Hege Storhaug, HRS
Islamister behandles med silkehansker, mens urbefolkningen – godt plantet i frihetsverdiene – ender i kasjotten for uttalelser som knapt når islamistenes ankler (ja, jeg vet at Lars Hedegaard er dømt til å betale en bot, men likevel). Påstanden er ikke så vanskelig å dokumentere. Se for eksempelvis dette fjernsynsinnslaget fra Danmark, talende nok produsert av utenlandsk kanal, der islamister oppfordrer til å drepe jøder og hyller Hitler.
Kan noen forestille seg at en eller annen gruppering offentlig fritt agiterte i gatene for det samme, men der muslimene var målskiven for hatet? Heldigvis har vi ikke kommet der i Norge – altså vi har ingen hatgrupper i det offentlige rommet mot muslimer. Men skulle de dukke opp på scenen ville de nok bli møtt med lovens lange arm. Igjen: heldigvis.
Vi kan altså konstatere at det er en grov ubalanse. I land etter land i Europa de siste årene (faktisk i Norge tilbake til 1989 og Rushdiesaken, da 3 000 menn, stort sett pakistanere, marsjerte med krav om henrettelse av Rushdie), opplever vi demonstrasjoner preget av hat og oppfordring til vold og drap. Ikke minst i Storbritannia. Det er visstnok deres menneskerett – det heter ytringsfrihet.
Lars Hedegaards rett som dansker, er dog et helt annet kapittel. Man kan jo undre seg: hva hvis en muslim i Danmark hadde påpekt problemene med seksuelle overgrep mot muslimske jenter i samme ordlag som Hedegaard. Ville vedkommende blitt tiltalt og dømt? Jeg har vanskelig for å tro det.
Og: Jeg kjenner faktisk en pakistaner som skal bosette seg antakelig innen et år i nettopp Danmark, som ville gått langt lengre i sine uttalelser om seksuelt misbruk innen islamske kretser enn hva Hedegaard forfektet. Vedkommende har ”erfaringer fra felten”, i tillegg til altså å være etnisk pakistansk, og dertil troende muslim. Jeg har ingen tro på at vedkommende ville blitt behandlet på samme linje som Hedegard.
Danmark ødelegger selv sitt internasjonale rykte gjennom Hedegaard-saken, og også dommen mot politikerne Jesper Langballe. Jacob Mchangama, ledende jurist i tenketanken Cepos, skriver at Danmark nylig var oppe til ”eksamen” ved det såkalte Universal Periodic Review (UPR) i FNs Menneskerettighetsråd. En eksamen som kan kalles menneskerettslig psykedelisk. Man er opptat av Hedegaard, men ikke terror og drapsforsøk.
Et af de helt centrale omdrejningspunkter for Danmarks UPR-seance var straffelovens § 266b. Den såkaldte racismeparagraf, der senest har ført til domfældelse af medlem af Folketinget Jesper Langballe, og historikeren Lars Hedegaard for forhånende og nedsættende udtalelser om muslimer. Sjældent -om nogensinde -har en bestemmelse i den danske straffelov givet anledning til så stor international opmærksomhed.
15 lande, mange af dem muslimske, men også Sydafrika, Brasilien og Hviderusland, nævnte direkte eller indirekte racismeparagraffen og opfordrede Danmark til i højere grad at bekæmpe racisme og fremmedhad via begrænsninger af ytringsfriheden.
Flere lande opfordrede også kraftigt Danmark til ikke at ophæve 266b. Både Pakistan og Indonesien nævnte eksplicit Muhammedtegningerne, ligesom Iran og Egypten kom med hårde beskyldninger mod Danmark om et politisk klima præget af racisme og islamofobi.
Flere lande hævdede, at indholdet af debatten i Danmark, herunder krænkelse af islamiske symboler, ofte strider mod artikel 20 i FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder, der bl. a. forbyder «tilskyndelse til nationalt had, racehad eller religiøst had, som ophidser til forskelsbehandling, fjendtlighed eller vold».
En udefrakommende iagttager må nærmest uvægerligt have fået det indtryk, at Danmark er et land plaget af racisme og fremmedhad, og hvor etniske og religiøse minoriteter behandles som i 1930′ ernes Tyskland.
I Danmarks indlæg lagde Claus Grube vægt på, at der i Danmark er udlændinge, der føler sig ekskluderet og oplever forskellige former for diskrimination. Det er en problemstilling, Danmark ifølge Grube vil imødegå via både lovgivning og øget dialog og forståelse på tværs af etniske og religiøse baggrunde.
Snakker om å legge forholdene til rette for multikulti og dialogindustri, og samtidig undergrave de reelle problemene: radikaliseringen. Nettopp avvisning av frihetsverdier er jo nettopp et hovedtema for Danmarks integreringsminister, Søren Pind. Gjennom dommen mot Hedegaard opptrer Danmark som en nyttig idiot for de samme kreftene som vil undergrave demokratiet, det samme gjelder overfor multikultiindustrien, ikke minst i akademia.
Og hva med mordforsøket på Kurt Westergaard? Som lever med døgnovervåkning. Finnes det en eneste med utenlandsk opprinnelse som er i samme sko? Og hva med terrorforsøkene? Alt er ute av proposjoner.
Ved ikke at fremhæve disse reelle problemer, samt eksempelvis de talrige planer om terrorisme mod JP og Kurt Westergaard er den danske regering med til at bekræfte billedet af Danmark som et intolerant land og indvandrere som ofre, uanset at billedet er mere nuanceret end som så.
Konkret nævner den danske rapport racismeparagraffen to steder. Første sted i forbindelse med Danmarks tiltag mod racisme og etnisk diskrimination, hvor rapporten beskriver § 266b, herunder at overtrædelser straffes med fængsel i op til to år. Det er objektivt korrekt, men alligevel misvisende, eftersom normalstraffen er bøde og ikke frihedsberøvelse. Også i afsnittet om ytringsfriheden nævnes racismeparagraffen som en undtagelse fra denne grundlæggende rettighed. Under selve seancen fremhævede Claus Grube, at den danske regering tager klart afstand fra forslag om ophævelse af racismeparagraffen bl. a. fordi det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, ligesom Grube erklærede, at Danmark finder kampen mod racisme og fremmedhad afgørende – tilsyneladende også når det går udover ytringsfriheden.
I den rapport, som en alliance af NGO’er og internationale og nationale menneskerettighedsorganisationer har udfærdiget, udtrykkes bekymring over forslag om at ophæve racismeparagraffen, ligesom Europarådets Komite mod Racisme og Fremmedhad (ECRI) beklager, at bestemmelsen ikke er tilstrækkeligt implementeret, hvilket må forstås således, at anklagemyndigheden ikke fører tilstrækkeligt mange sager.
Når man ser på, hvilke lande der udtrykte mest bekymring over de angiveligt alt for vide rammer for ytringsfriheden i Danmark, slås man med forundring over, at regeringen og menneskerettighedsforkæmpere lægger sig op ad samme linje som Algeriet, Pakistan og Iran. Set i et historisk perspektiv er udviklingen endnu mere deprimerende.
På 50- og 60-tallet var tidsånden en helt annen. Ytringsfriheten var ”hellig”. I dagens vesten er Muhammed hellig. Knapt til å tro.
Da spørgsmålet om kriminalisering af hate-speech skulle være en decideret forpligtelse i den internationale menneskeret, blev debatteret i 1950′ erne og 1960′ erne, var så godt som alle vestlige lande – herunder Danmark – modstandere af en sådan ordning.
Menneskerettighedskoryfæer som den amerikanske Eleanor Roosevelt advarede mod at udvande ytringsfriheden og indføre bestemmelser, som skruppelløse regeringer kunne misbruge til at undertrykke poliske holdninger eller religionskritik.
Den svenske delegation påpegede, at kampen mod fanatisme skulle kæmpes med oplysning og uddannelse ikke med et forbud mod hadefuld tale. Desværre tabte de vestlige lande denne kamp til en uhellig alliance af Sovjetunionen og dens satellitstater samt en række overvejende udemokratiske lande fra den Den tredje Verden, som nu med menneskerettighederne i hånden kunne retfærdiggøre deres systematiske undertrykkelse af ytringsfriheden.
Et godt eksempel er det tidligere Jugoslavien, hvor det socialistiske styre brugte hate-speechlovgivning til at fængsle politiske dissidenter. At den jugoslaviske hate-speechlovgivning heller ikke hjalp mod de senere etniske udrensninger og folkemord på Balkan, fuldender tragedien. Da Danmark i 1971 vedtog den nuværende version af racismeparagraffen, var langt de fleste partier skeptiske.
Socialdemokraten K. Axel Nielsen udtalte bl. a., at der i de nordiske lande ikke var »særlig begejstring« for konventionen, men at de »er enige om at gøre det muligt at ratificere konventionerne, når de nu er vedtaget i FN«. Lovændringen blev således alene indført af hensyn til FN’s Konvention om Afskaffelse af Alle Former For Racediskrimination. Det eneste parti der uden reservationer støttede racismeparagraffen, var sigende nok DKP, der dermed afspejlede holdningen hos regimerne i de totalitære lande, som DKP støttede mod det danske liberale demokrati under Den Kolde Krig.
Mens det under Den Kolde Krig primært var de kommunistiske lande, der kæmpede for at få hate-speech forbudt i den internationale menneskeret, er det nu primært de muslimske lande i OIC, som kæmper denne kamp, ofte med støtte fra lande som Kina og Rusland.
Danmark deler nå langt på vei seng md OIC – også knapt til å tro. Danmark har slik sett gitt fryktens kultur – islams grunnkjerne – hovedrollen i det nasjonale teateret. Begrepet menneskerettigheter er i dyp krise.
Udtalelserne fra flere OIC-lande om, at Muhammed-tegningerne og udtalelser fra danske politikere er i strid med artikel 20 i ICCPR, er et klart tegn på, at OIC-landene ikke har opgivet kampen om at få forbudt «islamofobi». Og det på trods af, at man i sidste session af Menneskerettighedsrådet måtte opgive at få vedtaget endnu en resolution om bekæmpelse af religionskrænkelse, hvilket af mange blev udråbt til en stor sejr for Vesten og ytringsfriheden.
Frem for at kræve en indførelse af en global blasfemilov – der ikke har støtte i den internationale menneskeret -har OIC-landene nu blot ændret fokus og kæmper i stedet for at udvide rammerne af den eksisterende hate-speechlovgivning.
Det har den fordel, at vestlige stater har anerkendt disse hatespeechbestemmelser og gradvist selv udvidet deres anvendelse – på trods af den oprindelige skepsis under Den Kolde Krig.
I modsætning til spørgsmålet om religionskrænkelse kan vestlige lande som Danmark, der selv straffer hatespeech, derfor ikke afvise OIC-landenes krav på principiel baggrund uden at fremstå hykleriske.
Regeringen og danske menneskerettighedsaktivisters støtte til racismeparagraffen understøtter OIC-landenes krav om yderligere begrænsninger af ytringsfriheden med alvorlige konsekvenser som følge. Eksempelvis har Rusland straffet en række aktivister for kritik af regeringen under straffelovens artikel 282, der forbyder hatespeech, ligesom den egyptiske blogger Kareem Amer sad fængslet i fire år for at fornærme islam .
Det siger desværre meget om menneskerettighedsbegrebets krise, at verdens frie lande og menneskerettighedsorganisationer arbejder for at begrænse ytringsfriheden i samme åndedrag, som de påberåber sig vigtigheden af menneskerettigheder.
Jyllandsposten 11.mai: Menneskerettighetskrise