Dialogens Pris
Af Britta Mogensen, for HRS
”Himmelråbende åndssvagt” var journalisten Michael Jalvings kommentar den 20.11.2009 om valget af den ene modtager af en nyindstiftet dansk pris: Global Dialogue Prize. Den glade bidragyder til selve prisen på 500.000 kr. er det store hæderkronede firma, Grundfos, der sælger pumper til hele verden. Men en overrækkelse af en sådan pris skulle gerne være lidt festlig med reception og kulturel event, og løn og rejser koster jo også penge. Så Region Midtjylland, VisitAarhus og Århus Kommune spytter i kassen med tilsammen 750.000 skatteyderkroner.
Det er rigtigt mange penge, som skatteyderne må slippe, men dialog er jo en god ting og indebærer fredelig udveksling af synspunkter, tolerance over for andres meninger og ytringer og ikke mindst respekt for dialogpartnerens rettigheder. Det er da opmuntrende i disse tider, hvor mange synes hellere at ville kriges og ikke tager det der med menneskerettigheder særligt tungt. Dét, der er brug for, er mennesker, der i al deres færd og gerninger har vist, at dialog er bedre end undertrykkelse, forfølgelse, henrettelser og tortur.
Nu kan man jo ikke uddele en pris til en hvilken som helst hr. Jensen eller fru Hansen, der siger, at de går ind for dialog. Med sådan en pæn kontant betaling og al den ære, der følger med, vil folk jo sige hvad som helst. Næh, man må finde nogle værdige personer, hvis etiske og moralske habitus der ikke kan herske tvivl om, og som har vist, at de tilhører de fremmeste blandt os mennesker.
Komiteen valgte to iranere, som skulle dele prisen. Den ene er filosoffen Dariush Shayegan, hvis meriter – udover at han kan filosofere – måske ikke er kendt uden for en begrænset kreds. Men valget af den anden dokumenterer med al tydelighed, at komitemedlemmerne enten er verdensfjerne skrivebordsnussere, eller de holder øjne og ører tæt lukkede for ikke at komme i kontakt med den ret så bestialske virkelighed ude i verden. Derfor kunne komiteen lade valget falde på en verdensberømt, benhård islamist, der har forfulgt og tortureret sit eget lands borgere og har henrettet mænd, kvinder og børn i tusindvis. En mand, der – som det blev udtalt i DR2’s program Deadline, 23 november, debat – har blod til langt over albuerne. Kort sagt: den iranske ekspræsident Mohammad Khatami (1997-2005).
Dette forbløffende valg af Khatami skyldes ifølge en repræsentant for priskomiteen, lektor Mark Sedgwick, Khatamis ’indsats for dialogen mellem civilisationer i FN og hans praktiske brug af forskningen’.
Vi lader lige dette citat stå et øjeblik.
Først Khatamis dialogindsats. Jeg har ikke hørt Khatamis tale om dialog i FN. Men talen ser jo unægteligt ud til at have gjort indtryk. Skal man tage udgangspunkt i den sædvanlige islamiske definition af dialog, så er den underliggende præmis: ”Hør efter, hold kæft og giv os, hvad vi kræver”. Dette er budskabet, uanset at det måske i visse kredse bliver udtrykt lidt mere diplomatisk. De, der ikke fatter budskabet, stemples som frafaldne, ballademagere, homoseksuelle, islamofober, fascister, racister, jøder eller kriminelle. Kort sagt: De er ikke dialogpartnere, men dialogmodstandere.
Lad os få en smagsprøve på islams definition af dialog. Det skete ved en stort anlagt dialogkonference om religiøs og kulturel dialog i København i 2006, som var sponsoreret af Utenriksministeriet og var et forsøg på at dæmpe gemytterne i den islamiske verden efter Muhammed-krisen. Ved konferencen deltog bl.a. den kuwaitiske prædikant Tariq al-Suweidan, som ud over at forlange en undskyldning fra den danske regering lod forstå, at formålet med den såkaldte dialog med Vesten først og fremmest gik ud på at få EU til at ændre grænserne for, hvad man må sige om religiøse skikkelser:”… Vi kræver en officiel undskyldning fra jeres regering over for ummah (det islamiske verdenssamfund) og over for danske muslimer. Vi kræver en lov i EU og fra hele verden, som forbyder forhånelse af religiøse skikke.” Han slog fast, at hans krav i øvrigt blot lå i naturlig forlængelse af de krav til FN og EU, som OIC – Organisationen af Islamiske Lande – havde vedtaget i Dubai den 20. februar 2006.
Jeg må lige indskyde her, at hvis ikke Danmark havde deltaget i Golfkrigen med en ubåd i ørkensandet, var denne prædikant nødsaget til at finde et andet land end Kuwait at prædike i. Den tanke gjorde alle hans krav en smule komiske.
Han blev bakket op i sine krav af en anden religiøs lærd, sheik Al Habib Ali Aljifri fra De Forenede Arabiske Emirater. Han krævede, at danske børn skulle lære om islam i skolerne for at fremme forståelsen af islam.
Ud over kravet om censur af danske skolebøger, så danske børn kunne modtage en korrekt fremstilling af profeten og islam, forlangte konferencens islamiske lærde også, at der oprettes (flere) arabisk-islamiske centre i Danmark samt et såkaldt Dialog-institut. (mine fremhævelser overalt). Der var rigtig meget snak om dialog under konferencen. Lige siden er der nærmest gået inflation i ordet, og ikke så få mennesker bruger det i dag kun med et smøret grin.
Og så til Khatamis ’praktiske brug af forskningen’. Med viden om Khatamis brutale fremfærd over for sit lands borgere, kan det være svært at vide, hvilken forskning priskomiteens medlemmer taler om. Men da de næsten alle er filosoffer, skulle man mene, at der må være tale om en ret blodtørstig udgave af filosofien, hvorfra Khatami har hentet sin praksis til fængslinger, tortur, steninger og hængninger. Der er også andre raffinerede torturmetoder, hvor torturen ikke skal ses som et forsøg på at få oplysninger ud af den fængslede eller som en ekstra straf inden henrettelsen. I stedet består torturen i voldtægt af småpiger, idet jomfruer i henhold til shari’a ikke må henrettes. Torturen er derfor selve forudsætningen for, at henrettelsen af børnene kan finde sted.
Det er blevet hævdet, at han ikke skulle være lige så fanatisk som sine medmullaher. Det siger nu ikke ret meget i en forsamling af kriminelle, bestialske mullaher. Og under sin præsidentperiode holdt Khatami sig sandelig ikke tilbage med forfølgelse af anderledes tænkende. Mænds og kvinders rettigheder har næppe holdt ham vågen om natten. Enhver opposition mod styret blev knust med mange døde til følge, og han havde ingen problemer med at idømme dødsstraf for frafald, homoseksualitet, prostitution, (mistanke om) sex uden for eller før ægteskab, ja snart sagt alt, som Khatami fandt uislamisk. Stening og hængning hørte til dagens uorden. Tusinder og atter tusinder er blevet myrdet under Khatamis præsidentperiode. Ikke at forholdene for iranerne er blevet bedre efter Khatami. Så måske kan vi forvente, at det næste gang bliver Ahmedinejad, der indstilles til dialogprisen?
Ellers kan jeg komme med nogle forslag. Blandt personer, der stadig hænger fast ved livet med det yderste af fingerspidserne, kunne Robert Mugabe og Fidel Castro måske komme på tale. Eller hvad med Osama bin Laden med den fløjlsbløde stemme? Der er såmænd nok af tyranner at tage af, så længe man ikke interesserer sig for, hvilke kryb man indstiller til dét, der kunne have – burde have – været en ærefuld pris.
Michael Jalving kalder priskomiteens valg en Århus-historie. Dummere kan intet blive.