På tredie år under jordenAf Helle Merete Brix for HRSDa den franske filosofilærer og forfatter Robert Redeker for nylig besøgte København og talte i Vartov om religion og kritik af religion, var det en venlig og beskeden mand, der stod på podiet. Samme indtryk fik man under den private middag aftenen før, hvor vi var en lille gruppe, der mødte Redeker. Det foregik på en restaurant i København, og de to franske politifolk og en enkelt dansk, der udgjorde sikkerhedsforanstaltningerne under hans besøg, spiste diskret ved et bord i nærheden. Når Redeker ikke talte med os, kiggede han med glade øjne ud af vinduet, på de regnglinsende brosten og de forbipasserende på pladsen. Bagefter gik tre af os sammen med Redeker og politivagterne igennem regnen til fods til hans hotel. For en aften i frihed er en luksus for Redeker.
På tredie år lever Redeker i en art undtagelsestilstand, i en slags parallelverden, fordi han skrev en islamkritisk kronik i den franske avis Le Figaro i efteråret 2006. Kronikken havde overskriften: Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trussel?»
Kronikken er i dag genoptrykt i den danske udgave af Redekers dagbog over de uhyrlige menneskelige og økonomiske konsekvenser det har haft for Redeker at blive udråbt til «øjeblikkets islamofob». Det var Youssef al Qaradawi, rollemodel for masser af islamiske organisationer i Vesten, der foretog denne klassificering. Og da det skete på tv-kanalen Al Jazeera, der har omkring 50 millioner seere på verdensplan, havde det naturligvis en effekt. Dødstruslerne begyndte hurtigt at komme, og helt galt blev det, da en gruppe med tilknytning til Al Qaeda har på den berygtede hjemmeside al-Heshab i krypteret form publiceret en diskussion af, hvordan man bedst kommer Redeker til livs.
I tilknytning til den blev Redekers data, blandt andet hans navn, mobilnummer, adresse på det gymnasium, hvor han underviste og et billede af ham lagt ud på internettet. Her er en smagsprøve på, hvad der stod:
«Her er svinet, der kar kritiseret den Største Skabte (profeten Muhammed) og her er hans adresse. Solen skal ikke gå ned på denne dag før vi har hævnet os på ham hvis kritik er rettet mod Tawhid og troen, ham der har kritiseret mennesket, der frigjorde menneskeheden fra flerguderi. Solen skal ikke gå ned på denne dag før de franske løver straffer ham. De bør følge deres franske kammeraters eksempel, følge den nederlandske løve Mohammmed al-Bouyeris (Theo van Goghs morder, min bemærkning) eksempel og opgaven er ikke umulig hvis personen der bor i Frankrig stoler på Allah».
Redeker gøres til forbryderenRedekers velskrevne og gribende bog har fået titlen «Man må forsøge at leve». Den beskriver isolationen, sorgen over at blive forvandlet til en slags levende død og rædslen for at likvideringen skal ramme ham eller hans familie. Og den beskriver forrræderiet fra de folk, der burde støtte ham. Det gør kun enkelte af hans kolleger. Han får ikke længere lov at undervise på den undervisningsinstitution, hvor han har undervist igennem så mange år. Han må også opgive foredrag og gæstelærerbeskæftigelse. Hans sikkerhedsrådgivere forklarer ham, at han er en nem skydeskive på et podie. Hans arbejdsgivere, at det er for farligt – for dem.
Hvad der i særlig grad gør indtryk er de dagligdags eksempler på, hvor vanskeligt det er at leve under jorden. I det opdaterede forord skriver Redeker for eksempel, at han ikke engang kunne indrykke en annonce for sin fars begravelse i 2007. Navnet Redeker blev anset for for farligt. Han kan heller ikke gå på et offentligt kontor, hvis han skal have udstedt bilpapirer. Han har postadresse 30 kilometer væk, og han må ikke gå til frisøren i den lille by, hvor han i dag bor incognito. Siden fatwaen har han og hans familie levet et liv på skiftende adresser, indtil de endte i landsbyen, hvor de bor i dag.
De uundværlige støtterStøtterne er der heldigvis også: Redekers personlige ven, filminstruktøren Claude Lanzmann sørger for opmuntring og økonomisk bistand. Ved et støttemøde i Toulouse den 15. november 2006 er det Claude Lanzmann og den verdensberømte filosof Bernard-Henry Lévy, der er fløjet hjem fra Los Angeles udelukkende for dette møde, der tager imod Redeker og henter ham fra baglokalet op på podiet foran de «tusind venner, der er mødt op». Andre støtter er den algiersk-franske journalist Muhammed Sifaoui, der selv i perioder må leve under særligt skærpede sikkerhedsforanstaltninger, på grund af sit undercover arbejde i militant-islamistiske grupper. Samt organisationen Ni Putes ni Soumises (Hverken ludere eller underdanige), der blev stiftet som et oprør mod forholdene for kvinder i de franske ghettoer. Filosofferne Elisabeth Badinter og Alain Finkelkraut. Journalisten Caroline Fourest, forfatter til bogen om «Broder Tariq» – en særdeles kritisk bog om Tariq Ramadan. Marseilles mufti Soheib Bencheikh. Nicolas Sarkozy, i dag Frankrigs præsident, dengang landets indenrigsminister. Samt en række andre offentligt kendte personer. Redeker har nævnt dem alle op i bogen. Det er i nøden man skal kende sine venner. Det er i en situation, som Redekers, at man også skal gøre det klart for omverdenen, hvem de er.
Den støtte, der bølgede Redeker i møde den aften i Toulouse, må have varmet ham, ligesom det må have varmet Redeker at se den alenlange kø af mennesker, der ønskede at han skulle signere sin bog, den aften han talte i centrum af København. Redeker kunne i øvrigt fortælle, at den franske udgave af bogen kun har solgt omkring en 5.000 eksemplarer. Ikke meget i Voltaires hjemland. Og ikke meget i betragtning af, at hvor betydningsfuld en bog, der er tale om. Jeg kender ikke til nogen anden bog, der i detaljer beskriver det pinagtige og ensomme liv, som rammer et menneske, der må leve under jorden.
Hvor længe skal Redeker leve som en fange i sit eget land? I det land, der siden 1905 har haft en fuldstændig skarp adskillelse af religion og politik? I Frankrig, der ligesom andre europæiske lande har kunnet tilbyde asyl til politiske dissidenter, der søgte tilflugt i, hvad der engang var landet med reel frihed? Den frihed eksisterer ikke længere. Ikke for Redeker og ikke for så mange andre af islam og islamismens kritikere i Europa.
Sarkozy viser et eksempelI København under middagen blev Redeker spurgt, hvordan situationen var for hans familie og han gav et svar, der forekom både kort og ulykkeligt: «Den samme». Altså, at ingen i familien lever frit.
Hans datters bryllup i 2007 måtte foregå under politieskorte, og hans ældste søn er blevet passet op i metroen:
”’Vi har genkendt dig, dit lille svin….vi så din far i fjernsynet…han fornærmede Muhamed….vi skal nok få fat i dig….skrub af helvede til!’ Min dreng blev dybt chokeret og måtte løbe ind i en nærliggende forretning for at sunde sig. Han er nu flyttet i en lejlighed sammen med en ven, uden at nogen – ikke engang ejendomsmægleren – ved, at han er det».
Den franske stat betaler for beskyttelsen af Redeker. Nicolas Sarkozy, som i dag er Frankrigs præsident, sendte et klart signal, da han i oktober 2006 besluttede, at der på grund af dødsfatwaen skulle iværksættes politibeskyttelse til Redeker. Sarkozy slog fast, at
«I det franske demokrati har man lov at tale om hvad som helst. Dengang vi havde, De ved, den danske karikaturkrise, så tror jeg, at jeg var en af de få højrepolitikere, der mente – og også sagde – at det var bedre at have en overflod af vittighedstegninger end en mangel på dem».
Gid Europas øvrige politikere ville sende lige så klart signal til ofrene for det religiøse vanvid, der i det 21. århundrede har ramt Europa for fuld kraft. Det er på tide at slå igen.
Robert Redeker: ”Man må prøve at leve.” Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2009. Oversat af Geoffrey Cain. 148 sider. Kr. 159,-