Gjengitt med tillatelse av forfatteren, spalten Fredagsforhør i Jyllands-Posten 19.april
Av Mikael Jalving
Er du venstreorienteret og intellektuel, så kan du bare give den gas. Ingen husker, hvad du har sagt. I øvrigt arbejder du jo for en god sag.
Den 82-årige amerikanske økonom Thomas Sowell har om Vestens venstreintellektuelle sagt, at de er besatte af værdier, men ligeglade med, hvorvidt værdierne er praktisk mulige. Intellektuelle bliver sjældent målt på, om de får ret i deres domme, eftersom så godt som ingen andre kan huske, hvad de har sagt og skrevet. Det er en gratis omgang.
Samme konklusion når historiker og medarbejder ved den norske tænketank Civita Bård Larsen frem til i bogen «Idealisterne. Den norske venstresidens reise i det autoritære», som har vakt debat i Norge. Jeg spørger ham, hvorfor de intellektuelle ofte tager fejl, men sjældent bliver konfronteret med deres fejltagelser.
»Den elementære grund er stadig en meget udbredt forestilling om, at kommunismen var en god idé, som gik galt, og ikke en dårlig idé, som gik galt. Det er jo derfor, at hammer og segl er blevet en slagsvare. Forleden så jeg et Che Guevara-kreditkort.
Thomas Sowell, som du fremhæver, peger på, at al politisk filosofikan koges ned til to groft skitserede ideer om menneskenaturen: En utopisk vision og en tragisk vision. Enten er mennesket et formbart væsen, som kan perfektioneres med henblik på et samfund befriet for ulighed, fattigdom og diskriminering, eller også vil den store drøm havarere på grund af menneskets uforudsigelige natur.
Politik er med andre ord en kamp mellem utopi og tragedie.« Og utopien har det sjovt nok med at vinde »Kommunismen er historiens blodigste sociale eksperiment, som tog livet af 100 mio. mennesker, ca. fem gange så mange som nazismen.
Susan Sontag har kaldt sovjetkommunismen for »fascisme med et menneskeligt ansigt«, som om de kommunistiske eksperimenter var forsøg på at realisere gode intentioner. Det er – vil jeg mene – en fejlslutning, som stammer fra en dårlig læsning af Platons idealisme: Fantasien om at en idé kan være god i sig selv uden at blive holdt op mod konsekvenserne.
« Hvad er forskellen på venstreorienterede og højreorienterede intellektuelle? »Den største forskel er nok, at intellektuelle på højrefløjen har en ideologisk betinget pragmatisme indbygget. Immanuel Kant skrev jo i sin tid noget, som er vanskeligt at oversætte til skandinavisk: »Out of the crooked timber of humanity no straight thing was ever made«. Det er en vigtig læresætning.
Liberale og konservative er mere jordnære. De skriver om grænser for politik, individets evne til at træffe moralske beslutninger, at staten ikke skal styre vore valg. De skriver om pluralisme, ikke om fornuftens sejr over alverdens ulykker. De mener, at grundstenen i en retfærdig stat er værdipluralisme, dvs. at vi mennesker efterstræber mål, som ikke kun er forskellige, men til tider også uforenelige.
Derfor vil Jorden aldrig blive et himmerige. For de højreintellektuelle er ideologier, som forfægter drømmen om en fremtid, hvor der ikke findes konflikter, en trussel mod al frihed.« »De seneste år har vi set nye tænkere som f. eks. Theodore Dalrymple og afdøde Christopher Hitchens.
De skriver om temaer, som venstrefløjen helst ikke vil røre ved; problemer i det multikulturelle samfund, klient-og terapeutstaten, de virkelige ofre for velfærdsstaten, som bliver frataget deres værdighed i en tildelt offerrolle som «de udsatte» eller «de marginaliserede».
De venstreorienterede var jo i sin tid optaget af «historie fra neden», men i dag er de dørvogtere for de rigtige meninger. De skriver ikke for folket, men om folket, helst med den løftede pegefinger: Det her må du mene, det her må du ikke mene.
Det er de højreorienterede intellektuelle, som skriver om folks erfarede hverdag og de konkrete, kulturelle konflikter, men de højreorienterede feteres ikke ligesom venstrefløjens yndlinge. Særligt op igennem 1960′ erne og 1970′ erne blev venstreorienterede ikoner dyrket som afguder. Sartre. Dutschke. Bernard-Henri Lévy – og før dem Frantz Fanon. De revolutionære er sexede, de højreorienterede usexede. Realpolitik er kedelig.