Rita Karlsen, HRS
Professor dr.jur. Hjalte Rasmussen tar i en todelt kronikk i Berlingske til ordet for at Danmark viser muskler over EU. I første del av kronikken forklarer han hvorfor han mener at EU-domstolen opptrer som en aktivistisk, systemforandrende forfatningsdomstol der dommene har en sterk politisk slagside. Derfor er dommer, som for eksempel i Zambrano- og Metock-saken, å betrakte som ulovlige dommer, som Danmark ikke bør ta til etterretning.
I dagens kronikk oppfordrer professor Rasmussen Danmark til juridisk ulydighet, og han tegner opp hvilke scenarioer som så kan utspille seg. Men først utdyper Rasmussen sitt poeng om EU-domstolen som systemforandrende versus systembevarende forfatningsdomstol, den aktivistiske rolle og dens politiske ”løsninger”:
I gårsdagens kronik stod, at domme som Metock og Zambrano kun ud fra en meget formel betragtning er domme i en retlig betydning af dette ord. Det er bedre at opfatte dem som politiske tilkendegivelser, selv om de hidrører fra en dømmende myndighed. Ifølge traktaterne skulle EU-Domstolen mest af alt være en systembevarende forvaltningsdomstol. Den valgte dog alt for ofte at optræde som en systemforandrende forfatningsdomstol.
Fra midt i 1980erne har det været almindeligt at tale om, at EU-Domstolen er aktivistisk, når den bryder ud af sin forudsatte rolle, erobrer suverænitet og skriver ’domme’, som kan være chokerende læsning. Chokerende fordi indholdet er meget kreativt og ledsages af tydeligt svage og mangelfulde begrundelser, som er uheldsvangre, fordi det er i deres begrundelser af de retlige valg, de foretager, at dommerne viser, at de er uddannet til noget, som de andre institutioner ikke er så gode til.
Domstolen er systemforandrende ofte nok til at forstærke EUs såkaldte demokratiske underskud. Det sker, når den erstatter de demokratisk ansvarlige lederes regler og fordelinger af beføjelser med dommerflertallenes foretrukne løsninger. Så overtræder EU-dommerne ikke blot magtens tredeling. De foretager også politiske valg, uden i det fjerneste at være uddannede til det.
Men selv om EU-domstolen er systemforandrende nok til å forsterke EUs demokratiske underskudd, skjer det likevel ikke ofte nok til at det har utløst noe alvorlig opprør fra de folkevalgte mot EU-domstolen, hevder Rasmussen, til tross for samlivskriser:
Domstolen er dog ikke systemforandrende tit nok til, at de folkevalgte endnu for alvor har revolteret mod Domstolen. Vel har der været kriser i samlivet. En voldsom sådan udspandt sig omkring det franske parlament i 1979, som var lige ved at vedtage en lov om, at en bestemt EU-domstolsudtalelse om ejerskabet til Frankrigs nukleare brændstof ikke var en gyldig dom, men en provokerende påstand, som landet ikke hverken ville eller skulle rette sig efter.
Det manglende folkevalgte opprøret har Rasmussen en forklaring på, da det nettopp ligger i systemet, en strategi han definere som hit-and-run metoden:
Potentielt eksistenstruende konfrontationer med EUs politiske institutioner og medlemsstaterne har Domstolen undgået dels ved systematisk at holde alt om sin gøren og laden hemmeligt, dels ved at benytte en succesfuld hit-and-run metode: En dom erobrer ny suverænitet, den offentlige opinion i de berørte medlemsstater kræver, at regeringen gør noget radikalt ved det; man forlanger, at EU skal lave dommen om. Lidt efter lidt går gassen dog af ballonen – uden at nogen tænker alle konsekvenserne af passivitet igennem. Den er, at snart vil Domstolen slå til på ny, historien gentage sig og Domstolen endnu en gang være kommet godt fra at forme EU efter sit eget hoved. I al stilhed og godt skjult bag murene af hemmeligholdelse og tavshed kan dommerne forberede sig på næste holmgang.
Hit-and-run metoden er etter Rasmussens tolkning en ond sirkel, som krever kraftig lut å komme ut av, noe Danmark utelot å gjøre etter Metock-dommen:
Der skal skydes med store kalibre og med skarpt, dersom Danmark for alvor vil bryde ud af denne onde cirkel. Det undlod man at gøre i kølvandet på Metock-dommen, som gennemhullede mange af Folketingets regler om begrænsning af indvandring i Danmark. Man ville ikke ignorere ’dommen’. I stedet var regeringens reaktion, at domme skal man rette sig efter, selv om man er overbevist om, at de er afsagt uden ethvert retligt grundlag i af Danmark overladte beføjelser.
I stedet tog ministrene sagen op i EUs mødeverden og bad Kommissionen om at hjælpe. Så ville, bildte man sig ind eller foregav, fornuften formentlig komme til at råde til sidst. Det håb skuffedes og ikke mindst, fordi nogle få medlemsstater kan blokere alle ændringer af et engang vedtaget EU-direktiv. Og er Kommissionen ikke enig med Danmark i, at dommen er forkert, fremsætter den slet ikke forslag til nye direktivregler. Så er der slet ikke noget at forhandle om eller blokere for vedtagelsen af. Det hele endte på glidebanen.
I dag står Danmark også overfor Zambrano-dommen, og spørsmålet er om man atter en gang vil bakke ut heller enn å ta et oppgjør:
I midten af marts 2011, i dagene efter Domstolens dom i Zambrano-sagen, ser det ud til, at historien er på vej til at gentage sig. Ministeren siger, at han vil tage sagen op i Bruxelles. Som om sporene ikke skræmmer. For ikke endnu en gang at ende på en glidebane er mit forslag derfor, at Danmark træffer en heroisk beslutning om simpelthen ikke at rette sig efter dommen. EU-landene skal nemlig kun efterleve domstoles juridiske domme, derimod ikke medvirke til at holde liv i EU-Domstolens foretrukne politiske samfundsmodeller.
Så kommer det store spørsmålet: Hva skjer hvis Danmark tikjennegir at landet ikke anser Zambrano-dommen for en dom man skal etterleve? Rasmussen hevder reaksjonene vil følge to spor; et EUsk og et dansk.
EU-sporet begynder antagelig med, at EU-Kommissionen siger til medlemsstaten Danmark, at landet begår traktatbrud ved ikke at efterleve en dom. Den slags er meget formelt: Selv om Kommissionen selv måtte mene, at Zambrano-dommens retlige konstruktion er som grebet ud af den blå luft, er den ifølge sit pålydende en dom – og domme skal Danmark ifølge EU-reglerne rette sig efter. Det gentager regeringen så, at den ikke har til hensigt, hvorefter Kommissionen allermest sandsynligt vil anlægge sag for EU-Domstolen. Det vil den gøre med påstand om, at Danmark dømmes for ikke have rettet sig efter en dom, som landet ikke mener er en rigtig dom, fordi dommerne har overskredet deres beføjelser. Den ny sag vil altså handle om, hvorvidt Danmark eller EU-Domstolen handlede mest ulovligt. Dommerne skal altså undersøge sig selv, hvilket de muligvis ikke er habile til.
Det skal dog nok alligevel ende med, at Domstolen dømmer Danmark for traktatbrud, en dom som landet skal efterleve, men ikke vil efterleve. I anden runde skal Kommissionen så vurdere, om Danmark skal betale en bøde for ikke at rette sig efter den første fældende dom. Situationen nærmer sig nu mere og mere det tragikomiske. En lykkelig udgang vil være, at Kommissionen idømmer Danmark en symbolsk bøde på 1 euro, at Domstolen fulgte denne indstilling, og at alle parterne derefter begyndte at besinde sig på, hvilke roller de enkelte institutioner egentlig er sat i verden for at udføre.
Det andet spor er det danske. Det vil antagelig begynde med, at nogle mennesker, som står til udvisning, f.eks. fordi deres asylansøgninger er blevet afslået, anlægger sag for Østre Landsret mod den danske stat. Disse mennesker vil nedlægge påstand om, at den danske regering tilpligtes at anerkende, at den har taget en EU-ret fra klagerne, som Zambrano-dommen giver dem. Staten vil forsvare sig med, at landet aldrig har overgivet beføjelsen til EU til at træffe afgørelse om en tredjelandsborgers første lovlige ophold i Danmark. Og henvise til, at Højesteret i 1998-dommen i Maastricht-ratifikationssagen sagde, at er f.eks. et EU-direktiv eller anden retsakt (en dom er også en retsakt) tydeligvis udstedt uden hjemmel i en overladt beføjelse, tilkommer det de danske domstole at beslutte, om de vil håndhæve retsakten eller ej. Uanset hvad Landsretten dømmer, vil sagen blive anket til Højesteret
Beslutter Højesteret, at Zambrano-dommen ikke forpligter Danmark til efterlevelse, er sagen formentlig slut for dansk forum. Konkret vil de klagende blive udvist, og alle andre vil indrette deres forhåbninger efter den ny virkelighed. Giver Højesteret klagerne medhold, er situationen her i landet naturligvis den modsatte.
Vigtigt er, at selv om Højesteret ikke giver Zambrano-dommen det røde kort, har det hele ikke været politisk spilfægteri eller spildt ulejlighed. Det er helt afgørende, at et dansk nej dels vil tvinge spørgsmålet om de grovere tilfælde af EU-Domstolens erobringer af national selvbestemmelse op på alle medlemsstaternes dagsordner. Dels bliver det bagefter lettere for andre at gøre ligeså, når deres suverænitet bliver trådt på.
Sistnevnte ville også Norge tjene på, da også vi har forpliktet oss gjennom direktiv 2004/38/EF. Dermed er de aktuelle EU-dommene like gyldig, eller ugyldig, for Norge.
Rasmussen mener videre at hvis Danmark hadde vist muskler overfor EU ville det også vært en nyttig lærdom for EUs dommere, der de innser sine begrensninger som systemforandrere og heller sørger for at EU-dommene er solid fundert på fyldiggjørende juridiske begrunnelser.
Men han synes ikke overvettig optimistisk:
Det ulykkeligste ved glidebanen er, at den ingen ende har. Under politiske forhandinger om nye traktater kan de danske forhandlere forholde sig til, om de er ved at vedtage noget, som truer med at bringe Danmark som en selvstændig stat til ophør. EU-Domstolens hit-and-run-metode har Danmark ikke kontrol over, medmindre landet selv sætter sig i førersædet. Sagde nogen forfatningskrise? Tja … skal man altid vende den anden kind til?