En eftermiddag med broder TariqAf Helle Merete Brix for HRS«Som en rockstjerne», siger min sidemand, en ung mand med anden etnisk baggrund, til mig og ler. Den unge mand hentyder til det faktum, at publikum i det omtrent fyldte auditorium på Københavns Universitet nu har ventet et kvarter på at den muslimske prædikant Tariq Ramadan skal ankomme. Men sådan er det med Ramadan. Han er kongen af pop, når det gælder islam i Europa. Og han ved det.
Uden for venter et tv-hold, og de har ventet længe. Indenfor kommer de sidste tilhørere på plads. Her er folk i alle aldre, gammeldanskere og nydanskere og udlændinge, kvinder med og uden hovedtørklæder, en enkelt hvor kun øjnene er synlige og unge mænd med profetskæg. Endelig ankommer Ramadan, en lille herre, casual klædt i jakkesæt og intet slips, fulgt af en betydeligt højere David Goodhart, grundlægger af og chefredaktør for det britiske magasin Prospect.
Det er Goodhart, der introducerer: Han er «beæret» over at introducere Ramadan som «anerkendt islamforsker». Ramadan er i dag gæsteprofessor på Oxford University i Storbritannien efter at USA, som han i dag kan rejse ind i, for år tilbage nægtede at lukke ham ind. Og efter at – det blev dog ikke sagt – politologen Caroline Fourest har gjort hvad hun kunne for at spolere Ramadans ry i det Frankrig, hvor han i årevis havde boltret sig som en haj i havet.
Fourest udgav i 2004 bogen «Frére Tariq» – en engelsk udgave kom i 2008 – , der stiller skarpt på Ramadans diskurs, metode og strategi. På hans lovprisning af sin bedstefar, Hassan al-Banna, der grundlagde Det Muslimske Broderskab. Hans støtte til den rabiate Yussuf al Qaradawi. Hans tvivl om, hvorvidt det var Osama, der stod bag 11. september. Og hans utallige kassetter til et muslimsk publikum, som europæerne slet ikke kendte, i modsætning til hans utallige bøger. På sine kassetter præsenterer Ramadan et syn på homoseksualitet, kvindens stilling, feminisme, demokrati og meget andet, der placerer Ramadan et godt stykke til højre for den såkaldte højrefløj i Europa, som han skælder ud på – også denne eftermiddag. Den smukke RamadanDet er også Goodhart der, noget overraskende efter den rørstrømske introduktion, efter forelæsningen stiller prædikanten de mest kritiske spørgsmål. Det vender jeg tilbage til. Først vil jeg kort opholde mig ved Ramadans udseende.
«Smuk? Ramadan? Han ligner jo en kamel», sagde en mandlig ven med iranske rødder engang vredt, da jeg påpegede denne omstændighed ved prædikanten, som har været med til at åbne døre for ham.
«Smuk? Ramadan? Hvordan kan du mene, manden ser godt ud?», klagede en utilfreds mandlig kollega med jyske rødder.
Med sine nu 47 år har Ramadan nået en alder, hvor den første friskhed jo som regel er gået af folk m/k, således også rock-og islamstjerner. Men nydelig ser han stadig ud. Islamforskeren Ayyan Hirsi Ali har engang drillet Ramadan med hans gode udseende under en debat med ham. Heller ikke hun ville nægte, at han var en smuk mand, men det samme var Osama bin Laden, mente Hirsi Ali. Og sidstnævnte var faktisk at foretrække, da han, modsat Ramadan, kun taler med én tunge. Xenofobi, diskrimination og racismeTale gør Ramadan. Passioneret og med en flod af ord. Næppe er startskuddet gået, før Ramadan under overskriften «Multiculturalism and the politics of intolerance» kaster sig ud i et angreb på europæernes snæversyn og diskrimination overfor det anderledes. Vi hører om «racisme mod muslimer», som Ramadan kalder det, som naturligvis adskiller sig fra legal religionskritik og debat, som han påstår han finder helt legalt. Således er han ikke glad for Politikens undskyldning og forlig med den saudiske advokat Yamani. Man kunne mene, at det er ren strategi, hvilket jeg personligt gør; men udadtil er Seidenfaden (redaktør Politiken, red. anm) altså p.t. for langt ude selv for Hassan al-Bannas barnebarn.
Vi hører om en «orientalistisk diskurs», om de intolerante tyskere, der demonstrerer mod moskébyggeri, selv når moskeen er planlagt til at have et vestligt udseende. Om europæernes xenofobi og grundløse angst for islams synlige manifestation. Hvad der i disse tider overgår muslimerne i Europa, er blot, forklarer prædikanten, hvad der tidligere har været rettet mod sorte, jøder og zigøjnere, «gypsies», som Ramadan betegner dem. I dag er det i øvrigt en politisk ukorrekt betegnelse, det hedder «romani people».
Vi må også lytte til påstande om kultur, der aldrig er «statisk», om det at leve sammen som en «to-vejs proces», og om at Ramadan forsøger at forstå, hvad der skaber terrorisme, i stedet for blot at fordømme det. For terrorismen har årsager. Javist, og det har med islam at gøre. Det nævner Ramadan nu ikke. Flere immigranter til EuropaVi skal også rundt om de grove personlige fornærmelser, som Ramadan har været udsat for: I Schweiz var der således en mand, der mente at Ramadan skulle have frataget sit statsborgerskab. Andre havde sagt til ham, at han var «for meget muslim». Selv har Tariq Ramadan ingen skrupler ved at sidestille British National Party – et absolut racistisk parti – med for eksempel Dansk Folkeparti og den hollandske politiker Geert Wilders.
Ramadan har igennem de sidste 20 år rejst Vesten tyndt og promoveret Det Muslimske Broderskabs ideologi. Han har blot kaldt det noget helt andet. Han har for eksempel talt om «reform» af islam – det betyder tilbage til kilderne og derfor ufortyndet sharia. Men det tænker hans europæiske samtalepartnere som regel ikke på.
I dag har Ramadan lige siden Fourests bog og senere kritiske bøger om ham og broderskabet trænet i at imødegå den robuste kritik af hans udtalelser. Han fortæller publikum, at han kender alt til mærkelige teorier om et internationalt muslimsk netværk. Om Europa der er på vej til at blive Eurabia. Om vestlige muslimers dobbelte loyalitet. Om den stille, muslimske kolonisering. Og så videre. Han slutter med en triumferende profeti: Der er ingen økonomisk overlevelse mulig for Europa uden flere immigranter. Man bliver nødt til at acceptere flere muslimer.
Der er fordele ved at tale så længe, som Ramadan gør. En af dem er, at der er ringe tid til at besvare alle de spørgsmål, som der efter planen skulle have været 45 minutter til at koncentrere sig om. Nu får kun få af spørgerne en art svar. Men Goodman tager som den første fat i Ramadan. Han forsøger at fastholde Ramadan på, at prædikanten selv i et interview med Prospect i 2006, har anerkendt islams sammenknytning af religion og politik. Gør det ikke integration af muslimer vanskeligere end integration af andre immigrantgrupper?
Og vist er kolonisering et følelsesladet ord. Men, påpeger Goodhart, man er nødt til at forholde sig til, hvad den demografiske udvikling i Europa vil betyde for vores samfund. Muslimer vil udgøre en langt større del af befolkningerne i de europæiske samfund løbet af den næste årrække. Hvad vil det betyde for samfundets udvikling? For den dominerende kultur?
Og når immigration præsenteres som en uundgåelig faktor, mener Goodhart, minder det om marxisterne, der også mente at marxismen ikke var til at komme udenom. Masseimmigration er et valg, fastslår den britiske redaktør. Muslim og europæerRamadan går energisk til modangreb. Han klager over mistænksomheden over for muslimer: «Jeg er muslim af religion og europæer af kultur. Så hvad er min dominerende kultur?». Han siger også, henvendt til Goodhart: «Jeg er lige så europæisk som De er».
Som næsten altid ved den type arrangementer er første spørger blandt publikum muslim. Her er det en ung mand, der går i rette med Ramadan. For islam anerkender kun praktiserende og ikke-praktiserende muslimer: «Jeg er muslim af religion og kultur».
En tidligere dansk ambassadør beklager sine landsmænds grove uvidenhed om islam og alle andre religioner. En ung mand undskylder, at Danmark tester sine nytilkomne immigranters viden. En anden ung mand undskylder for den grove retorik fra de politiske partier over for muslimer, også fra den danske venstrefløj. En kvindelig politiker fra Socialistisk Folkeparti imødegår kritikken: Har hun ikke lov at kritisere Hizb ut-Tahrir?
En muslim undskylder, at Ramadan for nylig måtte lide den tort at møde Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose i debat på BBC: «Ikke alle danskere er sådan».
En indiskfødt skribent vil have svar på islams syn på minoriteter og muslimske kvinders ret til at gifte sig med f.eks. hinduer og kristne? Ramadan svarer ikke på første del af spørgsmålet og giver et uklart svar på den anden del; det må folk selv overveje og i den dur.
En lang række andre spørgere får stillet spørgsmål, men får ikke svar. Og så er tiden gået. Ramadan skal videre til Danmarks Radio i nærheden, hvor han skal debattere med den danske historiker Mikael Jalving, der er undervejs med bogen «Mig og Muhammed». Om aftenen kan man se udsendelsen. Jalving lader sig ikke kyse af Ramadan.
Det gjorde direktøren for Centre of Social Cohesion, Douglas Murray heller ikke, da han for nylig medvirkede i den tidligere omtalte BBC-debat. Debatten foregik i Conway Hall i London, og der var stuvende fuldt. Murray anklagede Ramadan for at agere europæer over for europæerne og muslimsk «broder» over for sine islamiske brødre, når han taler i moskeer og andre steder til et muslimsk publikum. Og for at have bygget hele sin karriere op på denne dobbelte tale. Der blev buhet i Conway Hall. Men sagt blev det.
Og hvad svarede Ramadan? At han havde lov at kalde folk for brødre – i humanismens ånd. Broder Tariq har altid et svar på rede hånd.
Helle Merete Brix kom i 2008 med boken ”Mod mørket – Det Muslimske Broderskap i Europa”, der hun ikke minst bidrar til å avkle Tariq Ramadan.