Rita Karlsen, HRS
Om jeg husker noenlunde riktig fra min studietid så har enklave sin opprinnelse i latin (inclavis), der ”klave” betyr noe slikt som nøkkel mens ”en” hentyder på inni eller innenfor, altså noe som er låst inne eller innelukket. Derfor stiller jeg spørsmålet om hvem som har nøkkelen.
Ghettoene, eller enklavene, i Danmark har hatt en eksplosiv vekst siden i fjor. Når Danmarks statsminister Lars løkke tillater seg å stille spørsmålet om ghettoene overhodet er danske, går han etter min mening rett til kjernen – og spørsmålet trenger nødvendigvis ikke, slik som Jyllands-Posten hevder, å være ”retorisk”:
Det spørgsmål stillede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) retorisk under dagens pressemøde i Statsministeriet.
«Vi står i ghettoerne over for en udfordring, som vi måske ikke historisk set har gjort os helt begribeligt. Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er Danmark? For dansk tales af et mindretal, børnene leger sent ude, fordi forældrene ikke skal på arbejde dagen efter, fordi alle paraboler rettet væk fra danske nyhedsudsendelser og mod fjernere egne, hvor man orienterer sig imod,» sagde statsministeren.
«Hvis vi ikke forstår, at de områder i virkeligheden har en hel anden natur end resten af Danmark, så går vi galt i byen».
«Det danske samfund hviler på, at vi er rundet af det samme – selvom vi ikke alle kan Grundtvig udenad, så er vi rundet af det samme. Og det frie skolevalg og andre regler i samfundet hviler på, at de grundlæggende værdier er på plads. Når det ikke er på plads, så kan det ikke nytte, at vi løser problemerne som om, at det var et villakvarter i Hjørring.»
Kort sagt: virkemidlene må være tilpasset mottaker.
Men kort sagt er ikke like enkelt gjort. For kjernen i Løkkes budskap er at danskene generelt har et fellesskap, men dette fellesskapet finner man ikke igjen i samme grad i ghettoene. Og hvordan skulle man? Ghettoene er ikke homogene. Tyrkerne, pakistanerne, srilankeserne, og ja, tyskerne og nordmennene og hvem det måtte være, opprettholder alle sine grunnleggende verdier. For sistnevnte grupper er det derimot ingen kulturkollisjon i Danmark, og derfor er det da også betimelig å snakke om ”kulturkretser som er fremmed for oss” (uten at Løkke har tatt slike ord i sin munn). Når kulturer i liten grad stemmer overrens vil det da også i betydelig grad øke sannsynligheten for konflikt.
Derfor begrepet enklave. Ghettoene er innelukket, men det er ikke storsamfunnet som har låst dem inne og kastet nøkkelen. Tvert om. Ethvert europeisk samfunn sliter alle med det samme; de leter febrilsk etter nøkkelen for å kunne kvitte seg med enklavene. Men nøkkelen er ikke utenfor enklavene, den er innenfor.
Kort sagt: Ghettoene må nedbrytes innenfra.
Det krever ikke ytre faktorer som politi (selv om det er viktig nok i seg selv for å opprettholde lov og orden), men det krever at den enkelte stilles til ansvar for egen utvikling og eget bidrag.
Og kom ikke her med pjattet om at dette er mennesker som har flyktet fra krig og nød, og som vi dermed må kappes om stelle penest mulig med, som om vi er en mottakelse for dødsdømte.
For det første er det et fåtall, ja nærmest et forsvinnende fåtall, som har fått opphold i Danmark, som i Norge, som reelle flyktninger. Langt de fleste har valgt seg Danmark, Norge eller annet land, ut fra en eller annen motivasjon (økonomi, familie, muligheter for opphold etc.). Dette, om ikke helt frie valget, så i alle fall et valg, forplikter.
Deretter; selv om de samme skulle være reelle flyktninger, så er det få ting som er mer umotiverende enn å bli møtt – og behandlet – som om man var et menneske uten muligheter, evner eller ønske om å bidra til samfunnet.
Men nøkkelen er ikke, slik som en viss Abid Raja (V), siste tiden har prøvd å overbevise oss om: Hvite nordmenn må lære mer om brune nordmenn. Som om når hvite nordmenn ”forstår” brune nordmenn så vil hvite nordmenn kunne iverksette treffsikre integreringstiltak? Oppsummert: Ugh!? For det første vitner en slik tankegang om fullstendig ansvarsfraskrivelse, og for det andre oser det av hva de fleste innvandrere faktisk tar avstand fra: At majoriteten (hvite nordmenn) skal sette agendaen for minoritetene (brune nordmenn). Raja ynder å fremstå som en talsmann for innvandrere generelt, og muslimer spesielt, men om Raja stikker fingeren i jorda vet han likegodt som alle andre at mangfoldet i innvandrerbefolkningen kan ingen påberope seg å presentere.
Men var ikke dette mangfoldet en berikelse for ethvert samfunn?
Ja. Og nei. Berikelsen ligger fortsatt i fellesskapet.
Derfor er det fortsatt ubesvarte spørsmålet: Hva skal dette fellesskapet bestå av?
Det er det faktisk det politiske lederskapet sin plikt å svare på. Når de så har svart på dette, og det legges åpent til debatt i samfunnet, gjenstår neste utfordring: Hvordan sanksjonere dem som sanksjonerer det fellesskapet vi er blitt enige å verne om?
Og nei – jeg tror ikke problemet er ”dem som frykter innvandring”, slik som en ellers interessant dagens leder i Berlingske synes å tro og heller ikke at Løkkes spørsmål ved ”danskheten” i ghettoene er å ”melde seg ut”:
Debatten om integration af indvandrere er først ved at begynde i en række europæiske lande. Sverige har været igennem en valgkamp præget af forsøget på at undgå debatten om indvandring og integration. I Tyskland har en af nationalbankens nu tidligere direktører udgivet en bog, der stiller sig særdeles kritisk over for især muslimer i Tyskland. En række andre tyske politikere følger trop med en kritik af integrationsprocessen – hvilket næsten er uhørt i Tyskland. Og også i andre lande er integrationsdebatten et hovedemne i politiske diskussioner.
Årsagerne er selvfølgelig mange. Men hovedgrunden er, at integrationen af indvandrere faktisk ikke har været vellykket ret mange steder. Den fejlslagne proces udmønter sig i social uro som i Frankrig og i Storbritannien, eller i nye politiske grupperinger, der enten bliver støtteparti for regeringen eller kommer ind i parlamentet, som man har set det i Holland og i Sverige.
Herhjemme har integrationsdebatten bølget i mange år. Den seneste ghettodebat er blot et af de mange tegn på, at vi på trods af diskussionerne heller ikke er i mål med integrationen. Men når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nævner ghettoerne som et af problemerne, så er det også kun toppen af isbjerget. Ghettoerne udgør et problem, men det eksisterer også uden for disse lukkede bykulturer.
Det kan kun være godt for demokratiet, at der foregår en åben debat om problemerne. Men det vil være bedre, hvis man kunne handle på baggrund af en gennemtænkt lovgivning, der sikrer, at vi får skabt fællesskab med indvandrerne. Når mange politikere både herhjemme og i udlandet virker, som om de næsten er ved at give op over for de mangeartede problemer, så er det et budskab, der giver ekko i den del af befolkningen, der frygter indvandringen. Det kan nogle steder afstedkomme uigennemtænkte løsninger, som ikke nødvendigvis fremmer integrationen.
Men en vellykket integration kræver også nogle engagerede personer, der virkelig ønsker at bidrage til det samfund, de er flyttet til. Det er mildest talt underligt at se, at folk, som har boet i Tyskland eller i Danmark i 20-30 år, stadig ikke er klar over, hvilke basisværdier det samfund, de har valgt som deres nye hjem, har. Det drejer sig om værdier som demokrati, ytringsfrihed, lighed for kønnene og børns ret til at vælge ægtefælle selv. For blot at nævne nogle eksempler. Når man ikke har fattet den slags helt basale ting, så bliver integration også svært. Så kan nok så komplicerede lovgivninger ikke lappe på problemerne.
Når Lars Løkke Rasmussen siger, at man kan stille det spørgsmål, om ghettoerne i Danmark overhovedet er danske, så er det en dramatisk udmelding. Men også et signal om, at det er nu, der skal handles, hvis ikke det hele skal ende i social uro. Vi skal ikke ende med franske tilstande, hvor myndighederne opgiver kontrollen med ghettoerne.
Lederen uttrykker en tro på at man kan vedta et velfungerende flerkulturelt samfunn. Hadde det vært så kjekt ville nok de fleste land allerede ha forekrevet slik lovgivning. Men samtidig presenterer lederen det jeg oppfatter som kjernen: Ja, vi har grunnleggende verdier. HRS har presisert disse til likestilling, likeverd, ytringsfrihet og religiøs frihet, og flere og flere av norske politikere, ja selv Raja, omfavner nå disse. Men det er lett å si; spørsmålet er fortsatt hvordan det etterleves og hva en kan gjøre om det ikke etterleves? Svar mottas med takk.