Pjattende argument om burka og stiletter
af Britta Mogensen, for HRS
Bølgerne har gået højt i den sidste tid. Det ene regeringsparti, de Konservative, fremkom med et omfattende integrationskatalog, hvor et forbud mod burka og niqab var medtaget, da partiet mente, det var hindrende for integrationen. Der rejste sig et ramaskrig. Venstrefløjen gik nærmest i selvsving. Her havde man nogle kvinder, som ’selv havde valgt’ at leve i skjul, og så vovede et regeringsparti at komme med forslag, der skulle frisætte disse kvinder fra et liv i slaveri og formørkelse. Raseriet mod et burkaforbud fyldte aviserne og sendefladerne på TV-stationerne i en grad, så det andet regeringsparti (Venstre, som i dansk logik er til højre for midten) blev meget forskrækket. Ud fra devisen, at rundbordssamtaler altid er godt, blev regeringen enig om at nedsætte et udvalg, der skulle se på det integrationsfremmende ved at bære burka og niqab. Det bliver nok vanskeligt.
Venstrefløjen sætter lighedstegn mellem burkaen og stiletter, lavtsiddende bukser og kjolelængder, der, skiftevis med moden, hæves og sænkes. Altså i deres optik er burka og niqab et rent modefænomen. Mon dog! Burka er da i hvert fald bedre end at gå nøgen, tordner venstrefløjen. Ja, det kan vi godt blive enige om. I vores klima er der næppe nogen, der ville ønske at rende nøgne rundt. Har de mon hørt om den gyldne middelvej?
Men hvad er så denne islamiske klædning – udover at være et ekstremt fremmedelement på vores breddegrader? Journalisten Mikael Jalving (Jyllandsposten 21.08.09) siger om burka og niqab, at ”uden ansigt er der knap nok et menneske….. en maskering af hendes identitet, en anonymisering, et skjul, en maske.” Hvordan nogen i dette land kan hævde, at dét at blive iklædt et helslørende telt, at være uden identitet, at fremtræde som et ikke-menneske, og at iføre sig et mobilt bur, der stænger alle andre ude, skulle være integrationsfremmende for kvinder, får mig til at spørge: Integreret i hvad, hvor, hvordan?
Jeg tør godt vove den påstand, at det er helt umuligt for en formummet kvinde at blive integreret i et vestligt land. Hun vil intet vide om det samfund, hun lever i. Hun taler slet ikke – eller kun dårligt – sproget og vil ikke kunne få et arbejde. Ork jo, det kan hun da sagtens, udtalte en af venstrefløjens kvindelige politikere (Margrethe Vestager) i TV. Hun kan da få et job som telefonpasser, hvor hun kan besvare spørgsmål fra kunder. Javel så. Med en uforståelig mumlen på arabisk gennem et gardin skulle kvinden kunne servicere danske kunder. Der er simpelthen ingen grænser for venstrefløjens fantasi, når det gælder om at holde muslimske kvinder fast i deres kvindeforagtende og kvindefjendske gevandter. At disse kønsapartheid forslag er ufrivilligt komiske, gør underholdningsværdien høj.
Når disse pjattede argumenter ikke nytter, trækker venstrefløjen trumfkortet. At forbyde burka og niqab er i modstrid med Grundlovens og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om religionsfrihed. Det afviser professor, dr. jur. Kirsten Ketcher skulle være tilfældet (Berlingske Tidende 20.10.2005). Tværtimod mener professoren, at burka og niqab er en fare for vores andres frihedsrettigheder, og at der må være en grænse for, hvad vi skal finde os i.
Om religionsfrihed står der i Grundlovens § 67, at borgerne har ”ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden.”
Lad os se nærmere på denne paragraf, som nogle mener skulle give en specifik trosretning en særlig ret til at provokere og angribe den kultur og de værdier, modtagerlandet er bygget på. At alle på lige fod har ret til at dyrke Gud, Jahve, Allah, Buddha eller andre guder, indebærer ikke en særret for én trosretning til at fratage andre retten til at blive fri for overalt at blive konfronteret med en gud, de gerne vil være foruden. Alle og enhver kan endvidere frit forene sig i deres (tros)samfund og samles i deres gudshuse. Når man slet ikke kan se kvinden, kan der næppe være tale om krænkelse af sædeligheden, men spørgsmålet er, om den offentlige orden ikke forstyrres, når trafikanter glemmer trafikken for at se et blafrende telt gå forbi. For slet ikke at tale om, at forbrydelser begås af mænd i burka (jf. de såkaldt ’burkha robberies’ i England – Daily Mail 26.8.2009). Nå, men det er jo bare i England, ikke her. Som sædvanligt kræver vi indtil flere lig på bordet, før vi sætter en stopper for problemerne, før de bliver til problemer.
Også Verdenserklæringen om Menneskerettighederne giver i Artikel 19 enhver borger nøjagtigt den samme ret til religionsfrihed som den danske Grundlov. Artikel 1 erklærer i øvrigt, at ”Alle mennesker er født lige og frie…”. Det vender vi lige tilbage til.
FN har givet kvinderne deres egen ’grundlov’, nemlig Kvindekonventionen til afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, som Danmark ratificerede den 21.4.1983. Artikel 4, stk. 2a heri kræver, at alle deltagerstater skal tage passende forholdsregler ”for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønster med henblik på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller”.
Sådan! Bedre kan det næppe formuleres. Ingen religion, ingen sædvaner, ingen kultur har ret til at udelukke kvinder fra at blive fuldgyldige medlemmer i deres samfund.
Og så til de smukke ord: ”Alle mennesker er født lige og frie..”. Jeg ved, at også venstrefløjens kvinder er enig i dette, i hvert fald når det gælder dem selv. De har dog nok en noget særpræget definition af lighed og frihed, når talen falder på muslimske kvinder. Efter tabet af alle tidligere ismer, som venstrefløjen nu ser ligge i grus for dens fødder, har den kastet sig over forfægtelsen af en ny isme, nemlig islamismen. Og da denne kræver frihed til at undertrykke kvinder, protesterer venstrefløjen mod ethvert forslag om, at muslimske kvinder skal have lov til at nyde de samme rettigheder og have de samme muligheder, som den kræver for sig selv.
Det er en krænkelse af såvel love som konventioner, hvis vi – i den multikulturelle relativismes navn – tillader, at kvindelige medborgere tvinges til at hylle sig ind i teltlignende klude for at tilfredsstille venstrefløjens flirten med islamismens vogtere. Vi skal ikke acceptere, at der er kvinder iblandt os, der lever som isolerede og utilnærmelige zombier. Heller ikke, selv om de har ’valgt det selv’. For de har med Ayaan Hirsi Alis ord (i Jeg Anklager 2005:100) ”tilegnet sig deres undertrykkelse og oplever den derfor ikke mere som en udefrakommende undertrykkelse, men netop som et beskyttende stærkt indre skjold. De kvinder, der behersker overlevelsesstrategierne, oplever en vis stolthed herved.”
Til udryddelse af venstrefløjens dobbeltstandarder for ’os’ og ’dem’, trænger vi måske – som den britiske forfatter Nick Cohen udtrykker det – til en kompromisløs, militant, feministisk bevægelse.