Rita Karlsen, HRS
Ahmed Mohamoud er utvilsomt en muslimsk mann som tør gå sine egne veier. For når han har sagt ja til å være nestleder i Trykkefrihedsselskabet (TFS) er det vel vitende om at selskapet har vært ute i hardt vær. Som vanlig er det beskyldninger om islamofobi som TFS har stått i stormen mot, da alle sikkert velmenende godhetsaktører har gjort seg til vaktbikkjer for at ikke noen skal si et skjevt ord knyttet til islam. Jo da, av og til kan man være unyansert, ja faktisk nokså ofte, da det er alt annet enn enkelt å være nyansert og samtidig vite at mottakerne vil tolke deg i verste mening. Det er antakelig en umulig oppgave, da det i realiteten handler om hvordan mottakerne har bestemt seg for hva som er din mening. Så egentlig kan en si stort sett hva en vil, ”galt” er det uansett; en kan bare ta noen utdrag ut av sin sammenheng, overse eventuell ironi og dytte på noen egne tolkninger, og vips er man av verste sort.
Men dette gjelder begge veier. Om TFS, eller HRS for den saks skyld, blir beskyldt for å være det ene eller andre, gjelder det også våre tolkninger av andre. I en så politisk betent debatt som innvandring og integrering, og ikke minst Europas møte med islam, er det derfor uhyre viktig å være så redelig som mulig. Det er med andre ord redeligheten som står foran nyansene.
Samtidig gir dette stort spillerom for ulike ”innvandrere”. Med sin bakgrunn, for eksempel med opprinnelse i Asia eller Afrika og/eller som muslim, settes det sjelden spørsmålstegn ved redeligheten. Men de samme står også overfor en svær oppgave, nemlig å forvalte den forhøyede statusen de gjerne oppnår i offentligheten sammen med den ditto nedgraderende statusen de kan bli tildelt i ”eget” miljø. Vi har sett flere eksempler på personer som har stått i slike spagater, og der avstanden har blitt for stor. Derfor tror jeg den nyvalgte nestlederen Ahmed Mohamoud gjør rett i å uttrykke hvilke tanker og endringer han har vært gjennom de siste årene. For som offentlig person i TFS vil det være noen som allerede har satt en merkelapp på han.
Mohamoud forteller på sappho.dk at han har knapt nok forstår hvor han selv er i dag:
Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg i anno 2010 ville nyde duftende bordeauxvin, skummende øl eller et glas iskold vodka, eller hvis nogen havde sagt til mig, at jeg vil være medlem af en forening der går ind for at vi skal kunne skrive, tegne, og digte hvad vi vil – så havde jeg karakteriseret vedkommende som én, der var gået fra forstanden. Jeg bliver tit spurgte om, hvorfor jeg har valgt at engagere mig i Trykkefrihedsselskabet (TFS). Især min muslimske baggrund undrer nogen. Jeg har også nogle gange spurgt mig selv, hvorfor? Jeg! Der bad fem gange om dagen. Jeg! Der sad forrest i moskeen, når imamen kaldte til bøn (azaan). Et enkelt svar har jeg ikke, men mit møde med Danmark har helt sikkert ændret mig som menneske. I dag er retten til at ytre sig frit helt central for mig, og da jeg læste formålet med TFS ”om at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det, idet foreningen støtter sig til grundlovens §77,” var jeg ikke i tvivl.
Hans kjærlighet til ytringsfriheten overgår hans religiøse ståsted, men likevel finner Mohamoud det viktig å påpeke at TFS ikke er imot en bestemt religion – hvilket er en lett omskriving av at TFS ikke er motstandere av islam:
Desuden er det vigtigt for mig at understrege, at vi ikke er en foreningen, der er imod en bestemt religion, men vi vil forsvare ytringsfrihed dér hvor den er truet. I dagens verden har islam et problem med ytringsfrihed og en del af muslimernes medbragte kultur kan være uforenelig med vestlige menneskerettigheder, grundværdier og levevis. Det er naturligt, at vi diskuterer disse – alt andet vil være at gå med hovedet under armen. I skrivende stund fortæller nyhedsoplæseren på p3, at i Pakistan har myndighederne lukkede nogle hjemmesider på nettet som er kritisk over for islam.
Mohamoud kan hevde at deler av muslimenes medbrakte kultur kan være uforenelig med det han kaller ”vestlige menneskerettigheter”, uten at så mange vil kritisere han for det. Personlig leser jeg dette som at Mohamoud viser til den såkalte Kairoerklæringen, som er muslimers ”tilpassing” av FNs menneskerettigheter inn i en muslimsk kontekst (shariatilpasset), samtidig med at han påpeker kollisjonskursen i forhold til grunnverdier og levevis i Vesten. Dette ønsker Mohamoud blir diskutert, hvilket jeg er berømmer han for å ta til ordet for. Sier jeg det samme, vil jeg etter all sannsynlighet bli møtt med beskyldninger om generaliseringer, kunnskapsløshet og nasjonalkonservatisme. Men vi tror Mohamoud når han ønsker debatten i ytringsfrihetens navn – fordi det er innenfor denne rammen vi kan bevege verden, og ikke med overdreven toleranse:
Der er især to historisk vigtige begivenheder der er skyld i, at jeg har valgt at stå frem, og nu deltager i debatten om ytringsfrihed.
I begge skelsættende begivenheder har det provokeret mig grænseløst, at man i Danmark ikke kan diskutere islam eller manglende integration uden at blive kaldt racist, islamofob eller andre grimme ting.Først kom 11. september. I kølvandet på den begyndte en diskussion om islam og radikalisering. Forfatteren Ralf Pittelkow skrev bogen Efter 11. september: Vesten og islam, og kritikerne af hans bog opfattede ham som islamofob. Nogle beskrev ham endda som fremmedfjendsk. Han var næppe den eneste der vovede at udfordre den politiske korrekte meningsdannelse, der havde ageret som meningspoliti i mange år.Så kom Muhammedkrisen, og mens vi diskuterede hvad der kunne være skyld i at vore ambassader blev angrebet, og den muslimske verdens vrede var rettet mod os, var der en del herhjemme, der gik efter manden i stedet for bolden. Jyllands-Posten ville udelukkende provokere, galede nogle, og andre påstod, at tegningerne var udtryk for Jyllands-Postens had mod indvandrere og muslimer. Kan det være rigtigt, tænkte jeg, at vi dagens Danmark stadig har brug for at forbyde meninger og ytringer, vi ikke bryder os om? Er demokratiet ikke baseret på at mene og sige, hvad man vil, uanset hvor tåbeligt det måtte være? Racistiske tekster eller udtalelser er modbydelige, men i et demokrati må vi imødegå dem med en åben debat.
Mohamoud viser videre til noen av de visjoner han har for Danmark, som er lett overførbare til de fleste land i Europa:
Jeg ønsker at leve i et Danmark, hvor vi alle, også os med rødder andre steder i verden, kan være ubetinget tilhængere af demokratiet, både som beslutningsmekanisme og som styreform. Jeg ønsker at vi fortsat kan leve i et samfund hvor demokratiet er styrende, og man frit kan debattere, og vi sammen kan kæmpe mod totalitære kræfter som vil begrænse vores ytringsfrihed. Et Danmark hvor unge med indvandrerbaggrund ikke tvinges til at leve efter nogle normer, som minder om de normer danskerne levede efter i middelalderen. Jeg ønsker at bryde med stereotyperne. En mand jeg behandlede på hospitalet (Mohamoud er sygeplejerske, red.) havde læst et læserbrev jeg havde skrevet i Jyllands-Posten. Han diskuterede med sin hustru, om det mon kunne være mig. Manden og kvinden diskuterede om jeg fandtes. Manden benægtede at det kunne være mig. Kvinden var ikke i tvivl. Det var mig hun havde set billede af i Jyllands-Posten. Men tilhængere af danske værdier opfattes som tilbagestående, nationalister eller racister.