Søndag sagde de tyrkiske vælgere klart ja til en række ændringer i den tyrkiske forfatning, som var foreslået af det islamistiske regeringsparti, AKP.
Det er absolut nødvendigt at gøre en ende på den eksisterende forfatning, der blev til efter et militærkup. Således er det på høje tid, at militærets greb om retssystemet bliver fjernet.Men det store spørgsmål er: Hvad træder i stedet?
Præsidenten, parlamentet og regeringen får afgørende indflydelse på sammensætningen af landets forfatningsdomstol og på udvælgelsen af dommere og offentlige anklagere. Også i Danmark og andre EU-lande er der politisk indflydelse på udnævnelser i retssystemet. Måske går den politiske indflydelse for vidt i de nye tyrkiske regler. Men hovedproblemet er ikke reglerne, det er derimod den politiske kultur.AKP har vist, at man er parat til at bruge retssystemet til egne politiske formål. Således har regeringen udnyttet de store sager om højtstående officerers kupplaner til at forfølge uskyldige politiske modstandere.I et velfungerende demokrati har man vågne medier til at gøre den slags umuligt. Men premierminister Erdogan slår hårdt ned på medier, han ikke bryder sig om. Det gælder således den store, regeringskritiske Dogan-mediegruppe, der er blevet pålagt ødelæggende skattebøder.Erdogan, Tyrkiets altdominerende lederskikkelse, har aldrig lagt skjul på, at han identificerer sig stærkt med træk ved islam, som EU-landene normalt vil tage afstand fra.Som borgmester i Istanbul erklærede han i 1993: »Gudskelov er jeg for shariaen, man kan ikke være verdslig og muslim på samme tid.« Sidste år afviste han kategorisk, at der findes en særlig moderat islam. Han har forsvaret en folkemorder som Sudans Omar al-Bashir med det argument, at en muslim per definition ikke kan begå folkemord. AKP søger at fremme en islamisering af det tyrkiske samfund, blandt andet ved udskiftninger i statsapparatet og ved styrkelse af det islamiske uddannelsessystems rolle. Man har også gjort et mislykket forsøg på at gøre ægteskabsbrud ulovligt.Selv om Erdogan tidligere har udtrykt sig kritisk om demokratiet, vil han i dag arbejde på dets grundlag. Men han vil bruge det til at styrke islams kontrol med samfundet, og han er indstillet på at anvende autoritære metoder til formålet.Erdogan vil i EU med de fordele, som det giver Tyrkiet. Men han vil arbejde for de samme islamiske målsætninger i EU, og medlemskab ville betyde nye muligheder for at gøre det. Tyrkiet ville blive EU’s mest folkerige stat, og tyrkiske indvandrere ville give landet en stærk tilstedeværelse i andre europæiske lande.Den tyrkiske leder er parat til at bruge denne indvandring som instrument for tyrkisk nationalisme og islam. I 2008 vakte han furore under et besøg i Tyskland, da han i voldsomme vendinger opfordrede de tyrkiske indvandrere til ikke at lade sig assimilere, men tværtimod at se sig selv som repræsentanter for Tyrkiet.Tyrkisk EU-medlemskab vil markant skærpe de problemer, Europa har med indvandring og islam. Det ændrer ikke ved, at EU har stærk interesse i et tæt samarbejde med et stort, dynamisk og indflydelsesrigt land som Tyrkiet. Tyrkiet har en lignende interesse. Snakken om, at Tyrkiet vil vende Europa ryggen til fordel for den muslimske verden, hvis det ikke bliver EU-medlem, er uden jordforbindelse.Så lad os få skabt det tættere samarbejde. Men lad os erkende, at et egentligt EU-medlemskab er urealistisk. Jo før den konklusion drages, jo bedre for alle parter.
Gjengitt med Ralf Pittelkows tillatelse