Af Helle Merete Brix for HRSDet er altid interessant at følge, hvordan medierne modtager nye bøger, kritiske over for de knæfald, som der i disse tider bliver gjort over for islam indflydelse i samfundet. En af de seneste sådanne bøger er amerikansk-norske Bruce Bawers bog «Surrender – Appeasing Islam, Sacrifising Freedom». Bogen har fået en fin anmeldelse i mit magasin Sappho og smukke ord med på vejen af ingen ringere end Ayaan Hirsi Ali. Men i Washington Post er anmelderen, Paul M. Barrett, der selv er forfatter til «American Islam: The struggle for the Soul of a Religion» ikke begejstret. Bawer overdriver groft, kan man forstå, når han beskriver Europa som værende på vej mod sharia.
Endnu værre er det gået i Norge. En anmelder tillod sig at mene noget pænt om bogen i Dagbladet, hvad der fik samme Dagbladets Marte Michelet til at reagere og skælde ud på «Bawers frådende racistiske fantasier».
Jeg har nu selv læst bogen og kan bedyre, at det er en lige så vigtig bog som forgængeren, «While Europe slept». Jeg har heller ikke fundet nogen «frådende racistiske fantasier». Derimod det ene eksempel efter det andet på, hvordan islamiseringen, i form af den bløde jihad, vinder frem. Og, ikke mindst, på den rolle medierne spiller i denne proces.
Bawers bog har et væld af interessante og vedkommende detaljer. Han genopfrisker dramaet omkring Muhammedtegningerne. Truslerne mod den svenske tegner Lars Vilks. Truslerne mod den hollandske politiker Geert Wilders, der lever med massive sikkerhedsforanstaltninger. Mordet på Pim Fortuyn. De intellektuelles fejghed og fejge angreb på islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali for hendes kompromisløse forsvar for ytringsfriheden. Kunstnernes evne til at forbi islam i kunsten. Og meget mere. Mediernes ansvarBawer anklager medierne for at bære et stort ansvar for den ukritiske behandling af islam. Hans bog giver blandt andet eksempler på de rørstrømske interviews med imamer, der betegnes som brobyggere eller moderate, skønt de ikke vil give kvinder hånden og deres såkaldte liberale sindelag forbliver i det dulgte. Washington Posts`anmeldelse er et godt eksempel på denne form for journalistik. Anmelderen anfægter således, at Bawer beskriver organsiationen Islamic Society of North America som en ekstremistisk gruppe. Ingrid Matsson, organisationens præsident og en af USAs kendteste muslimer, er, skriver anmelderen, «a moderaty-minded scolar».
Men samme Matsson har talt positivt om wahabismen, så hvordan hænger det sammen? Hendes organisation har profileret radikale talere og er ikke moderat. Så ligner det noget vi kender? Ja. Da jeg havde læst bogen færdig tænkte jeg tilbage på den enorme mængde af ukritiske eller vildledende artikler og kommentarer, jeg i årenes løb har læst om islam i vestlig presse.
Det er snart 15 år siden, jeg selv begyndte at spekulere på, hvad islam var for en størrelse. Jeg har igennem mange år interesseret mig for, hvordan hvordan religioner kan indgå i det moderne samfund. Jeg havde en klar fornemmelse af, at islam stillede sig anderledes end for eksempel kristendommen, hinduismen og buddhismen. Hvad kunne jeg hente af oplysninger? Ikke meget, der kunne bruges til noget. En af de bedste bøger om islam på dansk, skrevet af den nu afdøde Iran-ekspert Jes Asmussen, blev stort set aldrig nævnt af forskere og journalister. Derimod udkom og udkommer der masser af bøger af forskere, der ikke mener der er synderlige problemer med islam i Europa og nægter at forholde sig til islams sammensmeltning af religion og politik. De ukritiske islam-artiklerIkke at der ikke var europæiske journalister, der skrev om emnet allerede for mange år siden. Jeg har stadig i erindring, hvordan jeg i et islamtillæg, som en af Danmarks største aviser producerede i midten af 1990erne, læste et interview med en dansk-pakistansk politiker med muslimsk baggrund. Han forklarede, at islam og demokrati sagtens kunne forenes. Men naturligvis inden for de rammer, shariaen sætter. Så havde det kunne det være interessant, om journalisten havde spurgt, hvad disse rammer var? Men hun spurgte ikke.
I samme tillæg fortalte unge muslimer om, hvordan de blev mødt af fordomme og uvidenhed. Men hvis det nu ikke er fordomme og uvidenhed, men reel kritik af en religions problematiske sider, tænkte jeg dengang? Igen, der blev ikke stillet kritiske spørgsmål.
Diskussionen om hovedtørklædet har vi i Danmark haft for alvor siden ihvertfald siden år 2000. Vi har kunnet læse masser af interviews om «moderne» muslimske kvinder, der opfatter slør og hovedtørklæde som et tegn på feminisme og frigørelse. Vi har kunnet læse, at koranen og islam sætter kvinder og mænd lige og ikke er i modstrid med grundlægggende menneskerettigheder. Da jeg første gang sendte et læserbrev til en avis, var det som reaktion netop på sådan et interview. Den etablerede forsknings fallitEr det blevet meget bedre siden? Man kan konstatere, at stort set al væsentlig forskning i islam og sharia ikke kommer fra etablerede undervisningsinstitutioner, så som universiteterne eller de etablerede medier i Europa og USA. Den kommer fra uafhængige tænketanke, uafhængige forskere og skribenter. Som for eksempel Bawer.
En særlig form for formodningsjournaalistik har for længst kuppet den etablerede forskning og de etablerede medier. Hvor man ikke ved, hvad den pågældende imam eller prædikant står for, men forestiller sig, at det er noget rart og demokratisk. Hvor journalisterne og forskerne nægter at forholde sig til fakta om en bestemt organisation, hvis den peger i en ikke-demokratisk og undertrykkende retning. For den flinke talsmand eller den flinke imam sagde jo, at han gik ind for demokrati, minoriteters rettigheder og ligestilling mellem mænd og kvinder.
Det samme gør sig gældende for mange debattører på feltet. Jeg har ikke tal på de mange gange, jeg har læst et indlæg fra et menneske, der siger, «nu har jeg ikke læst koranen, men jeg kunne forestille mig, at …». Jamen, så læs koranen! Og lad os så diskutere, når du ved, hvad der står.
Eller hvad med et begreb som «konspirationsteorier», som vi også ofte præsenteres for? Ok, hvis det for eksempel er konspiratorisk at tage en af islams mest indflydelsesrige, nulevende prædikanter Yussuf al Qaradawi på ordet, når han skriver ondt om jøder, homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer med mere, jamen, så har ordet fået en helt ny betydning. Så skal vi også til at kalde de, der tog Hitlers nedskrevne tanker om jødeudryddelser alvorligt for «konspirationsteoretikere».
At en mand som prædikanten Tariq Ramadan har kunnet turnere Europa i en lille menneskealder som «moderne» muslim, skønt han blandt andet er en varm støtte af Qaradawi, skyldes i høj grad, at han er blevet båret frem af medierne. Længe endnu vil vi formentlig døje med ukritiske, usandfærdige og misvisende artikler og bøger om islam i Europa. At en skribent som Bawer peger på mediernes dybt problematiske rolle i Europas vej mod sharia, skal han have stor tak for.