Hege Storhaug, HRS
En nær bekjent av meg opplevde som barn følgende på JFK i New York som barn på 1980-tallet: en fremmed mann kontaktet faren hennes da de stod i innsjekkingsskranken. Hvorfor? Den fremmede hadde registrert frimurerlosjens ring på farens finger. Det samme ”stammesymbolet” den fremmede selv bar på ringfingeren. Ringen sluttet dem umiddelbart sammen i et eget opphøyet fellesskap – lukket for utenforstående.
En annen voksen venn av meg opplevde dette i fjor, også han på en internasjonal flyplass. Han hadde nettopp anlagt skjegg. I tillegg er han det vi i ”gamle dager” med beundring kalte mulatt. En fremmed mann kontaktet han, også han med skjegg og gylden hud. Den fremmede rakte frem hånden og formulerte den islamske hilsenen. Han mente åpenbart at de var ”brødre i ånden”.
Min venn raket skjegget ved hjemkomsten og anlegger nok ikke et slikt potensielt signal igjen.
12.februar så vi ummaen i fri dressur på Universitetsplassen i Oslo. 3 000 gutter og menn som viste sin avsky for ytringsfriheten – fundamentet som gjør at de bor i Norge. Demonstrasjonen var et stykke Norgeshistorie under mørke skyer. De samme mørke skyene har presset seg inn på universitetene og høyskolene våre, gjennom foreninger som eksempelvis Muslimsk studentsamfunn og Islamnet, som åpent tilkjennegir sin hang for det totalitære gjennom hvem de inviterer som ”ideologiske førere”. Mønsteret er gjennomgripende. Det er aldri en Walid al-Kubaisi som inviteres inn til ummaen. Det er alltid en helstøpt islamist av typisk Zulqarnain Sakandars støpning som hedres (en mann som – hjelpe og trøste meg – for øvrig har en egen koranskole for barn i Oslo).
Mønsteret er det samme Europa over.
Hvor trygge ummaen har blitt, bevitner også Bushra Ishaqs uttalelser i Dagsavisen i dag angående opprettelsen av muslimske skoler. Hun avviser fullstendig integrering som et relevant ankepunkt. Hun slår fast at det eneste som er relevant (i hennes verden) er ”rettigheter som muslim”. Sitat: ”Dette handler om religionsfrihet og retten til private skoler.” Videre hevder hun at muslimske barn vil få ”bedre selvtillit og styrket identitet, i stedet for å gå på en skole der de blir mobbet fordi de er muslimer og blir anklaget for å snikislamisere Norge”.
Man kan vrenge seg av langt mindre enn slike uspiselige og virkelighetsformørkende kommentarer.
Lars Vilks fyller snart 70 år (20.juni). Han er altså, symbolsk nok, født et par måneder etter krigsutbruddet. Man må kunne si at Vilks har nådd moden alder. Respekt for de eldre – ja, nær sagt underkastelse – står svært sterkt i islam og de muslimske landenes grunnkultur. Det samme gjelder i muslimske miljø her i vesten. Derfor gjør det ekstra inntrykk at unge studenter ved Uppsala universitet behandlet Vilks med en slik forakt og mangel på respekt. Svaret på dette ”avviket” fra egen kultur og islam ligger vel dessverre åpent i dagen: de tåler ikke ytringene hans, de tåler ikke et kritisk ord om islam (som er et stakkarslig og vergeløst barn), og Vilks tilhører ikke ummaen. Derfor kan han tas.
Det er ingen tvil om utgangspunktet da vesten lot muslimer flytte hit og få fulle politiske, sivile og sosiale rettigheter: Vi var villige til å integrere islam i vår kultur, men islam vil ikke. Derfor kommer konfrontasjonen nå på løpende bånd.
Jeg tror fremtidens spørsmål er dette: det blir enten vår kultur som er styrende i fremtiden eller islam. Islam gir ingen andre muligheter.
Denne videosnutten fra opptrinnet, gjør særlig sterkt inntrykk grunnet den voldsomme aggresjonen som unge kvinner utviser i full åpenhet. Den vitner så til de grader om en trusselkultur som har slått dype røtter. De føler seg åpenbart svært, svært trygge – i sitt fellesskap rundt islam – på tvers av nasjonale skillelinjer. Deres identitet er krystallklar: de er Muhammeds barn. Og det er Muhammeds ideologi som hersker. Eller som en av de unge kvinnene skriver på nettet etter angrepet: «Vi er selvsagt de som hersker!»
Danske og bokaktuelle Mikael Jalving har også reagert kraftig på angrepet på Vilks. Jalving slår fast at ”vold virker”, og at angrep som dette vil det bli flere av.
Takket været YouTube og internet kan vi andre sidde indenfor med kaffe og friskbagt brød, mens regnen pøser ned, og gyse ved synet af, hvordan muslimske vandaler ødelægger et offentligt møde og intimiderer en taler, der ikke har gjort sig skyldig i andet end at tale og tegne og give udtryk for sin mening om ytringsfrihed og kunst.
For lige at få det sidste på plads: Lars Vilks viste bl.a. denne korte video af den iransk-hollandsk videokunstner Sooreh Hera. Se den, den har en vis energi, ikke mindst når man tænker på, hvordan homoseksuelle bliver behandlet i mange muslimske lande.
Det var denne video, som Vilks havde til sinds at tale over, og denne video, som blev for meget for en del af de muslimske tilhørere. Så meget at en mand fra første række gik lige efter Vilks og tilsyneladende forsøgte at nikke ham, hvad svenskerne kalder en “dansk skalle”. Her er offerets egen beskrivelse, plukket fra hans hjemmeside:
Jo, det blev lite livat i Uppsala. Min egen upplevelse var att jag under föreläsningen blev påhoppad av en aggressiv ung man från första raden. Men det gick fort och när händelseförloppet har rekonstruerats framgick att den professionelle säkerhetsmannen kastade sig emellan och gav mig en kraft knuff samtidigt som han blockerade den attackerades danska skalle. Sedan drog han ut mig i ett angränsande rum medan 4-5 andra väktare fick ta spjärn mot ungefär det dubbla antalet ilskna muslimer.
Den video jag visade och som upprörde en stor del av de närvarande muslimerna var av Soohra Heera, en iransk konstnär som gjort en video på det kritiska temat Islam, profeten och homosexualitet. Den skulle ha visats i Haag men av säkerhetsskäl blev den stoppad. Den blev också stoppad på YouTube. På en föreläsning om yttrandefrihet borde den vara ett intressant exempel på konsten och yttrandefrihetens gränser. När muslimerna krävde att den skulle stoppas kunde jag inte gå med på det. Vem skall bestämma agendan på ett svenskt universitet.
Efter overfaldet rejste et stort antal af de fremmødte muslimer sig op og råbte aggressivt på Muhammed, der som bekendt har været død i snart 1400 år, mens resten af de 250 tilhørere siddende så på i chok. Udenfor universitetet var der også råben og skrigen på Allah & Co.
Se, det er jo lige til at blive oprørt og deprimeret over. Hvis overfaldet da ikke også havde en ironisk pointe. Nemlig den, at det akkurat bekræfter Lars Vilks projekt om at nedbryde skellet mellem kunstens teori og praksis.
Som nævnt er Lars Vilks netop performancekunster. Han optræder med sin kunst og forsøger at inddrage sit publikum. Denne kunstform har en hel teoretisk overbygning på Vestens universiteter, hvor kunsthistorikere og kunstteoretikere arbejder med, hvad kunst gør, frem for hvad kunst betyder – eller hvad (god) kunst er eller ikke er.
Det springende punkt i denne teoribygning er netop performativiteten, altså det handlende, aktive, dynamiske element. Hvad er det, der får os til at reagere på kunsten og gå i dialog med den?
Nu kan man sige, at overfaldet på Lars Vilks ikke var særlig dialogisk. Men det var under alle omstændigheder en reaktion. En rabiat, intolerant, åndsformørket og barbarisk reaktion, som kendetegner den form for moderne islam, der ikke vil vide af moderniteten, og som forsøger at mobilisere sine sønner og døtre imod den frihedskultur, forældrene har bosat sig i, om nødvendigt ved hjælp af gemene bandemetoder.
Hvad angår Lars Vilks har han ikke bare ret til at ytre sig frit. Han har også ret i, at det, der sker med ham, forlængst er blevet en del af hans kunstværk, og at vi – midt i Europa – efter alt at dømme vil komme til at se stadig flere overfald på ytringsfriheden i årene fremover.
Det er netop derfor, vi ikke skal vige så meget som en tomme, men i stedet – som Expressens chefredaktør Thomas Mattsson skriver i en dugfrisk blog – stå hårdt og brutalt fast på, at retten til at krænke er ukrænkelig.
Udfaldet af overgrebet i Uppsala blev imidlertid et andet. Som et vidne i salen hørte de opstemte voldsmænd råbe til hinanden, da det hele var overstået:
Vi gjorde det! Vi fik ham stoppet!
Ja. Vold virker. Det véd vi godt. Nu også i Sverige. Nu også på universitetet.
Ja, ummaen er uomtvistelig i godt sig på kontinentet. Setter moder Europa foten ned før det er for sent?