Lars Vilks og herrefolket
Af Britta Mogensen, for HRS
Den seneste nyhed fra ”kulturberigerfronten”, blev endnu en svinsk magtdemonstration fra det selvudråbte herrefolk. Denne gang gik det ud over den svenske kunstner Lars Vilks, der skulle holde forelæsning på Uppsala Universitet den 11.5.2010. Pøblen havde dels placeret sig på første række, dels spredt sig ud over salen, så ethvert tilløb til protest fra dem, der var kommet for at lytte, kunne stoppes med vold fra alle steder i salen. Pøblen var ikke kommet for at lytte og måske erhverve sig lidt tiltrængt viden, men for at vise, hvem der bestemmer. I et land, der end ikke er deres, har de tiltaget sig en ret til at sætte grænser for, hvad befolkningen må høre, se og lære.
Det er umuligt ikke at associere til 1930’ernes Nazi-Tyskland. Billeder af SS, der overfalder alle, der ikke heilende tiljubler pøblen, har brændt sig fast på nethinden. De ikke-historieløse husker, at det netop var demokratiet, der gjorde det muligt gennem vold og bestialitet at fjerne det selv samme hårdt tilkæmpede demokrati. Nazisternes brødre og efterkommere ser vi nu på video og internet. Det er som selv at være til stede. Vi er igen vidne til heilende pøbel med dødstrusler i vore gader. En brutal pøbel, der angriber vore jødiske landsmænd, vore kunstnere, vore unge kvinder og mænd, vore børn, ja stort set alt, der bevæger sig. Det foregår ikke kun et eller andet sted i Europa, men lige i vores egen baghave. Igen marcherer det voldsparate herrefolk i procession gennem byen. Igen forsøges demokratiet smadret.
Tiden, hvor vi taler om enkeltsager, må være forbi, selv for de mest tungnemme. Vi har knapt overstået en nyhed om overfald på én, som pøblen vil lukke munden på, før nyheden må vige pladsen for en ny nyhed, et nyt overfald, et nyt anslag mod vores ytringsfrihed og demokrati. Vi ser barbarerne gå til angreb på kunstneren Lars Vilks og alle, der ikke er enige med dem, mens de brøler allah-u-akhbar (allah er større). Dødstrusler som ”vi bomber dig” (se YouTube) flyver gennem luften. En enkelt bemærkning om, at ”vi betaler også skat”, går klart igennem de uartikulerede, dyriske brøl. Vi forstår, at pøblen i kraft af deres eventuelle skatteindbetalinger har erhvervet sig nogle rettigheder, som er frataget de indfødte skatteydere. Fra dem kræves der i stedet accept af dette pøbelvælde i deres eget land.
I baggrunden skriger en kvinde, og hendes sindsoprivende og nerverystende hvinen ægger og opildner mændene til ikke at stoppe med at råbe allah-u-akhbar og udstøde trusler. At se en sådan video er som at læse en bog om den franske revolution i 1789, hvor pøblen går til angreb og skriger: á la guillotine, á la guillotine. Sådan er virkeligheden, som den tager sig ud lige nu – i 2010. Vi kan dårligt tro, hvad vi er vidne til.
Forelæsningen blev stoppet, og pøblen jublede. Truslerne og volden virkede – igen. Og pøblens middelalderlige uvidenhed var intakt. En svensker rejste sig og protesterede over for pøblen. Det kræver mod og mandshjerte alene at stå over for en pøbel. Et ordentligt, civiliseret menneske over for primitive barbarer. Omgående blev denne modige mand da også angrebet og truet til at sætte sig, mens et infantilt kvindemenneske spyttede på ham og uddelte lussinger. I mit stille sind savnede jeg en Rambo i den sal. En Rambo, der én gang for alle kunne vise disse barbarer, hvem der bestemmer i det land, de har fået lov til at slå sig ned i. En Rambo, der kunne bundte pøblen sammen og køre dem direkte til lufthavnen med kurs mod det hjemland, hvor deres vold og terror ville blive værdsat efter fortjeneste.
Men i stedet for Rambo blev det de svenske myndigheder, repræsenteret ved politi og Säpo, der skulle stoppe pøbeloptøjerne. Desværre gjorde de ikke dét, man som en selvfølge kunne forvente af myndighedspersoner i et demokrati, nemlig at udsætte forelæsningen en halv times tid, mens pøblen blev anholdt og kørt væk, så forelæsningen kunne fortsætte. Men ville det egentlig være en selvfølge i et land, hvor den potentielle næste statsminister, der med dejligt svensk folkevid kaldes Mona Muslim, kræver, at islamisterne skal have en undskyldning, hvis de bliver beskyldt for at angribe jøderne i bl.a. Malmø? I et land, hvor Malmø’s borgmester, Reepalu, er så dhimmificeret, at han først – i øvrigt sanktionsfrit – demonstrerer sin antisemitisme og dernæst anvender det nærmest institutionaliserede islamistiske udtryk, at han er citeret ude af kontekst. Med sådanne politikere behøver et land ingen ydre fjender.
Pøblen fik ikke ram på Vilks den dag, men tre dage efter forsøgte de igen med et brandattentat på hans hjem. Dette er de modiges livsvilkår. Sådan må de (forsøge at) leve, når de modsætter sig, at et herrefolk, bestående af uvidende barbarer, besætter deres land. De selvhadende tilhængere mener selvfølgelig, at når pøblen går til angreb på andres liv og ejendom, så er det ofrets skyld.
Vi har måttet konstatere, at historien gentager sig, blot nu med andre aktører. Det er ikke længere nazi-pøbel, men islamistisk pøbel, men ellers er der ingen forskel på brøleriet, terroren og volden. Som nazi-pøblen havde sine medløbere og fanatiske tilhængere, har den islamistiske pøbel det samme. Medløberne gemmer deres fejhed bag plusord som dialog og tolerance. De civiliseredes tolerance over for de primitives intolerance. Jeg kan godt følge medløbernes tankegang: Da vi er så højt hævet over disse primitive barbarer, bør vi vise os meget tolerante, for de fatter jo alligevel ingenting. Og hvis vi forsvarer os, risikerer vi, at det bliver meget værre. Men dét, medløberne ikke vil eller tør se, er, at der er tale om en politisk manifestation, der går ud på at destruere vores demokrati, ytringsfrihed, og alle de frihedsværdier, vi sætter højt. Medløberne burde tvinges til at se Max Frisch’ ”Biedermann og brandstifterne”. Så vil de måske kunne bringes til at forstå, at dét, de gør, er at tisse i bukserne i håb om, at det kan holde dem varme.
De fanatiske tilhængere findes ikke blot blandt de dårligt begavede, de depraverede og voldsfascisterne, men også blandt den såkaldte elite, dvs. dem med magten til at definere det ”politisk korrekte”. Det er naivisterne, kulturrelativisterne og utopisterne, og det er dem, der i had til deres eget land, egen kultur, eget folk og i sikkerhed for pøblens hærgen, revser de mennesker, der dagligt eller jævnligt udsættes for herrefolkets vold og terror.
Volden og terroren er den samme i 1938 og 2010, men ellers er der en afgørende forskel. 1930’ernes og -40’ernes morderiske pøbel trængte ind i vore lande. I 2010 inviteres den ind af vore politikere og uden, at befolkningerne er blevet spurgt, om det er dét, de ønsker. De fremmedes krav om, at vi skal underkaste os – frivilligt eller med vold – støttes og hjælpes godt på vej af de indfødte feje medløbere og tilhængere. Det må kræve en særlig virkelighedsfornægtende verdensforståelse at være vidne til brutalitet og give ofrene skylden.
Fred i vor tid? Tja, måske hvis vi holder kæft og dukker nakken. Men hvad med vore efterkommere? Vore børn og børnebørn? Er det et sådant pjaltet, uoplyst, middelalderligt terrorregime, der skal være vores arv til dem? Fordi vi ikke lærte af historien, så vi fik ryddet op efter ansvarsløse, uvidende, selvhadende politikere, mens tid var? Vi slap af med nazisterne. Vi kan også slippe af med deres efterkommere, det islamistiske herrefolk – hvis vi altså selv vil.