I Norge er Per Edgar Kokkvold en kjent stemme, men kanskje det viktigste av alt: Han har snakket med en tunge siden Muhammed-bråket brakte løs. Kokkvold var den eneste medierepresentanten som uten forbehold støttet Vebjørn Selbekks publisering av Muhammed-tegningene, og det før Norge ante hvem Selbekk var. Tvert om ble Selbekk latterliggjort av andre medier, for ikke bare var han en kristenkonservativ godfjott, nei han hadde til og med en underlig hårsveis. Men om man kunne harselere med Selbekks frisyre, så kunne man ikke det samme med en mann som har vært død i århundrer. Der gikk grensen. Denne fryktens grense, som Kokkvold riktig betegner den i samtale med Helle Merete Brix:
SAPPHO, OSLO: Per Edgar Kokkvold har en fortid som bl.a. redaktør af avisen Arbejderbladet, der i dag hedder Dagsavisen. Siden 1996 har han været generalsekretær for Norsk Presseforbund. Det er en paraplyorganisation med 14 medlemsorganisationer, herunder Norsk Journalistlag og Norsk Redaktørforening. Den 64-årige Kokkvold er et venligt og muntert menneske. Han er også et stålsat menneske, når det gælder den grundlæggende værdi i samfundet: Ytringsfriheden. Som det første vil Sapphos redaktør gerne vide følgende:Hvordan har dit markante forsvar for ytringsfriheden og publiceringen af Muhammed-tegningerne placeret dig i forhold til dine norske kolleger? «Jeg var nok, ihvertfald i en periode, en ensom ulv. Jeg har markeret mig kraftigt i debatten. Men jeg har aldrig haft vrøvl med mine kolleger, selvom jeg har været vældig tydelig i mit forsvar for publiceringen, lige fra Vebjørn Selbekk publicerede tegningerne.»Vebjørn Selbekk, som Kokkvold her taler om, var i 2006 redaktør af den kristent-konservative ugeavis Magazinet, der i dag er fusioneret med Dagen og hedder DagenMagazinet. Selbekk blev i april i år udnævnt til chefredaktør.Publiceringen af Muhammed-tegningerne i Magazinet i 2006 vakte vældig ballade. Selbekk udgav samme år en bog om sine oplevelser i den forbindelse. Bogen fik titlen Truet av islamister. Kokkvold har skrevet forordet og påpeger her bl.a.: «Det er respektløst overfor muslimer at mene at deres dogmer ikke skal kunne udfordres på samme måde som de kristnes. Demokrati og ytringsfrihed hører uløseligt sammen. Vi må aldrig i angst for mobberi, for guderne, præsteskabet eller KGB opgive en af de ting, vi virkelig kan være stolte af i vor del af verden, nemlig retten til at le af de mægtige».«Stanken af vor frygt»Kokkvold fortsætter med at udbygge, hvad han mener om det manglende forsvar for ytringsfriheden i Norge:»Mange af ytringsfrihedens traditionelle forsvarere var påfaldende tavse, da dette foregik. Man svigtede Selbekk og ytringsfriheden. Jeg har først og fremmest rettet min irritation ikke mod de, der ikke publicerede tegningerne – retten til at tie er også en del af ytringsfriheden – men mod de seks syv magasiner der trykte tegningerne før Selbekk, ganske vist i mindre udgaver. De sad musestille, da Selbekk blev udråbt som samfundsfjende. Både den norske regering og en række muslimske organisationer gav Selbekk ansvaret for optøjer og meget andet. Disse redaktører skulle have rejst sig og sagt: «Vi publicerede også tegningerne». Det gjorde de ikke. Det er særligt disse folk, som jeg har kritiseret.»Hvad tror du er årsagen til den manglende opbakning til Muhammed-tegninger og ytringsfrihed skyldtes? «Frygt. Det skyldes frygt. Man hørte argumentet, at det ikke var journalistisk relevant, at man ville vise respekt for andres følelser, at man ikke ønskede at skabe unødigt ballade. Men disse argumenter kom fra folk, der dagligt trykker ting, der er langt mindre relevante. Den britiske redaktør af magasinet the Spectator Boris Johnson indrømmede, at det slet og ret handlede om angst. At redaktørerne var bange for deres liv. Det tror jeg også er tilfældet for redaktørerne i Norge. Og det er det, jeg er bange for, at islamister og ekstremister allerede kender stanken af vores frygt. De har på en måde vundet frem, fordi de ser, at det betaler sig at skræmme. Nu har vi så debatten om den svenske tegner Lars Vilks. Der har været en fremragende lederartikel i Expressen men ellers er det, der kendetegner Sverige den påfaldende tavshed, fra publicistforbundet og fra det politiske Sverige. De sidder fuldstændig tavse og gør lidt nar af Vilks.»Situationen i SverigeKokkvold fortsætter med at minde om, at «dette publicistforbund ikke har så vældig stolte traditioner». Han erindrer om chefredaktøren for Göteborgs Handels-og Sjöfartstidning i årene 1917-1945, Torgny Segersted, som Kokkvold ikke tøver med at betegne som «en af det tyvende århundredes største redaktører». Segersted bekæmpede nazismen fra første dag og betegnede Hitler som en fornærmelse mod civilisationen og menneskeheden. Segersted blev en frygtelig udskældt mand, og hans avis blev udsat for en massiv og ødelæggende annonceboykot med mere. Segersted var også blevet bedt om at kandidere til posten som ny leder af publicistforbundet. Men valgkomiteens formand skrev i et brev til ham, at det ville blive opfattet som om klubben tog stilling mod Tyskland. Publicistforbundet ville heller ikke være medarrangør ved en protestdemonstration mod de indførte censurlove.Kokkvold springer igen frem til nutidens Sverige og erindrer om sagen med daværende udenrigsminister Laila Freivalds, der i 2006 tog kontakt med Yemens udenrigsminister og fortalte ham, at man nu havde sørget for at fjerne de Muhammed-tegninger, som Sverigesdemokraterne havde offentliggjort på deres internetside:»Hun måtte gå – men det siger jo noget om Sverige».
Les hele intervjuet hos Sappho.dk