Hege Storhaug, HRS
Jeg snakket med Simon Eilrich på fredag på telefon. Eilrich har bemerket seg som en ildsjel og forkjemper for unge kvinner med innvandrerbakgrunn som bryter ut av voldelige tvangsekteskap. Å dokumentere tvangsekteskap er ikke nødvendigvis enkelt. Saken kan fort ende med ord mot ord, særlig dersom det ikke foreligger bevis i form av fysiske skader. I den første saken om tvangsekteskap i norsk rett (Ringerike tingrett, 1993), fikk den da 18 år gamle norskpakistanske jenta annullert ekteskapet. Dommeren var ikke i tvil: jenta kunne legge frem en video fra bryllupet som blottla overgrepet: hun kunne knapt stå på beina. Tårene rant, hikstene var hørbare, med kroppen signaliserte hun en udiskutabel aversjon mot ”ektemannen”.
Ikke mange kan produsere en slik solid dokumentasjon på hva som faktisk var omstendighetene rundt en ekteskapsinngåelse. Derfor har Eilrich gått nye veier: han går på den seksualiserte volden og annen vold, som ikke bare ektemannen utfører, men som også andre familiemedlemmer mer eller mindre aktivt medvirker til. Det kan være en mor som vokter soveromsdøren, slik at ektemannen ”får sin rett”. Det kan være en fetter som medvirker til voldtekt. I fjor førte Eilrich 12 slike saker for domstolen, saker som er krevende da ofte den unge kvinnen selv må innhente dokumentasjon, som blodige klær, som lydopptak via mobiletelefon av trusler og overgrep. Hans inntrykk er klart: det kun er de ressurssterke unge kvinnene som søker hjelp. Med andre ord ser vi bare toppen av isfjellet ved å sjekke domsregister.
Lars Hedegaard påpekte det som kanskje de fleste nå har forstått: at vold og overgrep mot jenter og unge kvinner er langt mer utbredt i muslimske familier/storfamilier enn i den vestlige kjernefamilien. Men skyt heller den som bringer dette budskapet inn i det offentlige rommet?
Hedegaard ble først frifunnet for såkalt hate speach, noe påtalemakten tydeligvis mislikte ettersom saken ble anket
Hedegaard hevder i dag dette hos sappho.dk: staten vil påtvinge borgerne et nytt sråkregime. ”Det er den dypere betydningen kan de statlige anklagene for hate speach,” skriver Hedegaard. Han forstår dessuten godt at det er langt mindre ubehagelig for myndighetene å gå etter han som ikke truer og forgriper seg, enn menn som slår og voldtar kvinner og barn. Dessuten er det billigere å stoppe munnen på dem som peker på problem enn å løse problem, mener Hedegaard. I alle fall på kort sikt, vil jeg hevde.
Som lovlydig borger, der er opdraget til at nære tillid til det danske retsvæsen, kunne man måske mene, at politi og anklagemyndighed hellere skulle beskæftige sig med de oplysninger, der for nyligt er kommet fra en advokat i Århus, som kan berette om piger, der bliver voldtaget i baglokalet, mens resten af familien sidder og ser fjernsyn.
Eller den rekordstore tilstrømning af indvandrerkvinder og børn til landets krisecentre. Bag hver af disse ulykkelige skæbner må der jo ligge en forbrydelse.
Men anklagemyndigheden har vigtigere ting at tage sig til, selv om vi lever i nedskæringstider. F.eks. for enhver pris at få mig dømt for racisme.
Jeg forstår dem godt. Det er meget sikrere for politi og anklagemyndighed at kaste sig over mig, der aldrig har truet eller overfaldet nogen, end det ville være at bide skeer med de hårdtslående folk, som kvinder og børn flygter fra.
Hertil kommer den samfundsøkonomiske betragtning, at det er mindre omkostningstungt at lukke munden på dem, der siger, at vi har problemer, end at løse problemerne.
Specielt fordi ingen aner, hvordan man skulle bære sig ad med at civilisere en 1400-år gammel mandschauvinistisk kultur, der betragter kvinder som legitimt bytte for mandens seksuelle lyster – uanset hvad hun selv måtte have lyst til.
Hvis alt går etter planen publiserer Trykkefrihedsselskabet boken ”Muhammeds piker” om to måneder. Forfatteren Hedegaard sier lakonisk at boken komme nok ut, da Danmark ikke har innført forhåndssensur – ikke ennå.
Det sidder jeg netop i disse dage og skriver en bog om. Og da forhåndscensur, så vidt jeg er underrettet, endnu ikke er genindført, vil den udkomme om et par måneder. Jeg har kaldt den «Muhammeds piger». Så kan de hente mig bagefter.
Det er ganske åpenbart hva som er i ferd med å skje, eller allerede har skjedd: som jeg skrev for en tid tilbake kan vi tillate oss å si nær sagt hva som helst om kristendommen – men islam er tydeligvis enten så svak at islam trenger en særlig beskyttelse, eller islams makt er så sterk at islam klarer å borre gjennom barnet av Opplysningstiden: kritisk fornuft. Dette kan med andre ord defineres som at myndighetene har innført et ”nyspråk”.
Mens anklagemyndigheden har travlt med at bore nye huller i skroget på den stolte skude, der 5. juni 1849 blev søsat med navnet «Danmarks Riges Grundlov», er der måske endnu en galgenfrist til at opridse, hvad sager som min i grunden handler om.
Vi skal påtvinges et nysprog, når vi taler om islam og muslimer. Når det gælder andre fænomener og persongrupper må vi stadig bruge det danske sprog, som vi voksede op med. Derfor ved vi godt, at efter normal dansk sprogforståelse betyder bestemt eller ubestemt flertalsform ikke, at man inkluderer ethvert potentielt medlem af gruppen.
Når man på Politikens forside skriver, at «Danskerne er vilde med kokain», så ved vi danskere godt, at redaktøren ikke har ønsket at beskylde os alle sammen for at være kokainmisbrugere.
Derfor melder vi ham heller ikke til tankepolitiet.
Men når det gælder islam og muslimer, skal et andet regimente herske.
Forskel på sandt og falsk ophører
Og det er, som George Orwell så genialt har beskrevet, det totalitære diktaturs mest effektive instrument: Fratag mennesker sproget og påtving dem et nyt, der gør, at man ikke længere har ord for at beskrive virkeligheden. Efter nogen tid vil selve virkeligheden ophøre at eksistere – ligesom forskellen på sandt falsk og godt og ondt.
For som Wittgenstein så fornuftigt bemærkede: Det, hvorom man ikke kan tale, derom må man tie.