Rita Karlsen, HRS
Det er noe absurd over det hele. Det er nemlig helt umulig å etterspørre kostnader og inntekter ved innvandring. Da handler det plutselig om ”menneskesyn” – i motsetning til å beregne hva for eksempel syke koster eller hva barn og unges utdanning koster og hva som er inntjeningen med det samme. For dette må vi vite – i styringsøyemed – mens førstnevnte kan føre til stigmatisering? Er det ikke på tide politikere slutter med dette tøvet og blir ansvarlige? Jf. også HRS-rapporten ”Tell ikke meg” (2009).
Men kanskje enda verre: Holdningen som den danske integreringsministeren legger for dagen lar seg lett overføre til andre områder, ikke minst hva gjelder å identifisere integreringsproblemer. For hvis slike problemer skulle identifiseres med religion og kultur, hva vil skje da? Og det er nettopp en slik identifikasjon forfatter og politisk kommentator Ralf Pittelkow har registrert i en ny tysk rapport (publisert i Jyllands-Posten, gjengitt her med forfatterens tillatelse):
Forleden vakte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech opsigt, da hun angreb Dansk Folkepartis krav om at få undersøgt de økonomiske konsekvenser af den ikke-vestlige indvandring. Ministeren erklærede, at den slags stred mod hendes menneskesyn.
Siden har statsminister Lars Løkke Rasmussen taget afstand fra hendes udtalelser. De var da også ret forbløffende. Seriøse folk har løbende lavet sådanne undersøgelser med det fornuftige formål at sikre det bedst mulige grundlag for debatten og de politiske beslutninger.
Rønns bemærkninger afspejler imidlertid et ganske udbredt reaktionsmønster i nogle kredse. En angst for at komme i nærheden af noget, der kobler indvandringens problemer sammen med forskelle i kultur og religion. Denne angst er irrationel og blokerende for en nødvendig debat.
Det fremgår af en ny tysk rapport, som leverer sensationel dokumentation vedrørende forholdet mellem kultur, religion og integration.
Rapporten er udarbejdet af Kriminologisches Forschungsinstitut Niedersachsen sammen med det tyske indenrigsministerium. I den meget store undersøgelse interviewes 45.000 skoleelever, hvoraf cirka 10.000 har indvandrerbaggrund.
Forskerne opstiller fire målestokke for integration: tyskkundskaber, uddannelse, antal tyske venner og hvor meget man føler sig som tysker. De konstaterer en betragtelig forskel på, hvor integrerede forskellige indvandrergrupper er. De unge muslimer er klart dårligst integrerede – selv om langt de fleste af dem er født og opvokset i Tyskland.
Især føler de muslimske unge sig langt mindre som tyskere, og de har meget færre tyske venner.
Ifølge rapporten er der en sammenhæng mellem, hvor integreret man er, og hvor religiøs man er. Men hos muslimerne fungerer denne sammenhæng helt anderledes end hos andre grupper: Jo mere religiøse, de er, jo dårligere integrerede er de. For kristne og andre indvandrergrupper er sammenhængen den modsatte.
Et lignende mønster finder rapporten i forhold til voldelig adfærd blandt de unge: De muslimske unge er klart de mest voldelige, og voldeligheden er større, jo mere religiøse de er – stik modsat de andre grupper. Dette gælder dog kun for unge mænd. Rapporten giver et bidrag til at forstå hvorfor:
De unges voldelighed hænger således sammen med, hvor voldelig deres opdragelse har været, og hvor stor en rolle machonormer spiller for dem – mandlig styrke, dominans og ære. Hos de mest religiøse muslimer har vold i opdragelsen og machonormer spillet den største rolle.
Rapporten peger på, at den ortodokse islam, som mange tyske imamer prædiker, modvirker integrationen og styrker forestillingerne om den stærke og dominerende mand, der må kæmpe for sin ære i en fjendtlig verden.
Med opsigtsvækkende ny dokumentation tegner de tyske forskere således et klarere billede af tendenser, som også andre har været inde på: En hel del muslimer identificerer sig stærkt med islam i modsætning til det omgivende samfund. Hos de fleste af disse finder man en kombination af islamiske dogmer og en stammekultur, der fremhæver mandens dominans og ære.
Det store problem for de europæiske samfund er, at denne kombination ikke er blevet svækket hos de unge muslimer, der er vokset op i Europa. Tværtimod: Samlet set er den blevet styrket.
Den tyske rapport viser, at kultur og religion har afgørende betydning for integration. Mange indvandrere må indstille sig på en anden kultur.
Denne indsigt må præge debatten. Hvad enten Birthe Rønn Hornbech vil være med eller ej.