Af Helle Merete Brix for HRS
Det er gråt uden for mine vinduer. Jeg hører Dante – den seneste CD af den congolesisk-franske rapmusiker Abd al Malik, som jeg interviewede i Paris i 2006. På åbningsnummeret synger han sammen med den 82-årige verdensberømte sanger Juliette Greco. Det er smukt.
Maliks bog ”Que Allah benisse la France”, (Må Allah velsigne Frankrig) er ganske aktuel i disse dage, hvor den københavnske bandekrig raser. I bogen fortæller Malik om, hvordan han som så mange andre unge mænd i de franske ghettoer vokser op uden en far som en brugbar rollemodel. Faderen nægter i protest mod det postkoloniale Frankrig at få sig et arbejde. Han lader familien og de syv børn leve af bistandshjælp. På et tidspunkt forlader han familien.
Ghettoen er rig på fædre, der ikke findes. Deres sønner går i stor stil til i druk og stoffer, eller de vender sig mod radikal islam. Også Malik, der kommer fra en katolsk familie, fanges ind af den radikale islam. Her er disciplin og en emir – islams betegnelse for en religiøs og politisk leder – der styrer slagets gang.
I dag har Malik vendt den radikale islam ryggen og er landet på en fredelig form for sufisme. Alle Maliks søskende og flere fætre og kusiner er konverteret til islam. Og kan det undre, at det er islam, de faderløse vender sig til? Islam er synlig og missionerende. Her er faste regler og masser af ”do´s and don´t”. Regelsæt og rammer, fjernt fra vestlig pædagogik med forhandling, dialog og forståelse. Islams mænd er selvbevidste og ved, hvad de vil have: Et samfund baseret på sharia, hvor mænd kontrollerer kvinder og Allah kontrollerer alle. Nørrebro for mænd I Danmark er det på Nørrebro i København, at bandekrigen mellem Hells Angels og indvandrerbanderne – læs, muslimske bander – raser. I Blågårdsgade, en af de mest berygtede gader for tiden, er der ret folketomt, også om dagen. Gad vide, hvad de tænker i Den Iranske Forening, der ligger her? I foreningens bibliotek har jeg for år tilbage interviewet to kvindelige iranske systemkritikere, der tilbragte mange år i fængsel under Ayatollah Khomeini.
Nu kan de besøge et København og et kvarter, hvor islamiseringsprocessen vinder frem. Gadens rum er i disse kvarterer i stigende grad blevet mænds rum. Uanset om bandekrigen løses, forsvinder det særligt islamiske islæt ikke: Den succesrige kamp for at fratage staten dens voldsmonopol. Nørrebros borgere ønsker synligt politi på gaderne, og betjentene skal helst komme til fods eller hest. Men hvor længe vil de kunne gøre det? Nærpolitistationen måtte lukke, fordi den blev hærget dagligt. Brandvæsenet overfaldes. Ambulancer angribes. Hjemmehjælpere er blevet truet på livet.
Hizb-ut-Tahrir kan til gengæld en gang om året marchere gennem Nørrebros hovedstrøg uden problemer. Det er kun fotografer med en kritisk eller nærgående indstilling, der bliver slået ned.
Politiet opfordrer folk til at leve som før, men det nytter ingenting. Om aftenen ligger Nørrebros cafeer øde. Hvem har lyst til at få et projektil i kaffen eller gennem kroppen? Kvinder især ændrer adfærd. Visitationszonerne er blevet udvidet, blot er det ikke politiet, der visiterer, men banderne. De har foreløbig dræbt adskillige civile, for nylig truede de med at skyde betjente som det næste.
Det var også forleden, at et ligtog gik igennem Nørrebro. Omkring 3000 mennesker fulgte rustvognen med kisten gennem Nørrebros hovedstrøg. Mændene forrest, derefter kvinderne. Al mulig medfølelse til den irakisk-danske familie, der har mistet en søn, der blev et uskyldigt offer for den verserende bandekrig. Men det burde ikke have været tilladt.
Der er ifølge et interview en dansk avis tale om en stærkt religiøs familie, og det forekommer mig, at denne manifestation illustrerer forskellen mellem Vesten og islam: En jødisk-kristen kultur, hvor du lægger blomster på graven eller åstedet. Måske tænder du et lys. Afholder en mindehøjtidelighed. Men du anvender ikke den døde i en politisk demonstration. Det gør du i den muslimske macho-kultur.
Ingen politikere i ghettoerne Amir Taheri, den iranskfødte journalist, har bemærket en løjerlig detalje i Vestens strategi over for problemområder: ”Vesten sender sine socialrådgivere i ghettoerne, aldrig politikerne”. Fredags vovede dog en politiker, selveste Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen, sig ud i problemområdet. Det var også på tide. For, som Trykkefrihedsselskabets næstformand Katrine Winkel Holm påpegede over for mig, hvad blev der af Fogh? Ja, hvad blev der af Fogh, mens sagesløse borgere mistede livet på Nørrebro, fordi banderne ikke kunne skelne? Og et område af København nærmest blev til en zone i undtagelsestilstand?
Vi så ham ikke på landsdækkende tv. Vi læste ingen indlæg fra ham i aviserne. Men i lørdags besøgte han en Nørrebro-skole, hvor rektoren har nægtet at anmelde muslimske forældre, der tæver deres børn. Han konfererede for lukkede døre med både repræsentanter for politiet og ansatte på et værested, hvor en medarbejder i forbindelse med de voldsomme skolenedbrændinger og bilafbrændinger for et år siden, sagde sådan til en avis:
”Det er mit indtryk, at hensigten bag urolighederne var at vise utilfredsheden med politiet og visitationer uden grund. De unge er utilfredse med politiets måde at agere på over for beboere i visitationszonen.”
Javel ja. Tænk hvis den pågældende havde talt dunder til de unge i interviewet. I årenes løb har en hærskare af gademedarbejdere og integrationskonsulenter næret en offertankegang hos de unge. De unges vrede gøres af konsulenterne om ikke til noget helligt, så noget forståeligt. En integrationskonsulent havde i en nylig tv-udsendelse ikke ”tid til at tale om tørklæder”, skønt hovedtørklæder i et område er en vigtig markør for, om islamiseringen har succes.
Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard er også fuld af forståelse for, hvad der foregår. Således sørgede hun for, at der tidligere i år blev doneret to millioner til et værested for unge på Nørrebro, efter at unge i området i 2008 brændte skoler, børnehaver og biler af. Vel i et håb om at forhindre at noget lignende sker i fremtiden. En flot belønning for at hærge en bydel. Mor kan man forhandle med. Danmark tilbage Hvad mon Fogh sagde til de repræsentanter for politiet og integrationsindustrien han mødte for lukkede døre forleden på Nørrebro? Talte han mon dunder til integrationskonsulenterne? Formentlig ikke. Han gik på tv med det budskab, at Nørrebro-beboerne ønsker flere ”positive historier” om Nørrebro.
Fogh kunne passende også være taget til Tingbjerg, endnu et københavnsk problemområde og tale med resterne af de gammel-danskere, der bor der. Her kører busserne for tiden ikke ud om aftenen, for politiet nægter at give chaufførerne politibeskyttelse. Chaufførerne nægter til gengæld – ganske forståeligt – at køre bus og risikere få store sten gennem ruden samtidig. Interviewet med Københavns integrationsminister on the spot i Tingbjerg for nylig måtte afbrydes, fordi unge kastede flasker mod borgmesteren og journalisten.
Måske er det Nato-topposten, der optager Fogh. Måske er Fogh blot, som så mange andre moderne hanskønsvæsener, blevet en rådvild mand. Og måske er han som så mange europæiske politikere rådvild omkring, hvad i alverden der er undervejs i Europa?
”Giv os Danmark tilbage”, sang rapperen Natasha. Ja tak, og gerne med mænd, der agerer som mænd og en statsminister, der virkelig er statens minister og ikke blot har blikket rettet mod en toppost i NATO. Og giv os europæiske politikere, der ikke blot er politikere, men statsmænd, der uden berøringsangst tager fat på tidens vigtigste spørgsmål om islam og indvandringens konsekvenser for Vesten.