Af Helle Merete Brix, for HRS
“Tildækning af små piger er overgreb.”
“En kvinde, der bærer niqab er en trussel mod alle kvinder, der ikke bærer niqab.”
“Stening er et karakteristika for den politiske islam og dens vold mod kvinder. Kvinden bliver stenet på gaden foran sin familie og sine børn”.Er ovenstående citater fra såkaldt islamofobiske vesterlændinge? Nej, de pågældende citater faldt ved en konference om frafaldne, sharia, menneskerettigheder med mere i London, som jeg for nylig skrev om på rights.no. De, der står for citaterne er alle kvinder med anden-etnisk baggrund. De bor alle i Vesten. To af dem er født og opvokset i lande, hvor islam har eller har haft regeringsmagten, nemlig Iran og Algeriet.
I årenes løb har jeg mødt en hel del kvinder med muslimsk baggrund. Både i levende live og/eller gennem deres bøger.
Der er for eksempel Chahdortt Djavann, der kom til Frankrig fra Iran og den islamiske republik i 1993. Jeg hørte hende ved et foredrag i København i 2006. Men inden var jeg introduceret til hendes synspunkter igennem flere af hendes bøger. Djavann har kaldt hovedtørklædet for islams politiske flag, ja endda betegnet det som en “krigsmaskine”. I hendes bog “Kast sløret” skriver hun indledningsvis “I ti år bar jeg slør. For mig var det sløret eller døden. Så jeg ved, hvad jeg taler om”.
Forlovet som niårig
Der er også Hanan al-Shaykh, født i Libanon og i dag en af den arabiske verdens mest kendte forfattere. Shaykh bor i London, hvor jeg interviewede hende til Weekendavisen i 2008. Hendes seneste bog “The Locust and the Bird: My Mother’s Story” handler om hendes mors historie. Hendes usædvanlige mor startede sit liv helt traditionelt. Hun blev som ni-årig forlovet med Hanans far ved en ceremoni, hvor hun ikke vidste, hvad der foregik. Som 14-årig blev hun gift med ham. Samtidig overtog hun ansvaret for de tre børn, hendes mand havde med hendes afdøde søster.
Men moderen forelskede sig på et tidspunkt i en anden mand. Hun forlangte og fik skilsmisse. Det blev en stor skandale.
Som voksen valgte Hanan al-Shaykh selv sit eget liv, uden om traditioner og normer. Hun giftede sig for eksempel i hemmelighed med en mand med kristen baggrund. Parret er stadig gift.
Seksuelt misbrugOg der er forfatteren og lægen Taslima Nasrin, som jeg mødte i slutningen af 1990erne i København. Hun måtte flygte ud af Bangladesh, fordi mullaher ville have hende dræbt for hendes kritik af koranens kvindesyn. Jeg har her på siden skrevet om Nasrin og den bog, hun udgav om sin opvækst. Det er en både smuk og uhyggelig skildring af en opvækst med en stærkt religiøs mor og en sekulær, men brutal far, der ofte er voldelig. I bogen fortæller hun også om, hvordan en onkel forgriber sig på hende seksuelt og nær har voldtaget hende. Hun er stadig et barn.
Azar Nafisi har jeg aldrig mødt, men jeg synes jeg kender hende lidt igennem hendes bøger. Hun fik sit internationale gennembrud i 2003 med bogen “Reading Lolita in Teheran”. Bogen skildrer den litteraturkreds, som Nafizi i hemmelighed leder i Teheran efter revolutionen i sit hjem. Afizi kan ikke længere undervise på universitetet, da hun har nægtet at dække sig til. De litterære analyser bliver et spejl af den undertrykkelse, som kvinderne oplever i samfundet.
I efterfølgeren, “Things I´ve been silent about” (2010) fortæller Nafizi mere detaljeret om sin opvækst i Iran. I bogen skildres blandt andet et seksuelt misbrug, der finder sted, da hun er en lille pige. Ligesom Nasrin tør hun ikke fortælle det til nogen i familien, heller ikke hendes forældre.
Omskæring og kvinders netværkOg der er islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali, som jeg har interviewet, og hvis bøger jeg har læst. I den bedste af dem, “Ayaan”, fortæller Hirsi Ali om sin opvækst. Det er en opvækst, der byder på omskæring, vold, undertrykkelse og religiøs fanatisme.
Det er påfaldende, så ens muslimske kvinders liv ofte synes at være på afgørende punkter. Om fødelandet er Iran eller Bangladesh, Somalia eller et helt fjerde, så går visse elementer igen: Mænds og brødres forrang for kvinder og søstre. Seksuelle intimideringer eller direkte overgreb. Vold eller trusler om vold. Pålæggelse af familiens ære på kvinden. Kravet om tildækning.
Nogle af disse kvinder har reageret på undertrykkelsen ved at beskrive den i bøger. Andre, som for eksempel den algiersk-fødte sociolog Marieme Helie Lucas, der deltog i konferencen i London, har stiftet organisationer, der støtter kvinders krav om ligeret. I 1984, da de algierske kvinder kæmpede imod den nye familielov, der forringede kvindens stilling, stiftede Lucas sammen med ligesindede organisationen Women Living Under Muslim Laws.
Organisationen er en væsentlig kanal til information om kvinders forhold i muslimske lande. WLUML har igennem årene publiceret nyttigt forksningsmateriale og sender også nyhedsbreve ud, når der er en aktuel sag, der skal reageres på. Det kan for eksempel være en kvinde, der er dømt til at blive stenet.
I dag dækker WLUMLs netværk 70 lande, herunder også lande i Vesten. For den vold mod kvinder, der ofte er en bestanddel af muslimske samfund, er forlængst flyttet til dette kontinent. Ved London-konferencen nævnte Lucas, der i dag bor i Frankrig, det moralpoliti, der i dag opererer i de franske ghettoer. Hun nævnte også overfaldet på en kvindelig, algiersk skuespiller i Paris i januar i år. (HRS har skrevet om sagen her) https://www.rights.no/publisher/publisher.asp?id=46&tekstid=3182 Vestens feminister svigter
Der er masser af sådanne eksempler fra de europæiske lande. Og veldokumenterede rapporter fra Storbritannien, Frankrig og Skandinavien (herunder HRS og Hege Storhaugs bøger, red.) om undertrykkelse af muslimske kvinder, æresdrab, vold med mere gør, at ingen i dag burde være i tvivl om, hvad der foregår.
Men det er bemærkelsesværdigt, at de der ofte går i front også i Vesten er kvinder med anden etnisk baggrund. Det er som om, alt det med undertrykkelse, når det gælder muslimske kvinder, er et felt, der stadig ikke for alvor interesserer Vestens feminister.
Der er naturligvis undtagelser. Psykologen og forfatteren Phyllis Chesler, en veteran inden for den amerikanske feministbevægelse, taler regelmæssigt om islams undertrykkelse af kvinder.
Også Tysklands mest berømte feminist, Alice Schwarzer, der oplevede Iran i tiden kort efter revolutionen, taler og skriver imod tildækning og undertrykkelse.
Hvad holder de vestlige feminister tilbage? Er det angsten for at blive kaldt racister? Uvidenhed? Selvoptagethed? Som Ayyan Hirsi Ali bemærker i sin seneste bog, “Nomad”: “Hvis du er en ægte feminist, skulle disse kvinder være din første prioritet”.
Marieme Helie Lucas påpegede ved London-konferencen, at islams religiøse fundamentalister udviser samme strategi i Frankrig, som de har gjort i Algeriet: “De begynder med kvinderne, så angriber de bøsserne. Og så går de videre.”
I hjertet af enhver fundamentalistisk bevægelse er ønsket om at kontrollere kvinders kroppe og sind. De kvinder, der på deres egne kroppe og i de samfund, hvor de er vokset op har oplevet denne undertrykkelse, har en vigtig historie at fortælle. Måske vågner Vestens feminister først op den dag, det går op for dem, at en religiøs fundamentalisme, der ikke standses, en dag også vil ramme dem selv.