte deltagelse i sportsbegivenheder, når det involverer en direkte eller indirekte støtte til et diktatur.Men det er udtryk for manipulation og logisk kortslutning at slå Israel i hartkorn med diktaturer og racistiske regimer. Den jødiske stat Israel er Mellemøstens eneste demokrati og forsvarer sig mod regimer og bevægelser, som kræver den udryddet. Desuden nyder israelske statsborgere af arabisk herkomst flere rettigheder i Israel end i noget arabisk land, om end der finder diskriminering sted.
Og for virkelig å ”vri kniven rundt i såret”, stiller JPs leder Sverige en del antakelig ubehagelige spørsmål:
Desuden burde svenskerne, som landets førende ekspert i antisemitisme, Henrik Bachner, gør opmærksom på, spørge sig selv, hvorfor det altid lige er Israel, der bliver genstand for hadekampagner. Hvorfor spillede Sverige ishockeykampe mod Rusland, mens Moskva førte en brutal krig i Tjetjenien? Hvorfor deltog Sverige i OL i Beijing, mens undertrykkelsen af tibetanere fortsatte ufortrødent? Hvorfor deltog Sverige i sportsstævner med Irak efter Saddams giftgasangreb på landets kurdere, og hvorfor spiller svenske landshold i turneringer, hvor man kan møde repræsentanter for præstestyret i Teheran? Det er selvfølgelig, fordi angrebene på Israel som indbegrebet af vor tids ondskab er næret af en ulmende antisemitisme, som lokalpolitikere i Malmø med beslutningen om at spille tennislandskampen uden publikum giver en kujonagtig opbakning til. Skyldes det mon, at den voksende muslimske befolkning i Skåne gør den slags synspunkter stuerene? Måske er der ligefrem stemmer i det? I så fald må man konstatere, at bystyret i Malmø har tilføjet integrationen et slag under bæltestedet.
For oss som prøver å følge med i svenske medier vet vi at dette er spørsmål som neppe vil bli tatt opp til offentlig debatt. Ikke minst for muslimer nevnes spesifikt, og de er jo som kjent ”offeret”. Men JPs leder vet å kalle en spade en spade, og kaller dem som lager bråk for sitt riktige navn: pøbler, samtidig med at unnfallenheten kan komme til å koste dyrt:
Det svenske knæfald for pøblen skriver sig ind i en skamfuld historie, der har sine rødder i Europas eftergivenhed for Hitler i München i 1938. Appeasement kaldes det. Vi så det hos de boghandlere, der i 1989 nægtede at sælge Salman Rushdies ”De sataniske vers”. Vi ser det hos den britiske regering, der nægter en folkevalgt politiker fra et andet EU-lande indrejse, fordi muslimer truer med ballade, og vi ser det hos forlag, museer, teatre og filminstruktører, som i dagens Europa hellere end gerne bøjer sig for intimidering og trusler. Al erfaring viser imidlertid, at når man én gang har bøjet sig for trusler, vil de fortsætte.
Og for den som håpet at demonstrasjonen i Malmø skulle bli fredelig – vel, den sporet raskt av.