Rita Karlsen, HRS
Det stadige dryppet av ulike tilpassninger som det danske samfunnet praktiserer i forhold til religion, har fått lederen av Folketingets Integreringsutvalg, Karen Jespersen (V), til å foreslå en kartlegging av religiøse hensyn som praktiseres i Danmark, melder jp.dk.
I Jyllands-Posten begrunner Jespersens kartleggingen som følgende:
– Det er vigtigt, at vi ikke bare med bind for øjnene skridt efter skridt slækker på meget grundlæggende principper som frihed og lighed, mener hun og foreslår, at regeringen vedtager et kommissorium, hvorefter enten embedsmænd eller et regeringsudvalg skal udføre kortlægningen.
Jespersens forslag kan langt på vei ses på som en reaksjon på at det i går ble kjent at Holbergskolen skulle avholde et foreldremøte der fedrene var utestengt. Begrunnelsen for å stenge mennene ute, er at en del kvinner ikke får delta på møter der det er (fremmende) menn tilstede. Praksisen, som benyttes ved flere skoler, ble møtt med sterk kritikk fra de fleste politiske hold. Det kom derimot også frem at fedrefrie foreldremøtet var mer å betrakte som et mødremøte, og at dette har vært en styrt strategi som politikerne tidligere har sagt seg enig i. Samtidig kan reaksjonen ses på som ”dråpen som får begeret til å renne over”. For det handler ikke bare om kjønnssegregerte foreldremøter, men om kjønnssegregert undervisning, særegen mat, tildekking av jenter og kvinner i det offentlige rom og på skole eller arbeidsplassen, bederom og særegne toaletter på skole/arbeidsplassen, særegne hilsemåter, prangende gudshus (minareter), egne gravplasser, ja helt til det kanskje helligste av det helligste; å hensynta sharialover i det juridiske rettssystemet.
Vi spurte Jespersen om hun kunne utdype begrunnelsen for sitt forslag, og utfordret henne samtidig på om det vil være noe skille mellom religiøse eller kulturelle hensyn:
– Damark og andre europæiske lande er verdslige lande. Kristendommen spiller en stor rolle for hvordan vi tænker og opfører os. Men det er ikke reglerne i Biblen, der bestemmer, hvordan vores love skal være. Det bestemmer folket gennem demokratiske afgørelser. Adskillelse af religion og samfund var en vigtig del af dannelsen af det moderne samfund, der bygger på det enkelte individ: Alle har samme rettigheder og alle skal behandles lige. Derfor er det et tilbageskridt hvis vi igen begynder at lade reglerne fra en religion stå over demokratiske beslutning. Og her er det ligegyldigt om det er religion eller kultur. Hvis der er en religion (eller kultur) der siger at mænd bestemmer over kvinder og at de mænd ikke vil have at deres koner er sammen med «fremmede» mænd, så skal vi ikke indrette vores samfund efter det. Det var det der skete på Holberggades Skole i København. Her lavede man et forældremøde kun for kvinder af hensyn til mænd der ikke vile lade deres kone være med hvis der var andre mænd til stede, sier Jespersen til rights.no.
Jespersen avviser ikke særegne organiseringer for kvinner, derimot er balansegangen grunnlaget:
– Men man kan godt lave arrangementer kun for kvinder, det kan ofte være en god ide. For eksempel har jeg besøgt en klub for piger i Brøndby Strand, hvor der bor mange med muslimsk baggrund. Værdigrundlaget i denne klub var helt klart et dansk værdigrundlag med stor vægt på selvstændighed og ligestilling. Men man skal altid tænke sig godt om. En accept af normer fra en kultur eller religion, der strider mod de danske eller europæiske normer og værdier kan blåstemple disse værdier: ’Det er ok at gå ind for kønsadskillelse’.
Det synes å være liten tvil om at Jespersens forslag ikke er knyttet til enhver religion, men til islam spesielt. Det betyr derimot ikke at hun tror alle muslimer er like fornøyd med at slike ”hensyn” tas:
– Desuden lægger det pres på de moderate muslimer, der ikke ønsker at leve efter en bogstavtro udgave af Koranen. Et gymnasium gav for eksempel en gruppe elever lov til at lave bederum og fredagsbøn. Det var mange af de muslimske elever kede af fordi de følte sig pressede. Det ente med at fredagsbønnen blev stoppet fordi den udvikleder sig i fundamentalistisk retning. Så her var det det stik modsatte af integration, sier Jespersen til rights.no.
Men er så alle enige i at en slik utvikling er det motsatte av integrering? Vil ikke noen kunne hevde at det i ”mangfoldet” også må være plass til religiøse fundamentalister på samme måte som det er plass til kompromissløse ateister? Eller er det noe i samfunnet som omforener alt dette?
– Nogle vil så sige jamen hvad er ovehovedet danske værdier, findes de? Ja det gør de. Vi ved fra værdiundersøgelser at danskere lægger stor vægt på den personlige frihed og på samfundssind. Man kan nævne flere andre normer og værdier. Hele den vestlige verden bygger på pricippet om at alle mennesker er lige, og at de samme regler skal gælde for alle. Men vi har i alt for mange år taget vores værdier for givne og derfor sjusket med dem, ladet dem forfalde. En kortlægning af religiøse særkrav kan rejse en debat om de værdier vi bygger vores samfund på. Vi har meget at være stolte af i Danmark og i Europa. Men hvis vi ikke selv er bevidst om det og viser det, hvordan kan vi så forvente at indvandrerne skal ønske at omstille sig til vores kultur?
Men selv om Jespersen i Jyllands-Posten får støtte for en kartlegging av de konservatives Naser Khader, Venstres integreringsordfører Karsten Lauritzen og Dansk Folkepartis Peter Skaarup, er det tydelig at det kan bli en del utfordringer knyttet til å utforme et mandat for et eventuelt kartleggingsutvalg.
For Khader mener at det er en del ”hensyn” som er i orden:
– Jeg har f.eks. ingen problemer med, at nogle gerne vil bade for sig selv. Det er der også overvægtige, som gerne vil. Men vi skal afvise særlige hensyn, når det eksempelvis går ud over ligestilling.
Krarup strammer derimot strikken ytterligere til ved å ta avstand fra at det er snakk om religiøse hensyn, i hans øyne er det snakk om islamisering av Danmark:
– Det er meget politisk korrekt at kalde det religiøse særhensyn, for i virkeligheden er det jo islamiseringen af Danmark, det drejer sig om. Der er ikke andre religioner, der giver anledning til særhensyn af betydning, siger Peter Skaarup, som lover, at DF vil sørge for at kortlægningen rent faktisk bliver gennemført.
Socialdemokratiet har problemer med å se hva som er formålet med en slik kartlegging, mens de radikale er imot:
– Det er ude af proportioner. Det handler om hver uge at finde på en ny ting, der kan bruges til at skræmme befolkningen med, siger integrationsordfører Marianne Jelved:- Det er fuldkommen uinteressant. Vi lever i et multikulturelt samfund, og der tager vi hensyn til hinanden. Vi tog også hensyn, da vi havde et monokulturelt samfund.
Veien fra at ”noen hensyn er greit”, via ”islamisering”, ”formålløst” til ”fullkomment uinteressant” forteller oss at det vil kreve et visst forarbeid før en eventuell kartlegging kan iverksettes. Jeg har derimot minst tro på DFs og de radikales holdning. Når sistnevnte henviser vi til at vi (alltid) har tatt hensyn til hverandre i et samfunn, er det en viss underkommunikasjon: For er det noen såkalte hensyn som kan medføre at det begås urett mot andre? Å avvise debatten viser både en autoritære holdning og angst for å gripe fatt i sentrale utfordringer. For hvordan skulle en kartlegging av religiøse hensyn ”skremme befolkningen”? Bedre er heller ikke DFs holdning: Å avvise at dette handler om religiøse hensyn for å slå fast at det handler om islamisering, det kan derimot ”skremme befolkningen”. Dessuten er det å legge konklusjonen på bordet før undersøkelsen settes i gang. Men jeg skal være enig i at det er å narre seg selv og ikke si rett ut at dette handler om muslimske særkrav.
Ingen annen religion dyrker seg selv i offentligheten og isolerer seg selv, slik islam gjør. Det i seg selv er ikke det minste oppsiktsvekkende, idet islam er vel så mye politikk som religion. Utfordringen er at islam i Europa behandles og møtes kun på religionssiden, fordi det er slik noen muslimer har lyktes å selge islam inn i offentligheten. Derfor lener islam seg ensidig på ”religionsfriheten”, uansett hvilken hindring den måtte møte på veien. Kritikk av islam blir således likestilt med kritikk av muslimer, som igjen havner i sekkekategorien diskriminering/fremmedfiendtlighet. Vi kan jo tenke oss hvor morsomt det blir når venstresiden i politikken hevder at kritikk fra høyresiden er diskriminering, og jo mindre partiet er som utsettes for kritikk, jo mer må de hensyntas av de andre.
Samtidig er det viktig å legge seg på minnet hva Karens Jespersen viser til – det er ikke sikkert at alle muslimer er like glad for at ulike hensyn praktiseres. En kartlegging må også avdekke om muslimske særkrav, om det handler om bekledning eller strukturelle krav knyttet til undervisning, åpningstider, matingredienser og slaktemetoder eller særegen rettsforståelse, kommer fra majoriteten av muslimer i Europa, eller om disse blir gisler under voktere som er islampolitiske moralister. I så fall er det maktpersoner, om det er skoleledere, arbeidsgivere, politikere eller andre i samfunnet som ved å ta hensyn til slike krav, har latt seg forføre til å begå urett mot mange andre.
Det er en utfordring at man ikke har noen fullgod oversikt over hvilke ulike ”religiøse hensyn” som faktisk praktiseres i samfunnet, om det så er snakk om Danmark, Sverige, Norge eller andre land i Europa. En eventuell kartlegging må derimot først avgjøre hvilke type hensyn det er snakk om, hvem som eventuelt har fremsatt kravene og på vegne av hvem, hva som er hensikten og hva som er forventet resultat, og hvem som faktisk iverksetter slike hensyn. Samtidig vil en kartlegging kreve et like nøye etterarbeid som et nøye forarbeid.
Alt etter hva en eventuell kartlegging vil avdekke må en vite hva en vil gjøre med resultatene. Er man enig i Danmark om hvilke grunnleggende verdier man ikke vil forhandle om? Skal disse verdiene således være målestokken for akseptable versus uakseptable hensyn – og finnes det noen midt i mellom? Når Khader sier at det er greit ”noen bader for seg selv” med henvisning til at det ”vil også noen overvektige”, så er det prinsipielle spørsmålet om slike ønsker, uansett begrunnelse, skal tas hensyn til eller om det være noen spesifikke behov som synliggjøres? Det å tilrettelegge for spesielle behov, for eksempel knyttet til rullestolbrukere, har få av oss problemer med. Men å tilrettelegge for et kvinnesyn som er på kollisjonskurs eller direkte strider mot landets lover, er det et ønske eller et behov? I så fall; fra hvem? Å ikke tilrettelegge kan i begge tilfellene få samme resultat, de involverte får ikke delta, men mens rullestolbrukerne ikke har noe valg, er kvinnesyn relativt valgfritt. Det kommer an på hvilke preferanser man har.
Ja takk til kartlegging – også i Norge.
Les også:
JPs leder: Endnu en skive
Intervju med Karen Jespersen i Berlingske.dk