Rita Karlsen, HRS
Noen kritikere har alltids harselert med det som oppfattes som Støvrings nasjonalkonservatisme, men hvor ble det av debatten om det som faktisk er hovedbudskapet i boken, nemlig sammenhengskraft, spør Fischer, kultursosiolog, i en kronikk i Berlingske for kort tid tilbake.
Fischer påpeker noe grunnleggende, nemlig at ”sammenhengskraft” er et ord vi umiddelbart forstår. ”Sammenhængskraft holder samfundet sammen.” Men, og det er det store men; For i samme øyeblikk vi begynner å diskutere sammenhengskraft, så dukker også uenighetene opp. Derfor mener Fischer det er bedre å spørre hva som utgjør truslene mot sammehengskraften, da sammenhengskraft er noe man først snakker om når den er truet.
Ifølge Fischer har andre som har brukt samme ord (sammenhengskraft) tillagt det en annen betydning enn Støvring:
Det er danskernes kultur, der er truet. Sammenhængskraften er danskernes kultur. Det er en opfattelse, der ligger tæt på Pia Kjærsgaard (leder av Dansk Folkeparti, min anm.) og Anders Fogh (Rasmussen, Venstre, forrige statsminister, nå generalsekretær i NATO, min anm.). Kasper Støvring nævner, at også Poul Nyrup (Rasmussen, Socialdemokrat, statsminister før Anders Fogh, min anm.) brugte ordet sammenhængskraft. Men Nyrup brugte ordet i en anden betydning. Han så en anden trussel.
Poul Nyrup var optaget af en international diskussion i 1990erne. Denne diskussion førtes mellem forskellige samfundsforskere og resulterede i rapporter fra EU, Verdensbanken og OECD. Diskussionen handlede om globaliseringens trusler. Blandt disse trusler stod arbejdsløsheden forrest. Men der nævnedes også andre, f. eks. indvandring og nedbrydning af kultur og traditioner. Forskerne hævdede, at vi måtte tilpasse velfærdsstaten til globaliseringens skærpede konkurrence. Den globaliseringstilpassede velfærdsstat omtaltes som konkurrencestaten. Det betyder, at velfærd skal erstattes af investering i produktivitet og konkurrenceevne. Over for globaliseringens trusler skal vi desuden styrke sammenhængskraften. Det kaldes på engelsk social cohesion, social sammenhæng(skraft).
Både Poul Nyrup og Karen Jespersen (tidligere statsråd i Nyrups sosialdemokratiske regjering, så statsråd i Foghs regjering, nå integreringsordfører i parlamentet for Venstre, min anm.) var optaget af konkurrencestat og sammenhængskraft, og Nyrup indførte ordet sammenhængskraft i den politiske debat. Men de tænkte især på arbejdsløsheden som trussel. Nyrup søsatte konkurrencestaten ved at aktivere de arbejdsløse. Arbejdsløshed og sammenhængskraft var også emne for et seminar på RUC 1995. Det var i 1990-erne OK at bruge ordet sammenhængskraft, fordi det handlede om arbejdsløshed.
Merk: Ifølge Fischer var det på 1990-tallet OK å bruke order sammenhengskraft – fordi det handlet om arbeidsløshet. Innebærer det at det i 2010 ikke er OK å bruke ordet sammenhengskraft fordi det handler om innvandring? Og vil ikke de to fenomenene, arbeidsløshet og innvandring, ha noen sammenheng – i vår ”globaliserte tid”?
Fischer forteller:
Men i 2001 ændredes tingene brat. Nu handlede det om indvandring- ikke om arbejdsløshed. Anders Fogh og Pia Kjærsgaard så indvandrerne og multikulturalismen som truslen mod sammenhængskraften. Så blev de intellektuelle sure. Når man brugte sammenhængskraft i den betydning, skulle ordet forbydes. De intellektuelle begyndte at latterliggøre ordet. De udgav to ’videnskabelige’ bøger, som var én lang afvisning og dæmonisering af sammenhængskraften.
Derfor er det ifølge Fischer tilnærmet en utopi å tro at alle støtter ideen om sammenhengskraft:
Støvring har derfor ikke ret, når han hævder, at alle går ind for sammenhængskraft. Også rigtige liberale afviser sammenhængskraft. Sammenhængskraft og fællesskab er i liberalismens bibel erstattet af individet og dets rettigheder. Derimod kritiserer rigtige konservative og kommunitarister (=fællesskabstænkere) individets og rettighedernes dominans og betoner fællesskab og pligter. Her er de mere på linje med befolkningen end liberalisterne. Støvring kritiserer da også liberalismen og gør sig til fortaler for en rigtig konservatisme og kommunitarisme.
Men om noen skulle ønske å ta avstand fra et begrep som sammenhengskraft vil mange likevel ikke komme utenom betydningen av ordet, idet sammenhengskraft og solidaritet ifølge Fischer henger tett sammen:
Et andet ord for sammenhængskraft er solidaritet, der også optrådte i 1990ernes diskussion. Allerede 100 år tidligere (1893) havde sociologen Durkheim skrevet en bog om solidaritet som det, der holder samfundet sammen. Han brugte flere gange sammenhængskraft (social cohesion) som synonym for solidaritet. Solidaritet betyder, at borgerne står sammen, at de er solidariske med hinanden. Durkheims solidaritet var en samfundssolidaritet i modsætning til arbejdernes klassesolidaritet. Truslen for Durkheim bestod i stigende egoisme og anomi (normløshed).
I vår ”globaliserte tid” kan det derimot synes som om sammenhengskraft/solidaritet har måtte vike for ytterligere økonomisk vekst og multikulturalismen, hvor sistnevnte har forkastet troen på assimilasjon:
Liberalister ser ikke globaliseringens voksende konkurrence som en trussel. Globaliseringen er en mulighed for yderligere økonomisk vækst, og globaliseringskritik afvises som betonsocialisme. De intellektuelle ser ikke indvandringen som en trussel. De lancerede multikulturalismen som en politisk filosofi, der betonede indvandrernes ret til at bevare deres kultur. Denne opfattelse byggede på en forkastelse af assimilation. Assimilation har ellers i over 100 år været den måde, som indvandrere selvfølgeligt tilpassede sig indvandrerlandets kultur på, hvilket ikke hindrede, at de bevarede dele af deres kultur. Tænk på alle de danskere, der udvandrede til USA.
Derfor er det en dumhed at forbyde assimilation. Nu har multikulturalismen længe været de intellektuelles filosofi, hvilket har sat indvandrere og danskere op mod hinanden. Indvandrerne har fået at vide, at de ikke skal assimileres, og danskerne er blevet belært om, at de er racister og fremmedhadere. Multikulturalismen er dybt tåbelig. I denne katastrofale situation foreslår Kasper Støvring, at indvandrerne enten skal assimileres eller udvises. Det er uheldigt politisk at påtvinge indvandrerne assimilation. Men de skyldige er multikulturalisterne, der forbød den selvfølgelige og naturlige assimilation.
Fischer gir Støvring rett i sin kritikk av multikulturalismen, men bare delvis rett i sin definisjon av sammenhengskraft som kultur:
Støvring har ret, når han kritiserer multikulturalismen. Han har også delvis ret, når han definerer sammenhængskraft som kultur, hvor han især nævner uformelle normer og regler. Kulturen og dens uformelle normer og regler er utvivlsomt et væsentligt grundlag for politiske initiativer og institutioner. Støvring nævner også foreninger som en del af sammenhængskraften. Her bruger han udtrykket det civile samfund. Han mener, at sammenhængskraften skabes i det civile samfund og ikke i politik og økonomi.
Kasper Støvrings pil peger forkert. Han hævder, at Danmark havde en god sammenhængskraft. Han gør oven i købet meget ud af at skildre den enestående danske sammenhængskraft. Men så kom indvandrerne og ødelagde det hele. Problemet er, at vi ikke havde en enestående sammenhængskraft. Vores svækkede sammenhængskraft var årsag til indvandrerprobleme ikke omvendt. Indvandrerproblemet er et af symptomerne på en svækket sammenhængskraft.
Fischers argumentasjon hviler i mine øyne på hva en ser på som den største trusselen i et samfunn, og det synes å være liten tvil om at Fischer henger igjen i 1990-tallets definerte trussel mot sammenhengskraften (arbeidsledighet), mens Støvrings post-2001 problemet er definert til innvandring. Personlig mener jeg at yrkesdeltakelse og innvandring henger sammen, og jeg har også problemer med å snakke om ”innvandrere”. Sistnevnte er ingen homogen gruppe, og ”innvandrere” kan således både bidra til lavere og høyere arbeidsledighet. Ut fra hva jeg har lest tidligere av Støvring er det derfor ikke arbeidsledighet eller ikke som er hans sentrale budskap, men å presentere staten som et kulturelt betinget fellesskap med et bestemt sett av verdier – som (alle) borgerne viser lojalitet overfor. Det er da også derfor multikulturalismen er ”dypt tåpelig”. Hvis borgerne i et land lever etter verdier som er i motstrid er det vanskelig, om ikke umulig, å etablere noe fellesskap – og sammenhengskraften blir ditto svak. Og da snakker vi ikke om mat, dans og sang, men vi snakker om grunnleggende verdier som likeverd, likestilling, religiøs frihet og ytringsfrihet. Derimot kan det være at vi snakker om bekledning, slik som hijab, burka og niqab, nettopp ut fra hvilke verdier de representerer.
Jeg er heller ikke enig i at sammenhengskraft og solidaritet nødvendigvis er det samme. For mens sammenhengskraft skal symbolisere i hvilken grad borgerne har et fellesskap, kan solidaritet brukes for å løfte såbare grupper og enkeltskjebner inn i fellesskapet. Slik sett vil jeg påstå at solidaritet er en av grunnpilarene for sammenhengskraft, men den må brukes med kløkt. Det er ingen god idé å frata mennesker selvverdet og ikke kreve noe av dem, uansett ståsted eller innvandringsgrunn. For eksempel finner jeg det forkastelig at man ikke forventer at mennesker tar aktiv del i arbeidsmarkedet. Hvor mange flyktninger jobbet ikke i sitt opprinnelsesland? Ja selvsagt kan jobben ha vært av en helt annen karakter enn hva Vestens arbeidsmarked tilsier, men det fortelle også at det er ikke å jobbe som er utfordringen, men hvilken type arbeidsoppgaver de samme kan tildeles eller skape selv. Jeg deler derfor ikke analyser som konkluderer med at mennesker er ukvalifisert for arbeid i Norge, slik som noen konkludert etter prosjektet med å få khatbelastede somaliere ut i arbeid. (For øvrig er vel det mest diskvalifiserende for denne gruppen deres misbruk av khat. Så det hadde kanskje vært viktigere å få dem på avvenning enn å lære dem å ta bussen?). Ideen om å være ukvalifisert synes heller å bygge på at det er ikke er alt arbeid som har status nok. Hva er galt med å være drosjesjåfør, renholdsarbeider eller andre yrker som ikke troner på velferdsstatens egoistiske alter? Dessuten er det å være i arbeid kvalifiserende i seg selv. Samtidig tror jeg at det er etablert en myte om at så å si alle, i særdeleshet flyktninger, ikke har noen utdannelse før de kommer. Det er selvsagt ikke riktig, ei heller for somaliere (som heller ikke er en homogen gruppe).
Så tilbake til det som var Fischers utgangspunkt for kronikken, nemlig at vi ikke snakker om sammenhengskraft før den er truet. Det kan vel være riktig nok, i alle fall i betydningen ”folk flest”. For jeg håper at våre ledende politikere har et mer aktivt forhold til sammenhengskraft, nettopp fordi det kan være for sent når problemene er for åpenbare, jf. for eksempel debatten i Aftenposten om innvandrertette skoler med ditto forslag om bussing, flytting av skolegrenser og klasser fordelt på etnisitet.