Rita Karlsen, HRS
Det er lite EU-stoff i Norge, som vanskelig kan forsvares med at Norge ikke er EU-medlem, da vårt EØS-medlemskap gjør oss svært så avhengig av hva som blir vedtatt i EU. Dessuten betaler Norge ikke ubetydelige summer for vår deltakelse i EUs programarbeid og Schengen-avtalen – i tillegg til at vi bidrar til det som så pent heter sosial og økonomisk ujevning gjennom EØS-midlene, ifølge eu-norge.org.
Men hva som vedtas i EU og hvordan pengene blir benyttet, se det vet vi ikke så mye om. I dagens blogg på Jyllands-Posten er ikke Morten Messerschmidt (DF) nådig, ei heller hva gjelder hva EU tillater å spandere på seg selv:
I forrige uge var der samling i Strasbourg. Du ved, denne bagatel, som hvert år koster os skatteydere 1,5 mia. kroner, fordi et lastvognstog hver måned skal køre fra Bruxelles til den landidylliske Alsaceprovins med hundredvis af flyttekasser, indeholdende papir, rapporter, bøger, computerudstyr og meget mere. Det er der ikke noget nyt i. Når der alligevel fra denne strasbourgsamling er grund til at skrive en beretning, skyldes det en række beslutninger, som burde forarge bredt. Alene under onsdagens afstemninger blev så mange valgløfter fra sidste års eu-valgkamp brudt, at det burde have ført til overskrift i selv provinsbladene landet over.
Kanskje jeg ikke har fulgt med, men jeg kan faktisk ikke erindre at forriges ukes Strasbourg-samling har vært nevnt i det hele tatt i norske medier – og slett ikke hva som var fjorårets valgkampløfter og dermed ingenting om hva som er brutt. Men Messerschmidt minnes både det ene og andre:
Jeg mindes, hvordan alle danske kandidater under valgkampen sidste år erklærede at ville modarbejde det vanvittige rejseri mellem Bruxelles og Strasbourg. Onsdag var der rent faktisk mulighed for at gøre noget ved det. En britisk kollega havde fundet støtte fra et stort antal medlemmer til en erklæring om at begrænse mængden af samlinger. Noget, der rent faktisk kan lade sig gøre uden at kompromittere traktaten. Men hvem forhindrede, at forslaget kom til afstemning? De to store grupper – S&D samt PPE – hvor danske medlemmer glimrede ved deres opbakning til, at afstemning blev udskudt, fordi der var en overhængende mulighed for, at det rent faktisk ville blive vedtaget.
Jeg minnes faktisk også noe, men det skriver seg fra noen år tilbake. Det var mens jeg fortsatt jobbet i forskningsverden, og således hadde fått det ærefulle oppdraget å være Norges sekretær for vår deltakelse i EU-prosjektet som omhandlet kvalitetsutvikling i høyere utdanning. Det innebar i perioder mye reising og jeg innrømmer at det ikke er faglige minner som strømmer på, men derimot møter på tidligere storslåtte (og ombygde) slott med ditto storslåtte vinkjellere. Vanlig prosedyre var således fly til Brussel, taxi (!) til slottet (en times eller to kjøretur fra flyplassen) og en mottakelse som var lite å klage på: personellet tok bagasjen og jeg ble geleidet til et rom der det ventet både nydelig blomsterbukett på bordet (med personlig hilsen), vinflasker (som gave fra den velfylte kjelleren) og gjerne var badekaret allerede tappet, med tente lys og rene spa-følelsen på det lekre baderommet. Gildet, og da trenger jeg vel ikke si så mye verken om de vinfylte lunsjene eller kveldens middager, var betalt av EU. Ja, selvsagt var det morsomt å oppleve – men siden har da også pengesløseriet stått klart for meg – og det har gått mer enn opp for meg at pengene ikke produseres i EU.
Messerschmidt nevner ikke noe om dette, men jeg er ikke i tvil om at han kjenner seg igjen. Men kanskje mer interessant er Messerschmidt mimring over de politiske sakene:
Jeg mindes, hvordan der bredt under valgkampen sidste år blev talt om, at EU ikke skulle bestemme over vor socialpolitik. Den linie led et bravt nederlag, da parlamentet med stort flertal vedtog en række forbedringer for gravide arbejdstagere. Utvivlsomt med de bedste hensyn. Men hvor er det usmageligt at se EU ville være overhøjhed for medlemslandene. Vel er der mange lande, som ikke har rimelige forhold under barsel. Men hvorfor tilkommer det andre landes parlamentarikere at dømme disse? Hvis italienere, bulgarere eller polakker vil have bedre forhold, syntes det vel rimeligere, at de valgte nogle politikere, der ønsker det samme, snarere end at vi skal underkende de politikere, som de rent faktisk har valgt.
Det er utvilsomt et poeng at EU overstyrer de land som ikke har valgt de politikerne som EU vedtar er de med de riktige politiske budskap, men mest av alt er jeg overrasket over at EU faktisk ser ut til å klare å få etablert et eget skattesystem:
Jeg mindes, hvordan der under valgkampen blev talt om, at der skulle styr på EU’s penge – ja, nogen talte endog om, at der skulle sættes hegnspæle for EU. Alligevel kunne vi under budgetafstemningen – ændringsforslag 1025 – se, hvordan samtlige ja-partier støttede, at der nu indføres en budgetlinie for, at EU selv kan opkræve skatter. Dette har længe været en hed drøm i Kommissionen, fordi man derved kunne komme bort fra situationen i dag, hvor EU finansieres af bidrag fra medlemslandene, der ofte slår sig i tøjret, når EU vil hæve udgifterne.
Med egen skatteopkrævning kan EU lade udgifterne stige uden hensyn til, hvad medlemslandene mener. Man får snablen direkte ned i borgernes lommer.
For mens andre skal spare seg til fant, skal EU sikre seg for å videreføre sitt gilde?
Og når nu vi er ved budgettet, er det så ikke tankevækkende, at mens samtlige medlemslande bliver bedt om at skære i deres offentlige budgetter, så vedtog EU-parlamentarikerne en stigning på 5,9 % af EU’s eget budget? Pengene skal blandt andet gå til at forøge budgetlinien for ”entertainment” i EU-parlamentet med 85 %. Også det blev vedtaget med bredt flertal. Gad vide, hvor mange europæere der egentlig ved, hvad deres folkevalgte render og laver hernede?