I islams hus

Af Helle Merete Brix

BOURGET, PARIS, HRS/SAPPHO: ”Gå ikke i panik. Jeg er muslim”. ”Befri Palæstina”. ”Muslim hele dagen”. Sådan står der på nogle af de t-shirts, man kan købe i en af de mange, mange boder på den islamiske konference og udstilling i Bourget i Frankrig, der netop er løbet af stablen. Det er 28. gang, at Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer (UOIF) afholder konference i de gigantiske udstillingshaller lige uden for Bourget. Bourget er en forstad blot 15 minutters togkørsel fra Gare de Nord i Paris.

Lige som i 2007, da jeg besøgte konferencen for første gang, udmærker den sig ved at være velorganiseret. Fra stationen kører der i pendulfart shuttlebusser det korte stykke vej ud til udstillingsområdet, Parc des Expositions. Og allerede i bussen får man en fornemmelse, af at dette ikke er en konference med liberal islam på programmet. Vi er fire kvinder ud af 15, der ikke har dækket håret til. De fleste er også i fodlange, løse dragter, omtrent allesammen sorte.

I selve udstillings-og konferenceområdet, der besøges af mange tusinde muslimer i alle aldre – ikke mindst masser af unge – er påklædningen lidt mere varieret. Men de utildækkede kvinder, jeg ser denne dag kan tælles på to hænder. To kvinder blæser på det forbud mod burka og niqab, der trådte i kraft for nylig i den franske republik. Ingen gør anskrig. Det er også et særsyn at se kvinder, der som jeg er iført korte ærmer. Det er 25 grader og sol udenfor. Talere fra Det Muslimske BroderskabDet kan ikke undre, at det er sådan. UIOF er domineret af Det Muslimske Broderskab. Med årene er retorikken udadtil blevet blødere. UOIF vil gerne positionere sig som en moderat organisation. I dette år sætter Bourget-mødet, der som altid løber over fire dage, spot på muslimsk etik i forhold til denne tids vanskeligheder og udfordringer. Der er debatter og foredrag om islam og social retfærdighed, om den religiøse diversitet i de muslimske samfund, en aften med islamisk musik, taler om islam som et budskab om håb, debat om islam i Frankrig og meget mere.

Men de muslimske talere – der er også ind imellem ikke-muslimske – synes stort set aldrig at være liberale muslimer. Mange af dem er ikke så kendte uden for Frankrigs grænser. Af interesse for et skandinavisk publikum kan følgende trækkes frem: Hani Ramadan, bror til den berømte prædikant Tariq Ramadan, der i øvrigt også er på konferencen, hvor han blandt andet debatterer islam i Frankrig. Hani er mindre kendt end sin bror men inviteres ganske ofte til Bourget. Han har været en af nøglefigurerne i opbygningen af Det Muslimske Broderskab i Vesten. Hani Ramadan er også leder af Det Islamiske Center i Geneve, som faderen, Said Ramadan, Hassan al-Bannas svigersøn, grundlagde. ( Al-Banna selv stiftede Det Muslimske Broderskab i Egypten i 1928).

For en årrække siden blev Hani Ramadan fjernet fra sin stilling som gymnasielærer, da han i en aviskronik havde givet udtryk for at stening til døde af utro kvinder, ikke blot skulle betragtes som en straf, men også som en ”renselse”. Sagen er endt med, at Hani Ramadan har fået en klækkelig erstatning fra den schweiziske stat. Sheiker fra Sudan og TunesienEn genganger på konferencen er ligeledes Sudans tidligere religionsminister, Issam al Bachir, der også er medlem af en af Det Muslimske Broderskabs mest berømte institutioner, Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning. Når man nævner rådet må man aldrig glemme, at det i en fatwa legaliserer dødsstraf for frafald fra islam i en islamisk stat. Rådet sidestiller det med ”højforræderi”. Bachir er programsat flere gange og taler blandt andet om salafisme.

Endnu en taler bør nævnes: Rachid Ghannouchi, der som Bachir er medlem af Fatwarådet og som Bashir og flere andre talere tituleres ”sheik”, hellig mand. Ghannouchi er grundlægger af El-Nahda bevægelsen, den tunesiske gren af Det Muslimske Broderskab. Ghannouchi sad i fængslet i Tunesien og har i mange år levet i eksil i Vesten. Indtil for nylig boede han i London, men efter omvæltningerne i Tunesien er det blevet muligt for Ghannouchi at vende hjem til sit fødeland.

Det er naturligvis ikke kun egentlige medlemmer af UOIF, der besøger Bourget. Bourget trækker nysgerrige, sympatisører og som regel også franske journalister til. Det myldrer med mennesker, men alligevel er der ingen tvivl om, at UIOF overdriver tallene for, hvor mange mennesker, der gæster stedet. Det angivne tal for 2010 på 150.000 besøgende over fire dage kan næppe være korrekt. Islamiske organisationer har for vane at skrue sådanne tal op. Men om det reelle tal så kun er en tredjedel, ændrer det ikke på, at det hvert år er den største islamiske begivenhed i Europa.

Offerretorik og stigmatisering

Første gang man besøger konferencen er indtrykkene overvældende. Denne gang er jeg forberedt, men alligevel; de skæggede mænd i kjortlerne, der samler ind til moskebyggeri, er blevet endnu mere pågående. Før traf man dem i selve udstillingsområdet, nu er man knap steget af bussen og bevæger sig op ad alleen mod indgangen, før de råbende kommer en i møde: ”Madame, giv et bidrag til moskeen”. ”Madame, giv et bidrag”.

Ved indgangen går jeg hen til presseboden og får udleveret en plastikpose med UIOFs logo og adresse påtrykt. I posen ligger blandt andet den lille, daglige avis, som UIOF producerer fra konferencen. Her er også en større brochure med flere artikler af frontfigurer fra organisationen. UIOFs præsident Fouad Alaoui taler i en leder om at islamofobi” flyder frit i landet og skælder ud på det af præsident Nicholas Sarkozys parti, UMP, nyligt arrangerede seminar om islam og sekularisme. Det ”stigmatiserer” en befolkning.

I en anden artikel vender en af talerne på konferencen, Hassan Safaoui sig imod ideen om en ”fransk islam” og gør det også klart, at UOIF er imod burka-og niqabforbuddet. Ligesom spaltepladsen benyttes til at understrege, at det står fuldstændig klart i islam, at en kvinde skal tildække sit hår.

Selve udstillingsområdet er på 2.000 kvadratmeter foruden den enorme foredragssal og to bedesale, en for mænd og en for kvinder. Her er blandt andet forretninger, der sælger hijab i alle farver og anden islamisk beklædning til kvinder, islamisk parfume (uden alkohol), boder der fortæller om UOIFs forskellige institutioner samt boder, hvor man forklarer om moskebyggeri og en bod, hvor man kan få stillet en fatwa. I en bod viser tv-et en video med en af UOIFs skattede retslærde, den mauretanske bin Biyya. Han fortæller om at blodet fra kvinder i overgangsalderen også er ”dårligt” blod. En ung fyr lytter med. Qaradawis berømte bog og en hijab-dukkeHvert år rykker en række af Frankrigs islamiske boghandlere, herunder Al-azhar og Tawhid (det betyder enhed, red.), til Bourget i de fire dage, det hele står på. Man kan købe bøger om profetens liv, om sharia, om djinner og dæmoner i islam, om jihad-teologen Ibn Taymiyya, om kvindens status, om ægteskab og meget mere. De fleste bøger er på fransk, men der er også et betragteligt udvalg af islamiske bøger på arabisk. Og naturligvis kan man købe bøger af verdens måske mest kendte nulevende retslærde, Yussuf al-Qaradawi, der er en stjerne hos Det Muslimske Broderskab. Således ser jeg flere eksemplarer af Qaradawis mest berømte bog, ”Tilladt og forbudt i islam”.

Bogen giver svar på stort set alt, fra spørgsmålet om, hvorvidt man skal have til at deltage i jihad til forholdet mellem kønnene. Qaradawi præsenteres nogle gange af vestlige islamforskere som ret moderat, men det er han ikke. I bogen forklarer Qaradawi for eksempel at en kvinde skal have ret til at forlade hjemmet i nødvendige ærinder som for eksempel bøn og studier. Samtidig citerer Qaradawi på side 204 en hadith, der understreger, at det ikke er tilladt for en muslimsk kvinde at gå ud af huset, hvis hendes mand ikke bryder sig om det.

Her sælges også bøger af brødrene Hani og Tariq Ramadan, samt af deres far, Said Ramadan, herunder en bog om, hvad sharia er. Jeg køber en bog af Huwayda Isma´il, der fokuserer på dårlige argumenter for ikke at ville bære hijab. I bogen afvises således argumentet om at man med hijab vil blive beskyldt for at tilhøre ”en gruppe”. For der er kun to grupper her i verden: Den, der hører under Allah og den, der hører under Satan, forklarer forfatteren.

Børnebøger er der også til salg, flere med tegninger af hijabklædte mødre. Og legetøj, i en plastikæske ligger således en stor talende dukke, der ikke blot er iklædt kjole men også hijab.

Flere af boghandlerne holder normalt til i rue Jean Pierre-Timbaud i det centrale Paris, der har en salafistmoske i gaden. Det var i rue Jean-Pierre Timbaud at den algierske sangerinde Rayhana blev overfaldet og forsøgt brændt levende sidste år. Forlaget og Parisfilialen af boghandlen Tawhid, der har æren for at have sparket Tariq Ramadans karriere i gang, ligger lige om hjørnet på Boulevard Belleville. Af erfaring ved jeg, at man skal undlade at gæste Tawhid i bedetiden om eftermiddagen hvis man vil have opmærksom betjening.

Kun en enkelt boghandel på Bourget-konferencen har, så vidt jeg kan se, et vist udvalg af bøger om islamisk mystik, sufisme. Til gengæld er der masser af forskellige CDer og DVDer til salg, blandt andet en tre-i-en DVD med Qaradawi, Tariq Ramadan og Amr Khaled, den glatte, egyptiske prædikant, der mener, at utildækkede kvinder vil brænde i helvedes flammer.Palæstina for evigt Jeg køber to CD´er med islamisk musik, den ene kunstner er den populære iransk-britiske popmusiker Sami Yusuf. Ingen islamisk konference uden spot på den palæstinensiske sag, der har fået nærmest mytisk-religiøs karakter inden for islam. PÅ et af CDens numre hører man en barnestemme, jeg gætter på en dreng på en fire-fem år, der synger om at han kun har en sten mod ”jeres tanks” og ”jeres våben”. På et andet nummer, ”Palestine forever” synger Yusuf selv om unge palæstinensere, der går i krig: ”Gud er på vores side”.

Selv når man køber kaffe på Bourget risikerer man at støtte den palæstinensiske sag. I cafeteriaområdet, hvor alt er halal og jeg puster ud mellem indtrykkene, vil en dreng på en 12-13 år have mig til at give et bidrag til palæstinenserne. Han forklarer, at man kan vinde en rejse til Mekka. Jeg siger, at jeg ikke er muslim, og at jeg ikke har ærinde i Mekka. Men man kan også komme til Libanon og Jordan, og jeg kan også bare skrive under og støtte.

Men hvad støtter man egentlig, hvis man giver penge til den palæstinensiske sag på Bourget? Som de øvrige år er organisationen Comité de Bienfaisance et de Secours aux Palestiniens (Komiteen for velgørenhed og hjælp til palæstinenserne) for eksempel til stede på konferencen. I 2004 dokumenterede Simon Wiesenthal-centret at pengene fra organisationen går til Hamas´ sociale afdeling.

I 2007 tog min fotograf et billede af de forældreløse børn, man blev opfordret til at støtte. Børnenes billeder sås i boden sammen med deres navn, alder og faderens dødsdato. For det man sponsorerede, som også den franske forsker Fiametta Venner har bragt frem, var de palæstinensiske selvmordsterroristers børn.

Men Bourget er ikke stedet at diskutere den slags eller erklære, at man er en støtte af staten Israel. For dette er islams hus. ”En morderstat, en kriminel stat”, lød det sidste gang, jeg hørte Hani Ramadan, bror til den berømte prædikant Tariq Ramadan, tale på Bourget. Det var Israel, han talte om. For den bemærkning indkasserede han høje klapsalver. Selv blev Hani Ramadan i 1997 forment adgang til Frankrig for sin støtteerklæring til den algierske terrorbevægelse GIA (Den Væbnede Islamiske gruppe). Kønsopdelt konferencesal og islamisk missionForedrag på Bourget foregår i den store hal over for cafeteriaet. Vi er vel et par tusinde mennesker her, selvom den kun er halvt fuld under Hani Ramadans foredrag. Han taler denne gang om islam som en kilde til frihed. Islam er udsat for megen kritik, men islam er friheden til at underkaste sig Gud, forklarer Ramadan. Han er ret afdæmpet og bruger, ligesom den foregående taler Chakib Benmakhlouf, der er præsident for endnu en UOIF-organisation, Europas Forenede Islamiske Organisationer (FIOE), flere gange ordet ”dialog”. For eksempel taler Ramadan om dialog med ”vores venner ikke-muslimerne”.

Naturligvis er salen kønsopdelt. De fleste finder selv ud af, at sådan foregår det her. Mændene til højre, kvinderne til venstre og i midten et mindre areal, hvor mænd og kvinder kan sidde sammen. Men et par, jeg gætter på mor og søn, må flytte flere gange, de bliver ved med at sætte sig forkert. Anden gang går to kvindelige vagter, let genkendelige med deres røde trøjer påtrykt ”UOIF”, hen imod dem og forklarer, at de skal flytte sig væk fra kvindeafdelingen.

I foredragssalen, som på konferencen i det hele taget, synes overvægten af publikum at være unge mænd. I fodlange kjortler og de sundhedssandaler, der ofte synes at følge med kjortlerne. I vestligt tøj, med eller uden hvide kalotter, med lange skæg eller mere diskrete skæg. Arabisk udseende mænd og mænd, der formentlig er konvertitter. En enkelt i jakkesæt og slips. Og en enkelt med en t-shirt med teksten ”Stop den israelske besættelse”.

Vagterne og alt personale forekommer smilende og høflige. Dawa, mission foregår jo konstant, og det er efter min vurdering hvad man møder som ikke-muslim, præsenteret som venlighed. Man er sympatisør eller potentiel konvertit.

”Jeg kan desværre ikke gå med dem, jeg er nødt til at blive her. Men det er derovre busserne holder”, forklarer en ung sikkerhedsvagt således høfligt og peger mod de hvide telte længere væk på pladsen, da jeg vil tilbage til stationen og ikke kan finde shuttlebusserne.

Det er nyttigt at have i erindring, at engang var tonen i 2002 på Bourget mindre egnet for ikke-muslimske ører: ”Koranen er vor konstitution”, lød det dengang fra talerstolen og arrangørerne. Så kan man spekulere på, om den ændrede tone er strategi eller klogskab erhvervet med tiden. Jeg er ikke i tvivl: Broderskabet er broderskabet og islams hus er islams hus.