Det handler om å holde fast ved verdiene. Være stolte av dem. Være seg bevisst hvilke muligheter for gode liv fremveksten av likeverd, likestilling, ytringsfrihet og religiøs frihet har gitt oss i vesten. Er det så vanskelig å fatte? Ja, for et bredt segment innen akademia, politikken og media er dette visstnok vanskelig å ta innover seg. Ikke minst i møte med en trosretning som – viss den tas på ramme alvor – er totalitær og umenneskelig.
Argumentene fra denne siden er alltid at ”de er så få”. Altså: ”du overdriver.” Slike forsøk på avmanøvrering biter ikke Karen Jepsersen og Ralf Pittelkow på i intervju med Berlingske Tidende (ikke tilgjengelig på nettet, datert 21.august). Jespersen har opplevd denne argumentasjonen i for mange år som toppolitiker.
Jeres ny bog »Islams magt«, der udkommer i næste uge, er den tredje bog om islam . Er det blevet en besættelse for jer? Karen: »Nej, men det er meget vigtigt for os at holde fast i de værdier, Danmark og de europæiske samfund bygger på. Den personlige frihed, ytringsfrihed, ansvarsfølelse og den opfattelse, at religion ikke skal bestemme, hvordan samfundet skal indrettes.
Er der ikke langt alvorligere problemer end nogle få tusind fanatiske muslimer at beskæftige sig med?
Karen: »Det har vi hørt på i ti år. Da jeg som indenrigsminister sagde, at vi skulle have en strammere udlændingepolitik. Og da jeg argumenterede for, at indvandrere ikke klumpede sig sammen i bestemte boligområder. Man sagde, det var overdrevet og en dødfødt idé. Men der gik ikke ret lang tid, før det var alles politik. Hvis man havde lyttet, havde vi ikke stået med de problemer vi har i dag.«
Journalisten undrer seg hva som er så spesielt med islam. Det er vel et spørsmål folk flest i dag kan si ganske mye om. Dernest kobles hat til forfatterparets engasjementet.
Ralf: »Når vi har et særligt problem med islam , skyldes det, at islam ikke bare er en religion. Var den bare det, ville den glide ind i vores samfund.
En hel del muslimer opfatter islam som en personlig tro. Det er fint. Men islam er i sin oprindelige, ortodokse form også en religion med nogle forskrifter for, hvordan man skal leve, hvis man vil være en rigtig muslim. Og det er dér, konflikten vil komme.«
Mange mener, I er så kritiske overfor islam , at det nærmer sig had?
Ralf: »Det må være i nogle meget snævre kredse. Jeg tror, det er folk, der fuldstændig fortrænger denne problemstilling.Og som ikke gider at forholde sig til den kendsgerning, at en række af Europas største byer får et muslimsk flertal.«
Journalisten ber dem nevne tre positive ting ved islam. Ingen enkel utfordring… Jespersen og Pittelkow rykker raskt ut og peker på den enkleste, og det viktigste: stolthet, glede over velferdssamfunnet, høy tillit bporgerne imellom, mer av det ”gamle”; ”reservat” der borgerne kan dele glede sammen, morgensang i skolen, mer flaggheising.
Ralf: »Jeg synes, det er meget respektabelt, at folk finder åndelige værdier i en religion. Jeg har ikke noget specielt forhold til de åndelige værdier i islam , men det er da en smuk ting, at folk føler det som en berigelse at have islam som religion. Jeg respekterer i høj grad også de mange tilhængere af islam , som ikke ønsker, at islam skal have magt. Som holder sig til deres tro, men som samtidig accepterer den frihed, vi har i Europa.«
Er du stolt af at være dansker?
Karen: »Ja, det er jeg, og det deler jeg med 91 pct. af befolkningen. Det er grundlæggende fordi jeg holder af dette land og de værdier, det bygger på. Jeg synes, det er et godt land, et trygt velfærdssamfund, hvor vi har stor tillid til hinanden.«
Har alt for mange danskere så lidt selvværd, at tilflyttere har svært ved at se, hvad de skal lade sig integrere i?
Karen: »Ja, det er helt rigtigt. Den vigtigste pointe i bogen er, at vi sagtens kan få integrationen til at fungere, hvis vi var meget klarere med, hvad det er for værdier, samfundet bygger på. Det er ude i hampen, at man accepterer, at elever råber de værste ting i hovedet på deres lærere. Det gælder også de danske elever.
Det er en lille ting, men det viser et normskred, som ingen har glæde af.«
Skal vi have morgensang og flaghejsning tilbage i skolen?
Ralf: »Det er en del af det. Fodbold er i dag sådan et reservat, hvor det er tilladt at vise den utilslørede glæde ved at være sammen. Det gjorde ikke spor, hvis vi fik mere af det. Jeg synes, det er meget fint, at vi har fået en årlig soldaterdag.«
Som vi vet, er det skrevne og uskrevne regler for hvordan man kler seg i ulike sammenhenger. Spørsmålet journalisten stiller er likevel dette: ”Skal staten bestemme, hvordan folk skal gå klædt?”
Karen: »Staten bestemmer allerede, at du ikke må gå nøgen rundt. Det er blufærdighedskrænkende. Et demokrati kan ikke fungere, hvis ikke vi kan se hinandens ansigter. Endnu er det ikke så mange, der bærer niqab, men det kan hurtigt blive flere, og det vil ikke kunne fungere. Derfor går vi ind for et forbud mod at gå med burka og niqab.«
Ralf: »Der er sket en meget kraftig stigning i antallet af muslimske kvinder, der går med tørklæde. I Egypten er det 99 pct. Går vi bare 30 år tilbage, var det måske 15-20 pct. Den nye tendens er niqab. Hvis man nu skal vise at man er muslim, er man nødt til at gå med niqab. Tørklæde er ikke længere nok. Jeg kan sagtens forestille mig at der kommer en niqab-bølge som en islamisering af den muslimske verden.«
Muslimer har vel også en ret til selv at bestemme, hvordan de vil gå klædt?