Hege Storhaug, HRS
Media i Norge vil ikke ta debatten om den åpenbart mest presserende utfordringen i arbeidet med en reell integrering, nemlig innvandringen fra den muslimske verdenen og de verdimessige konsekvensene dette skaper. Derfor blir det nær sagt tragikomisk at valgsendingen til NRK om innvandring legges til en moské, dertil en moské, World Islamic Mission (WIM), for pakistanere, som for øvrig Abid Raja tidligere var talsmann for. Nå er som kjent Raja selvoppnevnt talsmann for alt som kan defineres som innvandrer. Hvorfor kringkastes det ikke fra et hindutempel? Svaret gir seg selv: hinduene er generelt veltilpasset, muslimene er generelt i konflikt med frihetsverdiene våre, enten det handler om likestilling, likeverd, religiøs frihet eller ytringsfrihet. Men skal dette sies rett ut av NRKs lederskap i kveld? Vel, mitt tips er at tankegangen om at «FrP kan tjene på det” vil stå i front i kveldens valgsending på NRK. Det blir en debatt rundt grøten, med ”veltilpassede” hijab-jenter i salen, omkranset av gucci-kledde Ranaer og Rajaer. Antakelig vil ”vi” bli påminnet av en fullsatt WIM, NRK reklamerer med 200 muslimer, om at integreringsproblematikk ikke har noe med islam å gjøre. ”De” som måtte mene det er islamofober, antihumanister og eier ikke respekt for verken menneskerettigheter eller religionsfrihet. Likevel skal altså innvandrings- og integreringsdebatten føres av muslimer i en moské? Godt at NRK slik sett blottlegger sin tankegang.
Overfallet på to homofile menn i «den muslimske bydelen» Grønland, vil kanskje vanskeliggjøre den pågående benektelsen av innvandringens konsekvenser og islams kollisjon med frihetsverdiene.
Der er efterhånden gået bedsteparten af ti år, siden den såkaldte kulturkamp brød ud – en kamp, der, når man skræller alle falbelader bort, hele tiden har drejet sig om fænomenet islam. Hvad er islam for noget? Hvilke planer har denne erobrerreligion for verden? Hvad er dens strategi og taktik? Hvilke våben betjener den sig af? Og hvad kan vi gøre, hvis det ikke skal gå os, som det er gået alle andre vantro befolkninger, der kommet under islams jernhæl? Hvor godt går det egentlig med de kristne i Libanon, kopterne i Egypten, utildækkede kvinder i Afghanistan, kristne søndagsskolelærerinder i Indonesien, homoseksuelle i Irak? Og hvor sjovt tror man, det bliver at være dansker i Danmark, den dag hver anden kvinde, man møder på gaden, går med hijab? Eller rettere: Det var, hvad kulturkampen burde have drejet sig om. Det var de spørgsmål, der burde være stillet, men som er blevet fejet under gulvtæppet af politisk korrekte kræfter fra regeringspartierne og til eksperterne og den bemærkelsesværdigt uvidende presse. Nu har de haft mange år til at læse på lektien, men de har haft travlt med alt muligt andet. Der går ikke en dag, uden at vi hører om nye voldshandlinger og udslag af menneskelig fornedrelse overalt, hvor «fredens religion» sætter dagsordenen. Det er blevet hverdag, og endnu har ingen fra den danske meningselite gjort sig den ulejlighed at prøve at forstå islam ud fra islams egne forudsætninger. Gjorde de det, ville de opdage, at den kvindelige tildækning – om det så er i form af burka, niqab eller adskillige andre varianter af hijab – i islams selvforståelse er et af de allervigtigste våben i den krig mod de vantro, som Allah og hans profet har pålagt de troende at føre. Hijaben er den mest synlige manifestation af det forhold, at en kamp om magten i samfundet er indledt. Uanset om de tildækkede kvinder selv har valgt at iklæde sig muslimsk signalpåklædning, eller om de er blevet tvunget til det, er den muslimske uniform det mest pålidelige barometer på styrkeforholdet mellem frihedens og totalitarismens kræfter. Hijaben er tegnet på, at kvinden enten frivilligt eller under tvang er en soldat i den hær, der gennem 1400 år har stillet alle vantro over for følgende valg: 1) Omvend jer til islam, 2) vil I ikke det, så acceptér en fremtid som retsløse dhimmier, og 3) vil I heller ikke det, går vi til fysisk angreb på jer. Sådan har det været siden profetens dage, og ingen nulevende islamisk skriftklog eller imam har givet udtryk for noget andet. Det ville heller ikke være muligt, fordi denne dagsorden er befalet af Allah og hans profet, hvis endelige budskab til de troende ingen kan sætte sig op imod, hvis de har livet kært og være sikre på en plads i paradiset. Ud fra en dansk synsvinkel forekommer det altafgørende, om den tilhyllede kvinde har gjort det frivilligt. eller om hun er blevet tvunget. Skal kvinder da ikke have lov at gå klædt, som de vil? Er det virkelig noget, som det offentlige skal blande sig i? Ser man det ud fra islams synspunkt, er det imidlertid ligegyldigt, om kvinden af egen tilskyndelse har dækket sig til, eller om nogen har fået hende til det. Med sin blotte fremtræden demonstrerer den tilhyllede kvinde, at hun tilhører ummaen – den muslimske nation – er under dennes kommando og med sine børnefødsler står til rådighed for dens erobringsprojekt. Hendes klædedragt demonstrerer, at hun ikke er en del af den vantro befolkning, som det er ummaens pligt at undertvinge. Som de seneste dages debat viser, ser det ud til, at i det mindste dele af de Konservative har indset, at man må anskue hijaben ud fra den funktion, den opfylder i islams strategi, men der er meget langt igen. Meget få har spurgt sig selv, hvorfor islams magthavere – de skriftkloge og imamerne – lægger så afgørende vægt på at få kvinderne til at dække sig til. Hvis der blot vat tale om «20 gram stof», som ingen kan have ondt af, hvorfor bliver utildækkede eller utilstrækkeligt tildækkede kvinder så forulempet, pisket eller dræbt i den islamiske verden? Hvorfor betaler bl.a. Saudi-Arabien kæmpesummer til at belønne muslimske mænd i Vesten, der får «deres» kvinder til at bære hijab? Hovedskavanken ved den vestlige diskussion om islamiske skikke så som tilhylning, kønsadskillelse, krav om halal-kød, «respekt» for mennesker, der mener at gud via ærkeengle overbringer mennesker love, der skal gælde til evig tid, er, at vi anskuer alt dette ud fra et vestligt perspektiv. Vil vi forstå den egentlige betydning af alle disse kulturelle indrømmelser til en ny totalitær ideologi, må vi naturligvis se på, hvordan de passer ind i islams selvforståelse og strategi. Det har meget få haft lyst eller energi til. Det er jo også meget nemmere at aflire de gamle fraser om multikulturens velsignelser, menneskerettigheder, tolerance og respekt for forskellighed, som islams pådrivere ikke har andet end foragt for, men som de gladeligt påberåber sig, når de nu gør sådan et godt indtryk på de vantro. Nu har Mogens Camre og jeg imidlertid skrevet en bog, der anskuer hele problematikken – ikke ud fra vestlige forestillinger, om hvad man anstændigvis bør mene, hvis man vil være et politisk korrekt menneske, men på grundlag af islams egne kanoniske skrifter og autoritative udlægninger fra Muhammeds tid og til i dag. Den hedder 1400 års krigen, og man kan læse om den ved at klikke ind på Trykkefrihedsselskabets Biblioteks hjemmeside. Heri kan man stifte bekendtskab med islams eget syn på tilsløringen og andre krav om kulturelle indrømmelser. Forstår man ikke burkaens funktion i islams selvopfattelse, forstår man ingen ting.
Men det blir nok ingen av Hedegaards støpning som slipper til i kveldens debatt. Det kunne jo ha rokket med det samfunnsbildet som stort sett et samlet mediekorps prøver å skape.