Innlegg i New York Times, oversatt til danske av Kristeligt Dagblad, 5.februar 2011.
Gør jer klar til at konkurrere med Det Muslimske Broderskab
Af AYAAN HIRSI ALI
I 1985 VAR JEG som teenager i Kenya et ubøjeligt medlem af Det Muslimske Broderskab. 17 år senere, i 2002, deltog jeg i det konservative partis valgkamp i Holland. De to erfaringer gav mig indsigter, som jeg mener er relevante for den nuværende krise i Egypten.
De giver mig den viden, at det er meget sandsynligt, men ikke uundgåeligt, at Det Muslimske Broderskab vinder valget i Egypten til september.
Som deltager i en valgkamp lærte jeg nogle helt grundlæggende ting:
1) Partiet skal have et politisk program, som alle medlemmerne forpligter sig på, og en vision om, hvordan det vil lede landet frem til det næste valg.
Uenighed internt i partiet er en sikker vej til at tabe valget.
2) Kandidaterne skal formulere ikke alene, hvad de vil gøre for landet – men også, hvorfor det andet partis program vil være en katastrofe for landet.
3) Partiet skal være rodfæstet i så mange dele af samfundet som muligt – uafhængigt af socialklasse, religion og selv politiske holdninger.
4) Kandidaterne skal hele tiden minde vælgerne om deres partis succesrate og modstandernes mange fiaskoer.
De sekulære demokrater og menneskeretsgrupperne i Egypten og resten af den arabiske verden udviser ikke megen forståelse for disse realiteter i det politiske liv. Det Muslimske Broderskab derimod har fattet i alt fald tre af de fire punkter.
Godt nok har de aldrig regeret før.
Men de har et politisk program og en vision, som rækker længere end til næste valg, ja, som de ser det: helt til det hinsides.
Og de er rigtigt gode til at minde egypterne om, hvorfor det andet partis politik er ugudelig og derfor katastrofal for Egypten. Vigtigst af alt har de formået at slå rod i det egyptiske samfund på måder, der kan blive af afgørende betydning.
Da jeg var 15 år gammel og regnede mig selv som medlem af Det Muslimske Broderskabs bevægelse, var der sekulære politiske grupper blandt de eksilerede pakistanere, yemenitter og somaliere i Nairobi.
OGSÅ MIN EGEN FAMILIE var en del af vort hjemlands diaspora. Disse løst organiserede grupper havde vage planer om at genopbygge deres respektive lande og gøre dem til fredelige og velstående steder. Det var drømme, de aldrig fik ført ud i virkeligheden.
Men Det Muslimske Broderskab gjorde mere end blot at drømme. Ved hjælp af penge fra Saudi-Arabien og andre rige olielande etablerede de celler på min skole og i fungerende institutioner i mit nabolag.
De lavede aktiviteter for de unge uden for skoletid. Der blev bedt og messet, og Koranen blev læst i fællesskab. Vi blev opmuntret til at blive frivillige, til at hjælpe de hjemløse, til at sprede Allahs budskab. Der var undervisning og aktiviteter for alle aldersgrupper. De etablerede velgørenhedsindsamlinger, som vi kunne bidrage til med den muslimske kollekt zakat. Pengene gik til lægehjælp og undervisning.
Broderskabet stod også for det eneste fungerende bankvæsen baseret på tillid.
De reddede teenagere fra et liv med stofmisbrug og opildnede dem med forestillingen om en meningsfuld fremtid viet til retfærdighed.
Hver af os forventedes at rekruttere flere folk til broderskabet og således skabe en kædereaktion. Moskéerne og de muslimske centre var de vigtigste samlingssteder, men de besøgte os også i hjemmet. Vigtigst af alt overskred deres budskab skellene mellem etniske grupper, socialklasser og endda også uddannelsesniveauer.
Det er rigtigt, at bevægelsen var voldelig, men i Vesten har vi det med at undervurdere broderskabets evne til at tilpasse sig virkeligheden og tage erfaringer til sig.
En af disse tilpasninger er den standende debat inden for netværket om brugen af vold. Der er to tankesæt inden for netværket, og begge påberåber de sig profeten Muhammed som eksempel.
De, der vil have omgående hellig krig, henviser til de tider, da profeten havde små hære, der besejrede kæmpe hære, som det sås i kampene ved Badr og Uhud. Den ikke-voldelige gren af broderskabet understreger Profetens udholdenhed og tålmodighed. De tror på da’wa, altså overtalelse med prædiken og eksemplets magt, og især på, at magten opnås og fastholdes ved en gradvis proces, der involverer alle aldersgrupper.
Mest af alt taler de for taqiyyah, som er strategien om at samarbejde med fjenderne, indtil tiden er inde til at slå dem eller omvende dem til islam.
Hvorfor står de sekulære demokratiske kræfter i Egypten så meget svagere end Det Muslimske Broderskab? Det er der en række grunde til.
En af dem er, at de er sammensat af meget forskelligartede elementer: Der er både stammeledere, liberale fortalere for et frit marked, socialister, benhårde marxister og menneskeretsaktivister.
De mangler med andre ord det fælles ideologiske klister, som broderskabet har. Endelig nærer de sekulære en dyb frygt for, at modstand mod Det Muslimske Broderskab af masserne vil blive betragtet som en afvisning af islam i det hele taget. Broderskabets mål er nemlig at indføre islamisk sharialovgivning, når først de kommer til magten.
DET, SOM DE SEKULÆRE grupper ikke har fået peget på, er muligheden for at fremsætte et budskab om modstand, der siger ja til islam , men nej til sharia.
Altså en valgkamp, som lægger vægt på at adskille religion fra politik. For at Egypten og andre arabiske lande skal kunne undgå en tragedie i form af enten tyranni eller sharia, må der findes en tredje vej, som adskiller religion og politik og samtidig etablerer en repræsentativ regering, et retssamfund og gode betingelser for handel, investeringer og beskæftigelse.
Tapperheden er tydelig hos de sekulære grupper, som nu har samlet sig bag Mohamed el-Baradei. De har gjort, hvad verden ikke forventede, ved at stable en succesrig protest på benene mod en tyran.
Det kan godt være, at Mubarak er døv for det, men budskabet er højt og klart: Han må gå af. De sekulære demokraters næste udfordring er broderskabet.
De må ingen tid spilde, men straks begynde at overbevise de egyptiske vælgere om, at en shariabaseret regering vil være skidt for dem.
Til forskel fra iranerne i 1979 kender egypterne til et eksempel på et folk, som satsede på sharia og har fortrudt det lige siden, nemlig netop iranerne i 1979. Den Grønne Bevægelse i Iran i 2009 var ikke et nej til en stærk leder, men et nej til sharia.
El-Baradei og hans støtter er nødt til igen og igen at skære ud i pap, at et shariabaseret styre undertrykker sin befolkning og er aggressivt over for udlandet.
Hertil kommer, at Egyptens sekulære grupper er nødt til at påvise, at KRISTELIGT DAGBLADS KRONIK MANDAG Birgit Bertung, forfatter og mag. art. i filosofi: Kierkegaard, kvinder og kærlighed en shariabaseret regering ville forværre de lidelser, som folkemasserne protesterer imod nu: arbejdsløshed, stigende fødevarepriser og korruption.
Det Muslimske Broderskab vil fastholde, at en stemme på dem er en stemme på Allahs lov. Men regeringens magtpositioner vil ikke blive udfyldt af Gud og hans engle. De vil derimod blive udfyldt af mænd, der er så arrogante, at de sætter sig selv i Allahs sted. Og som iranerne lærte det i 2009, er det sværere at stemme sådanne mænd ud af deres embeder end at stemme dem ind.
Obama-regeringen kan hjælpe de sekulære grupper med ressourcer og de kompetencer, det kræver at organisere sig, føre valgkamp og etablere konkurrerende økonomiske og borgerlige institutioner, så de sekulære demokrater kan slå Det Muslimske Broderskab på valgdagen. Uden effektiv organisering vil de kræfter, som har skubbet en tyran til side, let kunne bukke under for en anden tyran.
Ikke på nettet