Hege Storhaug, HRS
Hvis du ser en representant fra eksempelvis Hizh ut-Tahrir, vil typisk vedkommende unge mann være velkledd (vestlig), håret er klippet moteriktig, skjegget er en til to centimeter langt, fyren er velartikulert og har god utdannelse. Alt ser med andre ord perfekt ut etter Jonas og Erna sin integreringsbok. Myten om at innvandrere med høy utdannelse er de best integrerte, er så seiglivet at man kan undre seg om den klarer å bli avlivet her på berget i dette tiåret. Jeg er jammen ikke sikker, ikke minst fordi å erkjenne at radikaliseringen er så utbredt ved våre universitet og høyskoler, vil frata enhver toppolitiker (minus FrP-ere), argumentasjonsrekken i integreringsdebatten. Argumentasjonsrekken må byttes ut med verdimessig klarsyn: utfordringen er en sivilisasjonskonfrontasjon. Dette har danskene forstått for lengst. De lar seg ikke lure av eksempelvis velformulerte og velkledde talspersoner for muslimer (typisk selvoppnevnte), med pen dress eller uten hijab.
En av de fremtredende danskene i integreringsdebatten er kulturforskeren Kasper Støvring, som tar et oppgjør på bloggen sin i Jyllands-Posten om denne seiglivede myten om at integrering og høy utdannelse er to sammenfallende størrelser.
Der er ingen tvivl om, at uddannelse er godt. Men det er bestemt ingen garanti for, at indvandrere også er integreret, dvs. i den meningsfulde forstand: tilpasset den danske kernekultur, hvor der hersker ytringsfrihed, sekularisering, ligestilling, tillid osv.
Islams magt
At det tværtimod ofte forholder sig omvendt: at højere uddannelse giver en lavere grad af integration, er ofte påpeget. Det er senest dokumenteret i Ralf Pittelkow og Karen Jespersens nye bog Islams magt, der sammen med Christopher Caldwells bog Reflections on the Revolution in Europe efter min mening er noget af det absolut bedste, der endnu er skrevet om islamiseringen af Vesten.
Bogens kombination af personlige beretninger fra helvedes forgård og videnskabelige undersøgelser i rå mængder er særdeles effektfuld. F.eks. berettes der om, hvordan liberale muslimer forsøger at slippe fri af islamiseringen, men presses til at forblive rettroende, og om hvordan sønner af førstegenerationsindvandrere foragter deres fædre, som de anser som rene slaver i en dekadent, vestlig samfundsmodel.
Det går værre med integrationen
Især to forhold gør Islams magt til aldeles dyster læsning, som bør anbefales alle, der gerne vil kureres for pludselige anfald af jubeloptimisme eller bare almindelig naivitet (vil man ikke studere problemet med islam, er det simpelthen fordi, man er bange for at se virkeligheden i øjnene).
Det første forhold bygger på, at det ikke går bedre, men værre med integrationen af muslimer i Vesten. Tredje generation er kort sagt dårligere integreret end første generation. Man siger jo ellers, at man bare skal have tålmodighed. Assimilation har altid taget tre-fire-fem generationer. Men det forudsætter jo altså, at tingene går i den rigtige retning.
Integration er mere end arbejde og uddannelse
Det andet forhold er det, jeg vil kredse om her. Det handler om, at mange af de på overfladen velintegrerede muslimer enten er ekstremt bevidste om deres anderledes muslimske identitet og/eller er radikaliserede/islamiserede. Under alle omstændigheder arbejder de aktivt for muslimers yderligere udsondring af det vestlige værtssamfund, som de foragter som dekadent, åndløst og ugudeligt.
Vi vidste det jo godt: Terroristerne i USA i 2001 og i England i 2005 var også integrerede på overfladen; i England var der såkaldte “home grown” terrorister, altså islamister bekendte med demokratiske værdier og idealer; de ledende medlemmer af Hizb ut-Tahrir tilhører den veluddannede middelklasse, de er velformulerede, umiddelbart sympatiske (og stilbevidste); øksemanden på visit hos Kurt Westergaard var jo også så flink. Og så videre…
Sociale forhold forklarer med andre ord intet. Det afgørende er igen kulturen. Fattige mennesker bliver ikke nødvendigvis radikale, og alle radikale er ikke fattige.
Identitetspolitik kræver åndeligt overskud
Det har at gøre med, at islamistisk identitetspolitik – at man søger at revitalisere sin muslimske identitet som noget helt forskelligt fra Vesten – ofte kræver et vist åndeligt overskud: Retorik, intelligens og vilje til at fremføre sin sag. Fattige mennesker lider, de kæmper ikke, siger man, og revolutioner opstår altid, når befolkningen har nået et vist velstands- og uddannelsesniveau.
Er der en islamisk revolution på vej i Vesten? Det antydes i hvert fald allerede i titlen på Caldwells bog.Pittelkow og Jespersen nævner i deres bog, at radikale og islamistiske unge muslimske mænd ofte er socialt engagerede. Men de er vel at mærke engagerede i at rekruttere andre muslimer til et islamistisk miljø. De oplever sig ydmyget af Vesten og søger en uplettet ære i deres muslimske identitet.
Selvmordsbomberne i England er vel det bedste eksempel på folk, der lavede socialt arbejde og læste på universitetet; men også Theo van Goghs morder gik for at være en eksemplarisk skoleelev og blev betragtet som en rollemodel for unge indvandrere. Over alt er der mange eksempler på, at islamister har været studerende, de har haft arbejde og været involveret i socialt arbejde (f.eks. den berygtede Mohammad Atta fra aktionen den 11. september).
En personlig beretning
Kort sagt er de mest aktive støtter til Hamas, Taleban og Al-Shabaab ofte at finde blandt de mere veluddannede muslimer. Pittelkow og Jespersen henviser her til nye undersøgelser af Lene Kühle og Lasse Lindekilde samt John Thorne og Hannah Stuart.
Endelig har en ung pakistaner til JP personligt berettet om, da han flyttede fra Pakistan til USA for at studere: “Jeg forventede, at disse pakistanere var væsentligt mere progressive end det miljø, jeg selv kom fra. Men det var absolut modsat. De muslimske studenterorganisationer var en flok jihadister.” (Jyllands Posten 13/6).