Rita Karlsen, HRS
Politiet i Danmark har oppfordret befolkningen til å oppføre seg normalt, selv etter de voldsomme opprørene som har foregått den siste tiden i bydelen Nørrebro i den danske hovedstaden København. Men en spørreundersøkelse etter initiativ fra Berlingske.dk avdekker at folket ikke lytter til politiets anbefaling: De aller fleste vil unngå å oppholde seg på Nørrebro, og det er særlig kvinnene som skygger unna. Hele 48 % av kvinnene sier at de har endret atferd på grunn av det som har skjedd.
Spørreundersøkelsen er gjort blant 1 016 borgere, og er foretatt etter at den danske regjeringen har fremlagt en såkalt ”bandepakke” som skal skape trygghet i de hardest rammede områdene, slik som Nørrebro.
Berlingske forteller at innbyggernes endrede atferd allerede er tydelig. Sent fredag kveld var gater omkring Blågårds Plads på Nørrebro omtrent folketomt. Her var flere kafeer, restauranter og et kulturhus lukket, og et arrangement på et ellers så populært utested, var kun halvfullt.
»Det er klart, at alle de våben og skyderier i gaderne gør, at folk ikke kan vide, om de havner på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,« sier Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S): »Det er uacceptabelt og understreger med fuldstændig klarhed, at bandekrigen skal stoppes.«
At folk holder seg unna Blågårds Plads er fullt forståelig, så lenge det nettopp er innvandrere organisert i det de kaller Blågårds Plads-gruppen som ligger i krig med motorsykkelgjengen Hells Angels. Men det er neppe verken innvandring eller motorsykler som utgjør grunnlaget for konfliktene, det lukter vel heller narkotikaoppgjør lang vei. Da i betydningen å ha kontroll over visse markeder.
Spørsmålet er vel heller hvordan dette bandeoppgjøret angripes. Skal det, fordi det er innvandrere som er innblandet, angripes på en annen måte enn om det var for eksempel Hell Angels i krig med Outlaws? Mye kan tyde på det, i alle fall hvis vi legger Jyllands-Posten leder til grunn. Under tittelen ”Sarte slyngler” harseleres det med at vi endelig ikke må behandle disse forbryterne for det de vitterlig er:
”Vi må endelig ikke fornærme de skydende forbrydere på Nørrebro i København, for tænk, hvis de bliver vrede. Tænk, hvis de kommer til at føle sig yderligere marginaliseret – udstødt af samfundet. Så kan de gå hen og blive fortørnede og svare med vold og skyderi. Derfor må vi holde vore hoveder kolde og hjerterne varme og i stedet tilbyde dem rundbordssamtaler, offentlige ydelser og væresteder til deres rodløse små brødre.”
Deretter angripes det som kalles de mange ”vidløftige forklaringer og bortforklaringer”, både fra politikere, politiet og forskere. Ikke minst fordi deres konklusjon nesten alltid er at ansvaret skal plasseres hos alle andre enn hos dem som utfører handlingene, samt å obstruere diskusjonene.
”For eksempel forklarer marginaliseringsforsker Line Lerche Mørck i Berlingske Tidende fredag, at »vreden vil sprede sig bredt,« hvis kriminelle udlændinge udvises. »Mange føler sig i forvejen marginaliseret, fordi deres børn skal gå i børnehave og ikke selv må vælge, hvilken skole deres børn skal gå på,« forklarer forskeren og får med en retorisk kortslutning det til at hænge sammen med den verserende kriminalitet.
Det vil nok komme lidt bag på de tusinder af velfungerende indvandrere fra eksempelvis Vietnam, Bosnien, Polen, Tyskland, England og Australien, at det skulle belaste deres anseelse, at de danske myndigheder bekæmper forbrydere.”
JPs leder har heller ikke noen tro på at Danmark kan betale seg ut av problemene.
”Enhver tale om, at det danske samfund skulle kunne betale sig ud af problemerne ved at sende flere penge til sociale foranstaltninger i de belastede områder har for længst vist sig som sværmerisk vås. Alene Københavns Kommune brugte i fjor 194 mio. kr. på at forebygge kriminalitet, og derudover sender kommunen årligt 220 mio. kr. til Nørrebro alene til allehånde socialt arbejde spændende fra anbringelser af børn til gadeplansarbejde.Det kan mange velmenende mennesker have deres rimelige udkomme af, men lige lidt hjælper det, så længe samfundet ikke gør voldsfikserede slyngler begribeligt, at forbrydelser ikke tolereres, men tværtimod afstedkommer straf.”
Men det er noe som skjærer seg når forbryteren er i kategorien innvandrer, men som JPs leder berettiget peker på, omhandler dette egentlig bare to parter: samfunnet og forbryterne – og der skal det bare være en vinner:
”Hvis man endelig skal bruge krigsretorik til at beskrive situationen i København, må det understreges, at der er to parter: samfundet og forbryderne. At forbryderne bekæmper hinanden indbyrdes, er en detalje i den sammenhæng. Stærke kræfter har interesser i at se balladen som et raceopgør alene. Veletablerede medlemmer af rockerklubber sidder i øjeblikket tilbagelænet og lader deres unge håndlangere gøre det beskidte arbejde, mens de på deres hjemmeside giver plads til hadefulde udfald mod navngivne indvandrergrupper. Meget bekvemt, hvis man vil have andre til at bekæmpe sine rivaler, så man selv kan komme til fadet, når røgen engang har lagt sig, men meget lidt sympatisk set fra retssamfundets side. Det må være åbenlyst, at den bløde rundbordspædagogik over for afstumpede forbrydere, som kun kender vold som argument, må få en ende. Københavns Politi må efterhånden indse det uholdbare i at opruste indsatsen ved at fortrække fra et område, fordi nærpolitistationer udsættes for hærværk. Når kampen står mellem samfundet og forbrydere, må der ikke herske tvivl om, hvem der skal sejre.”
Den samme holdning legger politisk kommentator Ralf Pittelkow for dagen. I dagens kommentar understreker han at i forhold til bandekrigen er det kun et svar: En innsats fra politiet og rettssystemet som utviser nulltoleranse overfor de skyteglade rockere og innvandrere. Samtidig etterlyser Pittelkow noe så enkelt – men dog så genialt – som anstendig oppførsel.
Men bag bandekrigen ligger der åbenlyst bredere problemer. Problemer med unge mennesker, der mangler helt elementære normer for, hvordan man skal opføre sig. Nogle af disse unge mennesker er håndlangere for banderne og ender selv som bandekrigere. Men deres asociale adfærd er under alle omstændigheder utålelig. Vi har i de senere år set en skræmmende udvikling i retning af normopløsning blandt unge. En væsentlig del af dette problem findes blandt unge indvandrere.I 2007 var der cirka 125 påsatte skolebrande. I februar 2008 kom en bølge af hærværk og ildspåsættelser med unge indvandrere i centrum. En undersøgelse fra CASA (Center For Alternativ Samfundsanalyse) viser, at over 40 pct. af københavnske skoleelever har oplevet vold eller trusler om vold fra andre børn eller unge.I en række tilfælde er politi, brandvæsen og ambulancefolk blevet mødt med stenkast fra indvandrerunge. I Brønshøj-bydelen Tingbjerg i København har unge indvandrere kastet sten, flasker og æg mod busserne og nu tvunget busselskabet til at indstille kørslen indtil videre.Her er noget helt galt med værdier og normer. Disse unge lider af en skrigende mangel på samfundssind, altså hensyn til deres medborgere. Det må der laves om på, hvis det ikke skal ende helt galt. På godt dansk hedder det opdragelse.
Oppdragelse av de unge kan man vel etterlyse, men det kan være at oppdragelse av politikere er vel så påkrevet. For når unge kan true, eller volde, seg til goder, og politikere gir etter for det, da er noe riv ruske galt:
”Min regionale tv-station, TV-Lorry i hovedstadsområdet, berettede fredag om problemerne i Tingbjerg, dog uden at fortælle, at de unge var indvandrere. En reporter ved et busstoppested i Tingbjerg skulle interviewe den københavnske integrationsborgmester Jakob Hougaard (ja, ham med imam Abdul Wahid Pedersen).Pludselig begyndte unge at kaste flasker mod dem. Borgmesteren krøb i ly bag et skilt og fik stakåndet fremhakket, at han blandt andet ville sørge for hurtig genopbygning af en fritidsklub, der var brændt ned. »Det har jo frustreret de unge,« som han udtrykte det.Indslaget var en parodi på politisk korrekthed. Tv-stationen leflede for de unge ved at fortie, at de var indvandrere. Borgmesteren leflede for de unge ved overhovedet at gå ind på den tanke, at deres opførsel kunne forklares med en manglende fritidsklub (hvem der så har brændt den ned). Mens de stod og leflede, smed de unge flasker mod dem!”
Pittelkow har også mot nok til å angripe det som blir mer og mer åpenbart for enhver, nemlig denne offermentaliteten som bringes til torgs hver gang søkelyset rettes mot dem:
”Hvis opdragelsen af unge muslimer, der er ude på skråplanet, overhovedet skal have en chance, så må man gøre noget ved et af de kulturtræk, der præger både den muslimske verden og muslimer i Europa: offermentaliteten. Man er ofre for andres ondskab og uden ansvar for egne gerninger. Den egyptisk fødte hotelkonge Enan Galaly gav for et par år siden unge muslimer med hang til offermentalitet en ordentlig opsang. Han opdrog på dem. Borgmester Hougaard gav tværtimod i TVLorry offermentaliteten medløb.Kriminaliteten blandt unge fra muslimske lande ligger langt over den, man finder hos både danskere og andre indvandrere – vel at mærke når man har taget højde for sociale faktorer. Det kan ikke forklares uden at se på kultur og værdier. Men kultur er ikke uforanderlig. Verden er fuld af eksempler på både samfund og individer, der har omstillet og fornyet deres kultur og værdier. Det sker imidlertid ikke af sig selv. Det kræver skoler, klubber og politikere, der tager opdragelsesopgaven alvorligt med inddragelse af forældrene.Bandekrig kræver politi. Den bredere sociale opløsning kræver opdragelse. Så gør det dog!”