Britta Mogensen har lang fartstid i de fremste feministiske rekkene i Danmark. Hun har vært en frontkjemper for blant annet kvinner som bør få beskyttelse på grunnlag av kjønnsbasert forfølgelse. Hun opplever derimot at venstresiden har sviktet muslimske og ”utenlandske” kvinner durabelig, og vil ikke assosieres med de klassiske, fastlåste feministene lenger. Feministene lar muslimske kvinner ”seile sin egen sjø”, som Mogensen sier det. Det er således med glede vi kan presentere henne som ny skribent for HRS.
I sitt første innlegg på rights.no, tar Mogensen – i kjent dansk stil – et knallhardt oppgjør med forfatteren Carsten Jensens ”løgnaktige, ondsinnede og manipulerende skrift”, om hvordan dansk politi gikk inn i en kirke i sommer og hentet ut utviste irakiske asylssøkere, et skrift som, ikke overraskende, fikk en helside i Dagbladet (ikke på internett, men samme innlegg fikk Carsten Jensen publisert i svenske DN.se under tittelen Danmark behöver en samvetskris). Mogensen har sett seg mektig lei på baksnakkingen av sitt hjemland.
Om afviste asylansøgere og kirkerydning
Antropolog Britta Mogensen, for HRS
Den danske forfatter, Carsten Jensens indlæg i en svensk og norsk avis, er nok det mest løgnagtige, ondsindede og manipulerende skrift, jeg har set til dato. Det er en blanding af fiktive samtaler, udeladelser og fortielser, og der er næppe nogen islamist, der bedriver taqiyya, der når hans højder. Han udtrykker tvivl om, hvorfor han kalder sig dansk. Det gør jeg også. Jeg håber, han aldrig gør det mere.
”Mænd i uniform, skjult bag visir, bryder ind i en kirke med sovende mennesker”. Se YouTube (under), hvor politi går ind i korte skjorteærmer og blød kasket. Der var ingen ”sovende mennesker”. Irakerne står i kirkerummet, da politiet kommer ind. De, der ikke allerede var blevet vækket via mobilopkald, ville ikke have været i stand til at sove for støjen fra aktivisterne på gaden. Nogle var almindelige demonstranter, men langt de fleste var autonome, der er kendt for deres voldelighed, og som altid møder op, hvor der er mulighed for at komme i kamp med politiet. Irakerne stod parat til at modtage politiet med løftede stole, der senere blev kastet sammen med flasker, der knustes. Først da tog politiet visir på, men stod stadig afventende. En video viser en samtale mellem en politimand og en talsmand for irakerne, og selv om det er svært at høre, hvad der bliver sagt, fordi en kvinde skrigende rabler ord af sig i ét væk, høres tydeligt: ”I må ikke angribe” – ”Nej, vi angriber ikke”. Og det gjorde politiet absolut heller ikke.
Uden for kirken udspillede sig helt andre scenarier. Her var der krig. Voldelige autonome gik til angreb på politiet med slag og spark, politiet slog igen med knipler. Almindelige demonstranter satte sig ned for at forhindre politiet i at køre væk med besætterne. De blev bedt om at fjerne sig, og da de nægtede, blev de i første omgang båret/trukket væk. De var dog lynhurtigt tilbage, og denne gang blev de slået med knipler. Spørgsmålet er, hvor mange gange politiet i dette kaos af råb, skrig og angribende voldsmænd skulle acceptere at bære de siddende demonstranter væk, samtidig med, at de skulle forsvare sig over for voldsmændene. I kampens hede rammes i øvrigt ofte også ikke-voldelige demonstranter. Det er en ”erhvervsrisiko”, de er særdeles velbekendte med.
Da det lykkedes politiet at skaffe så meget plads, at irakerne kunne komme fra kirken til busserne, skete det uden uro.
Er en kirke et fredhelligt sted? Kan lovovertrædere skjule sig i eller besætte en kirke for at undgå lovens lange arm? Ja, mener nogle præster, kirken er hellig. Nej, mener andre, Guds ord er helligt, kirken er blot en bygning, hvor de, der vil samles om forkyndelsen, kan mødes. Jeg er ikke teolog og kan ikke deltage i en sådan lærd diskussion.
Og én ting er temmelig sikker; det er heller ikke en teologisk debat, der har animeret aktivisterne. I stedet var det fortilfældet fra 1992, hvor afviste palæstinensiske asylansøgere besatte en kirke. Palæstinenserne fik opholdstilladelse ved hjælp af en landsskadelig særlov (kaldet palæstinenserloven). Det danske samfund har lige siden måttet bære de smertelige konsekvenser af denne lov. Men hvad der var lykkedes én gang, kunne vel lykkes igen, synes aktivisternes tanke at have været.
Det krævede dog befolkningens opbakning, og den kom ikke. Brændt barn sky’r ilden, og 67% støttede ikke de afviste irakere. Heller ingen politiker tør nævne muligheden for en ny palæstinenserlov. Og da slet ikke de politikere, der tvang særloven igennem. Det er bedre at tie den ihjel – lade som om den aldrig har eksisteret. Så hellere tale om humanitær opholdstilladelse. Det lyder oven i købet pænere end ”særlov”, som intet retssamfund burde have på sit CV.
Nu er der imidlertid også regler for humanitær opholdstilladelse. At besætte en kirke, at have et inderligt ønske om at blive, at en ung og stærk iraker, der burde være med til at bygge sit land op, i TV udtaler, at han ikke kan få arbejde i Irak, falder ikke ind under reglerne for humanitær opholdstilladelse. At give opholdstilladelse på det grundlag, ville i sandhed også være temmelig inhumant i et land, hvor arbejdsløsheden stiger dag for dag. Så ville irakeren være lige vidt – uden arbejde.
Formentlig hjemsender alle europæiske lande afviste asylansøgere. Nogle rejser frivilligt, andre må tvangshjemsendes, når deres respektive hjemlande har vurderet, om de har lyst til at tage imod deres egne statsborgere. I disse år er det især irakiske asylansøgere, der hjemsendes, frivilligt eller ved tvang.
Men det, der adskiller Danmark fra andre europæiske lande ved hjemsendelse af afviste asylansøgere, synes at være besættelsen af en kirke. Dette forpligter tilsyneladende Danmark på en ganske særlig måde, ligesom besætterne skal behandles anderledes end andre afviste irakiske asylansøgere.
Argumenterne for at lade kirkebesætterne blive er mange, heriblandt at ”de har været her så mange år”. Ja, det har de unægtelig. For nogles vedkommende op mod ti år. Er det sagsbehandlingen, der har taget så lang tid? Eller skyldes de mange år, at de afviste flygtninge har nægtet at rejse hjem efter at have modtaget afslag i Udlændingeservice, afslag i Flygtningenævnet, og afslag på den ene klage efter den anden i Ministeriet for Flygtninge?
De, der ikke har ønsket at udrejse frivilligt, har ment – godt hjulpet af det falske håb, aktivisterne har indgivet dem – at jo længere tid, der gik, jo større var chancen for at få lov at blive. Dét, at de nægter at følge loven, mener de skulle give dem fortrinsret frem for de asylansøgere, der udrejste frivilligt. Disse er i øvrigt rejst hjem med en rejserute efter eget ønske og et pænt beløb til at starte forfra i hjemlandet.
Også ”børnene taler kun dansk, ikke arabisk” har været forsøgt som argument. At bilde nogen ind, at børn, der døgnet rundt er sammen med deres forældre, ikke længere kan tale sammen, er en usandhed af dimensioner, og der blev da også hurtigt trukket et glemselens slør over den. I Carsten Jensens imaginære samtale mellem asylbørnene og deres mødre, må man formode, at der har været en vis kommunikationsevne.
Jeg tror dog ikke, at nogen er uberørt af børnenes skæbne. Det var ikke rart at se udnyttelse af selv helt små børn, der blev skubbet frem foran TV-kameraerne med et papskilt i hånden. Det virkede uansvarligt at misbruge børn på den måde. Og det fik i hvert fald ikke en større procentdel af befolkningen til at støtte deres forbliven i landet. Det er forældrene, der skal klandres, fordi de ikke har forsøgt at give deres børn de muligheder, som de frivilligt udrejste irakere fik – en ny start.