Politikk

Vi trenger en helt ny form for kunst

-Vi trenger en helt ny form for kunst. En politisk og provoserende kunst, sier mannen som gjerne spiser en side eller to fra Koranen. Han har laget en performance av terroren som drepte 191 mennesker i Madrid, og den er så gripende at både etterlatte og han selv gråt.

Af Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen

(København, rights.no): Kunstakademiets gårdhave i centrum af den danske hovedstad er et fredeligt sted. Og et passende sted at mødes med den 25-årige, spanske billedkunstner Abel Azcona. Aftenen før er han blevet overfaldet udenfor et galleri i Madrid efter en kontroversiel performance, Jihad 191. I værket indgik 191 koraner, hvori Azcona og tre pårørende til nogle af de 191 dræbte ved terrorangrebet i Madrid i marts 2004 skrev de dræbtes navne med blod. Kunst som katharsis.

En bid af koranen

Performancen endte ikke fredeligt. Da Azcona forlod galleriet sprang en mand frem og slog Azcona til jorden, før politiet nåede at gribe ind. Azcona har derfor en skramme i højre side af ansigtet, men han virker ikke trykket af begivenhederne. Og Azcona, der i dag bor i Madrid og New York, glæder sig til at gå på scenen samme aften i Krudttønden på Østerbro, hvor han skal sidde i panel med blandt andre Lars Vilks. Og hvor han i øvrigt, viser det sig til overraskelse for både Lars Vilks Komiteen, der står for arrangementet, og for publikum, spiser en side af koranen.

Azcona har tidligere, igennem en 9 timer lang seance, spist store dele af koranen. Som et symbol på, hvad mennesker nedsvælger af religiøs fundamentalisme. Det har indbragt ham trusler, men han er ikke nervøs for at optræde:

-Jeg er blevet angrebet før. På en konference på et universitet var der for eksempel en mand, der slog mig med en flaske. Jeg har vænnet mig til det.

Azcona fortsætter:

-Indenfor samtidskunsten er det nødvendigt at være kritisk. Skønhed og æstetik kan man finde på museerne. Det er fint. Men vi har brug for en helt ny form for kunst, for politisk og provokerende kunst. Jeg er ikke bange. Dræber de mig en dag, er det også et stykke kunst. Det er nødvendigt med provokerende kunst for at give mulighed for refleksion.

Inspireret af Pussy Riot

Azcona er selv inspireret af grupper som russiske Pussy Riot og Voina kunstkollektivet, der er aktuelle på årets Roskilde Festival. Samt performancekunstneren Regina José Galindo fra Guatemala, der i sin kunst har rettet en skarp protest imod landets politiske forhold og vold mod kvinder. Azcona og Galindo skal inden længe performe sammen i Spanien.

Azcona siger, at han ”ikke har nogen grænse som kunstner”:

-Jeg tænker ikke på fremtiden, for jeg har meget at fortælle. I morgen vender jeg tilbage til Madrid, måske er der gale folk i byen, der vil dræbe mig. Det tænker jeg ikke på lige nu.

På vores opfordring fortæller Azcona om den netop afviklede performance Jihad 191:

– Det var meget følelsesladet. Der var mange pårørende fra terrorangrebet til stede i galleriet. Jeg græd, og de pårørende græd. En far til en af de dræbte hjalp mig med at farve koranerne med blod. Men pludselig stod der nogen udenfor og hamrede på vinduet. Vi kunne ikke se, hvor mange mennesker, der var tale om. Der var politi udenfor. Jeg måtte ud ad bagdøren, og publikum måtte blive indenfor i et par timer af sikkerhedsgrunde. Det viste sig at være fem meget unge, muslimske mænd, der lavede ballade. Hvordan de fandt frem til galleriet, ved vi ikke, for stedet var hemmeligholdt. Mest af hensyn til galleristen og publikums sikkerhed.  

Prostitution og utryghed 

Azcona frygter ikke for sit eget liv. Men efter blandt andet sin ni timer lange performance, hvor han spiste koranen, fik han e-mails, hvor man troede med at dræbe for eksempel hans lillesøster.

– Det er svært. Det er ikke nemt, når nogen truer med at dræbe nogen, du elsker. Azcona udforsker ikke blot islams og katolicismens dogmer. Han afsøger også seksuelle grænser, spørgsmål om prostitution, køn, eksklusion fra samfundet og AIDS. Hans mor var prostitueret og forlod ham, da han var spæd. Herefter tog moderens kæreste sig af ham, og Azcona flyttede med sin ny far til Pamplona. Men faderen kom i fængsel, fordi han solgte stoffer. Azcona blev overladt til faderens ny kæreste. Hun var 17 år og prostitueret og lod den purunge Azcona deltage i sexlege, så der gik ikke længe, inden Azcona blev fjernet af myndighederne og sendt på børnehjem.   

Adopteret af Opus Dei familie

Som syv-årig blev Azcona adopteret af en velhavende, stærkt religiøs Opus Dei familie. Han kom også i en Opus Dei skole i Pamplona, hvor den romersk-katolske organisation har dybe rødder.

Da Azcona fyldte 17 år, flyttede han til Madrid. I årene forinden var han flere gange stukket af hjemmefra for at drive omkring i hovedstaden. Opholdene finansierede han ved at prostituere sig. Nu begyndte han at studere kunst i Madrid. Sin familie har han ikke meget kontakt med. 

– Jeg har en familie og tre søstre. Men jeg har ikke nogen særlig god kommunikation med min familie. Nogle gange taler vi i telefon, men det er ganske kort og kun tre-fire gange om året. Fordi jeg bare er mig selv, kan jeg gøre, hvad jeg vil i min kunst. Fordi min situation var så vanskelig, da jeg var barn, tager jeg det ikke så tungt, hvis nogen vil dræbe mig nu. Det er også derfor, jeg ikke har nogle grænser i min kunst.

Her er Peter Baks otte-minutters film fra arrangementet Kunst og Tabuer med Abel Azcona, Lars Vilks med flere. Lars Vilks Komiteen er stiftet af artiklens forfattere. Læs mere om komiteen her.