Hege Storhaug, HRS
At min beundring for Ayaan Hirsi Ali er stor, tør være en velkjent sak. Beundringen vokser jevnt og trutt. For; det befriende med Hirsi Ali er at hun har gått fra å være en nomade i bokstavelig forstand, til å bli en verdensledende mental nomade: hun er ingen statisk tenker. Langt derifra. Hun er i bevegelse hele tiden. Hun ligger dessuten mange hestehoder fremfor andre i spørsmål om innvandring og islam. Hun har heller ingenting å frykte ved å tale rett fra hjertet og hjernen: det er allerede antakelig tusener der ute som uten å blunke ville påtatt seg ”martyroppdraget”: å stoppe hennes elegante og distingverte formuleringer en gang for alle. Et ord fra eller til i denne situasjonen endrer således absolutt ingenting. Hun er fri som fuglen, selv om Weekendavisen merker seg livvaktene ved inngangsdøren til kafeen i København der hun intervjues.
Som sedvanlig starter journalister opp intervju med Hirsi Ali med å beskrive hennes fysiske eleganse. Den hopper jeg over, samtidig som det ikke skal slås under en stol at hadde hun vært grim i kategorien Miss Piggy, så hadde nok veien til verdensscenen vært brolagt med uoverkommelige hindre.
I sin nye bok Nomade, har Hirsi Ali nomadiske mormor i Somalia fått en sentral plass. Hun vil en gang for alle begrave mormorens sjel: det kollektivistiske må vike for det individualistiske hvis man skal få til fremskritt, hvilket er en påstand som bekreftes hvis man tar et åpent blikk på nettopp den tragiske tilstanden i kollektivistiske kulturer særlig i den muslimske verdenen, inkludert miljø her i Norge, der ufrihet og tvang råder. Hirsi Ali sier det derfor rett ut: muslimene må vende islam ryggen.
I 2006 kom hendes første selvbiografi, Ayaan – Opbrud og oprør, men der er i fortsættelsen, Nomaden, der udkommer i denne uge, at hun med eftertryk siger farvel til sine slægtningers tradition og melder sig ind i den vestlige civilisation. Mod slutningen af sin nye bog skriver hun, at hele hendes livsværk handler om at stede hendes mormors ånd til hvile:
»Min mormor satte hele sin ånd ind på at ære og bevare vores slægts værdier. Hun var en meget spirituel kvinde,« siger Ayaan Hirsi Ali . (…).
»Min mormor vidste, hvem hun var, og hvad hun var, og hun ønskede at plante den ånd i sine børn og børnebørn. Hun forklarede os, hvad man skulle gøre som kvinde. Hun fortalte os, hvordan man skulle bringe familien ære. Da vi var små, plejede hun at sige: Saml benene.«
Der var også Ayaan Hirsi Alis mormor, der fik sine børnebørn omskåret og tvang sit femårige barnebarn til at lære at malke geden, som sparkede hende gul og blå. Selv små piger skulle lære at gøre nytte.
»Min mormor var nomade. Hun bevægede sig fra vandhul til vandhul. Men hendes liv ændrede sig: Hun tog til byen. Det gamle blev langsomt pillet af hende, men værdierne ville hun have, at jeg tog med mig. Hun tvang mig til at føle loyalitet ikke alene over for vores slægt, men over for Allah. Det bar jeg med til Holland, hvor jeg flygtede til som 22-årig for at undgå et tvangsægteskab. I Holland blev jeg mere individualiseret. Jeg opdagede, at jeg var ved at miste alle hendes værdier. Jeg følte skyld og forvirring, og at jeg løj over for mig selv, fordi jeg lod, som om jeg var en person, jeg ikke var mere. Jeg følte en enorm lettelse, da jeg endelig fik skrællet det hele af mig. Det tog lang tid.« (…).
»Jeg bruger også min mormors historie i denne bog som en måde at sige, at det ikke vil tage 600 år, før muslimer når op på siden af Vesten. For os tog det tre generationer. Derfor er det en bog om håb.«
– Men kan alle gøre det samme?
»Nogle af de muslimer, der skriver til mig, fortæller mig en masse vidunderlige ting. De fortæller mig, at de er begyndt at tvivle på islam, men at de ikke har turdet sige det til familien. De ved, at siger de det højt, får de hånden slået af. En pige har skrevet: ‘Jeg er ateist, og jeg holder meget af dit arbejde. Jeg tør ikke se dig på tv, for så ville min fader tage livet af mig. Men jeg ser dig på YouTube. Du må lave mere på YouTube.’ Hun er somalier, og hun er endnu ikke fyldt 20 – hun bor stadig hjemme. Det er stærkt opmuntrende.«
– Mener du, at muslimer bør forlade deres tro?
»Ja.«
Hirsi Ali har antakelig for lengst oppdaget det jeg selv med sjokk oppdaget under mine første opphold i Pakistan på begynnelsen av 1990-tallet: islam er ekstremt besatt av sex. Tar du sexen ut av ideologien, er det således ikke mye kraft igjen. Islam, sex og æreskultur (volds- frykt- og trusselkultur) er et uløselig triangel, like uløselig som sex, drugs rock roll var det for John Peace-and-Love Lennon. Og et sentralt spørsmål er: hvordan løse kanskje det største problemet med islam, nemlig at stifteren Muhammed levde et liv der ikke minst vold var et sentralt maktmiddel?
»Mange, der har forladt islam, kalder sig stadig muslimer. Men de underkaster sig ikke Guds vilje. De ved ikke, hvad Muhammed sagde, eller også er de ligeglade. De bærer bare rundt på idéen om, at de er muslimer, ligesom mange israelere kalder sig jødiske, skønt de er totalt ateistiske. Men hvad angår de troende, kører det hele bare i ring. Islam er ikke så kompleks. Der er Koranen, og så er der Hadith’en, som er en samling på seks bind. De er ikke så store. 60-80 procent af de bind handler om sex. Det er ikke nogen særligt indviklet religion.«
– Er der ikke mange typer islam? Generaliserer du ikke?
»Der er mange forskellige slags muslimer. Nogle overholder kun enkelte af reglerne. Nogle overholder ikke noget, og nogle ønsker at følge det hele. Dem kalder vi fundamentalister. Men generelt set kan en reformation af islam ikke lade sig gøre. Det er en meget voldelig og indadvendt religion. Og på grund af kvindernes stilling vil muslimske samfund være tilbagestående. Altid. Enhver bevægelse mod at frigøre kvinder vil få mullaherne til at sige, at det ikke er islam. Det har de ret i.«
– Kan du ikke forestille dig en ny form for islam, der er forenelig med moderne vestlige samfund?
»Jeg kan forestille mig det. Men det forbliver noget, jeg forestiller mig. Det første, man skal reformere, er Muhammeds lære. I den katolske kirke har man tanken om cølibat. Her har katolikker sagt, at sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Men efter alle disse sager om børnemishandlinger tror jeg, at det koncept vil blive ændret. Det samme gælder islam. Muhammeds ufejlbarlighed er religionens akilleshæl. Men utrolig mange mennesker vil ikke tillade, at den idé fjernes, og at hans vejledning får lov at blive genstand for kritik.«
– Hvordan vil du tvinge dem til det?
»Vi opfordres ikke til at stille hårde spørgsmål, fordi vi er bange for at blive beskyldt for islamofobi. Samtidig finder der en masse såkaldt dialog sted, men det er egentlig ikke dialog. Der er seminarer og konferencer, der alle handler om islam og så videre, men det batter ikke rigtigt. Skulle jeg gøre det samme, skulle det være et seminar, som skal hedde: ”Sådan åbner vi det muslimske sind’. Her ville jeg invitere muslimer, der bor i Vesten. Jeg ville tage Koranen og sige: Du er en voksen mand. Du er moden og veluddannet. Du har boet hele dit liv i Vesten: Tror du virkelig på det her?«
Verden hadde bydd på en kjedeligere og langt mindre opplysende tilværelse uten Hirsi Ali. Det er hun som minner oss på opplysningstenkerne i Holland på 1600-tallet og deres betydning for våre gode samfunn i Europa. For en ironi. Eller tragikomedie er kanskje et bedre begrep?
Ayaan Hirsi Ali har en forbløffende rolig måde at kaste sine holdningsmæssige granater på. Hun ejer hverken store armbevægelser eller heftige udbrud. På den måde er hendes teknik den stik modsatte af de frådende ekstremister, der stræber hende efter livet. Hun taler så lavt, at man må læne sig frem for at kunne høre, hvad hun siger.
Hendes fremtoning har i det hele taget forvirret mange, fordi hun har vendt op og ned på vores forestilling om, hvad afrikanske kvinder burde sige. Ayaan Hirsi Ali læste i løbet af 1990erne politisk filosofi på universitet i Leiden – samme sted, som Baruch Spinoza og hans hollandske venner i 1650erne formulerede de første tanker om det, der skulle føre til Oplysningstiden, opgøret med religionen og den moderne, sekulære stat.
Det har nok forbavset nogle, at en kvinde født i en somalisk lerhytte skulle være den, der minder os om disse principper.
Selv siger hun, at hun stadig har en hel del af nomaden i sig. Faktisk mener hun, at hun i langt højere grad end de af sine muslimske medsøstre, der stadig gemmer sig bag sløret og stammementaliteten, er rodløs, fordi hendes valg og opgør har gjort hende husvild i adskillige betydninger. Hendes familie har forstødt hende (indtil hun på det seneste har opsøgt dem igen), hendes tidligere trosfæller har lagt hende for had, og selv hollænderne fik hende sendt i eksil.
»Der er stadig en del af klanen i mig,« siger hun.
»Jeg aner stadig ikke, hvad jeg skal stille op med penge, og mit liv er kaotisk. Men når jeg holder meget af at bo i et moderne samfund, skyldes det, at nu har jeg selv ansvaret for at leve mit liv. Der er ingen – ingen Gud, ingen forældre, ingen klan – der tvinger noget ned over hovedet på mig. Det er langt mere tilfredsstillende.«
Så begår hun det samme oppgjøret som jeg har gjort mot Dagblad-”feminismen” Hun går i strupen på de ”feminine” svikerne og river hovedåren rett av. Det må hvite menn til for å reise opp verdens undertrykte kvinner. Verre kan man vel knapt banne i det ”hellige huset”.
Da hun i 2006 inden for få dage fik frataget sit hollandske statsborgerskab og sin bolig, flyttede hun til USA og fik job på den konservative tænketank American Enterprise Institute. Også det har været svært at sluge for mange europæiske feminister og erklærede humanister, men grunden er ifølge Ayaan Hirsi Ali ligetil: AEI ville i modsætning til andre mere Demokratiske tænketanke gerne ansætte hende og give hende total frihed til at mene og skrive, hvad hun vil.
»De nye feminister er hvide mænd,« siger hun.
»Se på en mand som Nicholas Kristof, en meget berømt amerikansk journalist, der skriver klummer for New York Times. Han har netop skrevet Half the Sky, hvor han fører en kampagne for, at kvinders stilling skal forbedres. Han taler uafbrudt om det. Han er en mand.«
Hun ler stille og med en snert af spydighed.
»Jeg kender ingen kvinder, der er lige så aktive som Nicholas Kristof, når det gælder kvinders horrible forhold i den tredje verden. Clive James i Storbritannien er så rasende. Han har skrevet utrolig meget om det. Sam Harris, Christopher Hitchens – hvor end disse to britiske ateister tager hen, taler de om, hvordan kvinder behandles. Den indiske nobelprisvinder Amartya Sen okay, han er ikke hvid, men han er en mand. Han har nok skrevet den vigtigste bog overhovedet om det her. Som en økonom, hvis arbejde bruges af Verdensbanken og alle mulige andre, lægger han alle statistikkerne på bordet. Han viser, hvordan kvinder behandles. Han dokumenterer, hvordan pigebørn i for eksempel de asiatiske lande dræbes eller udsultes. Han skriver om børnebrude og om konsekvenserne ved sharia-lovgivningen. Han siger, at det er problemets rod. Han er en mand. Jo mere jeg ser mig omkring for at finde ud af, hvem der støtter mig, des mere opdager jeg, at det er hvide mænd.«
– Hvad siger feministerne til dig?
»De taler om glasloftet. I USA er man meget optaget af at tvinge golfklubber, som kun vil optage mænd, til også at være åbne for kvinder. Jeg kalder dem trivialfeminister, og jeg er bedøvende ligeglad med dem. De taler om, hvordan mænd og kvinder kan dele husarbejdet lige. Der er seriøst dem, der mener, at hvis den ene fylder vaskemaskinen op, skal den anden sætte på plads. Det er niveauet.«
– Hvad blev der af søstersolidariteten?
»Den mærker jeg ikke. Helt ærligt er det bedre, at mænd tager sig af det her, for mænd kan ændre tingenes tilstand. Mændene flytter diskussionen væk fra at være etnisk til at være global. De sætter problemet til debat i hele verden.«
Vi vet det, men få våger å si det rett ut: ingen nordmenn har bedt en eneste somalier søke asyl i Norge eller å innvandre gjennom henteekteskap. De har selv valgt å komme hit. Valget fordrer at vi krever at de endrer seg: legg stammementaliteten, og religionen som fyrer oppunder denne mentaliteten, bak deg og bli som oss.
Ayaan Hirsi Alis bøgers hyldest til den vestlige civilisation er også et budskab, hun har haft vanskeligt ved at sælge.
»Det er underligt,« siger forfatteren.
»Husk på, at oplysningstænkerne i 1600-tallet havde et svært budskab at sælge, men i dag tager vi det alle for givet. Det budskab er ikke forskelligt fra det, vi skal forsøge at sælge til indvandrerne. 1600-talstænkerne forsøgte at få deres samtidige til at opgive deres stammementalitet, og kristendommen var dengang stammementalitetens religion. I dag har vi indvandrere, der kommer her til landet med stammetænkning og en religion, som understøtter den tænkning. Udfordringen består i at overtale nytilflytterne til at lægge det bag sig. Den slags har europæerne rig erfaring i. Heller ikke aristokratiet ønskede at afgive deres privilegier i 1800-tallet, men det blev de nødt til. Folk kan blive nødt til at ændre sig, og det er der ingen, der kan lide. Men for indvandrere er det nemmere. Når de har købt den flybillet, har de foretaget et valg – selv når de ikke er klar over det. Der er ingen danskere, der tvinger en somalier til at komme til Danmark – faktisk forsøger danskerne at gøre det modsatte. Udgangspunktet må være: ‘Du har valgt at komme her. Ændr dig’.«
– Skal staten virkelig blande sig i andres liv?
»Staten er ikke værdineutral. Indvandrere skal underskrive et dokument, hvor de lover, at de har forstået og accepteret de værdier, som hersker her. De skal også skrive under på, at bryder de kontrakten, kan de sendes tilbage.«
I Danmark er de religiøse privatskolene nær sagt hellige. Problemet nå er at muslimene danner privatskoler for barn. Dette har Hirsi Ali sagt rett ut til Danmarks statsminister; ”steng de muslimske skolene”. Men det kunne han da ikke gjøre, for det ville være i strid med Grunnloven. Ja, men så endre Grunnloven da, svarte Hirsi Ali. For hvorfor skal skattebetalerne finansiere skoler som ber barna vende samfunnet ryggen, som lærer dem opp til å diskriminere annerledestroende? Hvor er logikken?
– Hvad ville du sige til den danske statsminister, hvis han sad foran dig?
»Luk de muslimske skoler. Det har jeg sagt til ham før, og han svarede, at det kunne han ikke, da det ville være i strid med grundloven. Men så siger jeg, at man bør ændre grundloven. Den er ikke ligesom Koranen. Uddannelse er noget, staten står for, og gennem skolevæsenet kan muslimer uddannes til at blive danske borgere og at gøre sig fri af sine muslimske værdier. I de muslimske skoler ved vi, at de får en elendig uddannelse, som ikke vil hjælpe dem i fremtiden.«
– Det ville være temmelig uliberalt og diskriminerende at lukke muslimske skoler?
»Det ville være en alvorlig form for diskrimination, hvis islam kun var en religion, men det er det ikke. Det er også en politisk teori. Begynd med barnets rettigheder. Jeg mener, at det er en krænkelse af menneskerettighederne, at mange muslimske børn får så elendig en undervisning. Børnene lærer at underkaste sig. De lærer at distancere sig fra de vantro – fra det samfund, de bor i. På den ene side betaler vi gennem skatten for, at de skal kunne distancere sig. På den anden siger vi, at de skal integrere sig. Vi skal opveje to beslutninger, som er hinandens modsætninger. Skal vi tillade religiøse skoler? Eller er det vigtige, at indvandrer integrerer sig hurtigst muligt? Jeg ved godt, hvad jeg synes.«
Moskeen mener hun derimot ikke skal stenges. Der er jeg uenig, i den forstand at jeg mener staten ikke skal finansiere trossamfunn der politikk, juss og påståtte religiøse tekster sauses sammen og dermed blir til en livsfarlig ideologi.
– Skal moskéer også lukkes?
»Nej. Jeg tror ikke på, at det gavner at forbyde noget. Jeg går ind for religionsfrihed, for retten til at forsamle sig, og jeg er ytringsfrihedsfundamentalist. Men ved siden af moskéerne bør vi åbne en kirke og et center for sekulær tænkning. Overfor skal vi indvie en feministisk afdeling. Vi burde konkurrere om muslimernes sind. Den menighed, som kommer i moskéen, burde blive omgivet af kristne, oplysningstænkere og feminister, der vil komme dem i møde og sige, at de hver især har noget bedre at tilbyde. Der kan vi lære noget af de muslimske fundamentalister. De sidder ikke bare derhjemme og venter på, at tingene skal ske. De går fra dør til dør. De laver prædikener, som de optager på bånd eller dvd, og de skriver pamfletter. De arbejder enormt hårdt for at sælge deres tro. I dag har de ingen konkurrence.«
Europa må få på plass en ny innvandringspolitikk. Dagens politikk er ikke intellektuelt bærekraftig, og er dermed også et økonomisk tapsprosjekt. Geert Wilders ideer om deportering, kommer aldri til å skje. Det viktige er verdiene: det går ikke an å kombinere det muslimske tankesettet og det vestlige. Det er et enten eller.
– Skal staten så standse indvandringen?
»Nej, men den skal totalt revurderes. Der burde være fælles EU-indvandringslove. Vi konkurrerer ikke bare på naturressourcer, men også på begavede hoveder. Inderne og kineserne stormer frem, og de bedste begavede tager ikke til Europa.«
– Er du pessimist?
»Det er svært at sige. Jeg ser nogle forandringer. De fleste europæiske lande er ved at vågne. De taler om problemerne. Der sker en hel del i Bruxelles. Men det foregår uendeligt langsomt. Jeg kan iagttage, at nogle af de mere eller mindre ekstreme højrefløjspartier får en masse stemmer. Det viser, at der er et strukturelt problem. Det har vi set længe. I Holland kan jeg se, at de langsomt bevæger sig mod højre – i særlig grad, når det gælder islam.«
– Og de partier løser ikke problemerne?
»De partiers løsninger kan ikke gennemføres. Ser man på Holland, siger Geert Wilders fra Frihedspartiet, at indvandrere skal deporteres. Det kommer ikke til at ske. Han siger også, at marokkanske indvandrere skulle skydes i knæene. Det kommer heller ikke til at ske.«
– Er du ikke bange for, at det, du siger, vil tjene deres sag?
»Vi ved, at skulle de læse min bog – de læser ikke alt for meget i forvejen – gør de det ikke for at søge løsninger. Disse forenklende mennesker har allerede løsningen: Spark indvandrerne ud. Dem er det ikke muligt at føre en dialog med. De er ikke mange, men det kan de blive. Flere og flere begynder at tænke, at der aldrig kan komme en løsning.«
– Så der er en løsning?
»Ja. Det værdisystem, muslimer tager med sig, må de forlade. De må lære et nyt. Det vil skabe en masse vrede og modstand. Men det er vejen. Alt det med at kombinere islamiske værdier med vestlige værdier kommer ikke til at virke. Det kræver for mange penge og for meget tålmodighed fra værtslandene. Det fører til en masse misforståelser. Mange af de islamiske værdier er ekskluderende. Det er enten den ene eller den anden. Ikke dem begge.«
Dette er med andre ord ei dame som ikke lefler med relativisering av verdier. Altså ingen dialogambassadør i Støre-klassen som selger ut Europas grunnfjell. Hun født på jordgulvet i ei leirhytte i den somaliske ørkenen, han født i en myk og ren seng på sykehus i Oslo, omgitt av alt det beste moderniteten den gang kunne bistå med.
Verden er et underlig sted.