Europa og det jødiske
Af Helle Merete Brix, HRS
(København): Et nyt kulturhus åbnede forleden i centrum af det gamle København. Det er et jødisk kulturhus, bygget bag synagogen, i flere etager, med foredragsale, café med mere. Det blev fejret med en fire-dages kulturfestival, der trak 2500 besøgende. De besøgende kunne blandt andet smage israelske specialiteter, komme på rundvisning i synagogen, se film, høre koncert og lytte til foredrag med talere fra ind-og udland. Et ambitiøst program.
Jeg kiggede selv forbi den sidste dag i pinsen. På samme måde har jeg gjort det til en vane altid at besøge jødiske museer, når jeg er i udlandet: Det jødiske museum i Paris ligger i Marais-kvarteret, hvor der i gadebilledet både er smarte designerbøsser med minimale hunde og ortodokst udseende jødiske herrer helt i sort. Et andet sted i kvarteret har et museum, der specifikt fokuserer på Holocaust, oplistet en vældig liste over deporterede børns navne. Frankrig er, næst efter USA, det land i verden uden for Israel, hvor der bor flest jøder i dag.
Og der er det jødiske museum i London, hvor jeg så en udstilling om Marokkos jøder – der er i dag kun omkring 3-4000 tilbage i landet. I Libyen er der ingen.
Det jødiske museum i Cape Town, der ligger med Taffelbjerget i baggrunden er et af de smukkeste museer, jeg har set. Den danske filminstruktør Jon Bang Carlsen har i filmen ”Purity beats everything” fra 2008 interviewet to Holocaust-overlevere i Sydafrika. Instruktøren synes i filmen at drage en sammenligning mellem Holocaust og apartheid. Men hvor forfærdeligt et system apartheid end var, er det en urimelig sammenligning. Seks millioner jøder døde i Holocaust i en planlagt, etnisk udrensning. Mellemøstens jødiske flygtninge Mere end skolens undervisning i Holocaust, husker jeg som det tidligste de historier, der handlede om den jødiske gren af min egen familie. Min farmors bror giftede sig med en jødisk kvinde, og flere fra denne del af familien måtte sendes til Sverige under krigen. Måske var det en af af grundene til, at min farmor aldrig kom sig over sin mistænksomhed over for tyskere. Hun brød sig ikke om at se dem som lejere i sit sommerland: ”Du har ikke oplevet krigen, du kan ikke forstå det”, sagde hun, når jeg påpegede at de nye generationer ikke kunne holdes ansvarlige for Holocaust.
Ligesom jeg aldrig kom til at forstå min farmors indstilling over for tyskerne, forstår jeg ikke Europas indstilling til det jødiske i dag. Eller til Israel. Man kan diskutere den politik, som Israel fører, og der pågår da også konstant en heftig debat både inden-og udenfor Israels grænser. Men tit er Israels kritikere urimelige.
I en brochure, som man kunne få i Dansk Zionistforbunds bod på kulturfestivalen i København, nævner organisationen for eksempel, at de palæstinensiske flygtninge som de eneste har fået deres egen FN-afdeling. Den hedder United Nation´s Relief and Work Agency for Palestine Refugees in the Near East, og den havde i 2009 et budget på 1,2 milliarder dollar. Verdens øvrige flygtninge må deles om midlerne i en anden FN-afdeling, der for året 2008 havde et budget på 1 milliarder dollar.
I brochuren påpeges det ligeledes, at i forbindelse med Israels oprettelse i 1948 blev omkring 700.000 arabere enten fordrevet af israelske soldater eller flygtede fra kampene. De sidder stadig i flygtningelejre i Libanon og Egypten, de må ikke eje jord, ikke drive forretning med videre. Som det sammenfattes i brochuren: ”Flygtningene sidder passive i lejrene, og frustrationen er enorm. Samtidig har palæstinenserne en af verdens højeste fødselstal med en årlig vækst på 3,4 %, og det giver et yderligere pres på de i forvejen snævre og økonomiske rammer”.
De omkring 700.000 jøder, der på grund af trusler eller vold måtte forlade deres hjem i de arabiske lande omkring 1948, endte for de flestes vedkommende i den nye jødiske stat: ”Folk blev indkvarteret i flygtningelejre bestående af telte, asbesthytter og andet, men i løbet af få år lykkedes det at få integreret flygtningene i det israelske samfund”. Dialog – eller monolog?Besøger man et jødisk museum i Europa i dag, skal ens taske gennemses, nogle steder skal den endda gennemlyses og man skal selv ofte igennem et tjek, der ligner det man oplever i lufthavne. Det er nødvendigt. Til sammenligning kan man spadsere lige ind, når man besøger den årlige islamiske konference i Paris-forstaden Bourget. Det er Europas største islamiske konference. Denne forskellighed burde sætte tankerne i gang.
Jeg er også skeptisk over for de, der priser dialog mellem muslimer, jøder og kristne. Dialog er godt, når der er tale om en reel samtale. Men min erfaring er, at de islamiske organisationer, der indgår i en sådan formel dialog, ofte ikke er moderate. Det giver ingen mening at gå i dialog med organisationer, der gennem de prædikanter de inviterer viser, at de har sharia som endemål, hylder selvmordsterrorisme og den slags. Det bliver en monolog på islams præmisser.
Foruroligende er også den opblomstring af antisemitisme, som vi oplever i Europa i dag. Og bagatelliseringen af den. HRS har for nylig refereret til en frisk undersøgelse om hetz mod børn med minoritetsbaggrund i de jødiske skoler i Oslo. Undersøgelsen konkluderer, at de jødiske børn er de, der i højest grad er udsat for hetz. Men talspersonen fra Islamisk Råd i Norge, Mehtab Afsar har travlt med at påpege, at ” Hvis det er en minoritet som virkelig får gjennomgå, så er det muslimer, og det er på høy tid med en kartlegging av muslimhets”.
Heldigvis har formanden for Mosaisk Trossamfund i Norge, Ervin Kohn, taget til genmæle. Han påpeger, at muslimers holdninger er meget af forklaringen på forværringen i antijødiske holdninger generelt: ”Over halvparten av elevene i Oslo-skolen er muslimer. De kommer fra samfunn hvor antisemittisme er utbredt. De legger ikke det fra seg ved grensa”
Lignende erfaringer har man i andre europæiske lande. Ligesom det er urimeligt at udråbe Israel som verdens pariah-stat, er det urimeligt ikke i højere grad at påskønne den villighed til assimilation, som de europæiske jøder har vist. Det burde inspirere andre minoriteter.
Ligeledes burde det at kunne beskytte sine minoriteter – og jøderne er i dag den mest udsatte i Europa – være en høj prioritet for Europas politikere. En reel undervisning i Israels historie og i de europæiske jøders historie – herunder deres bidrag til litteratur, film og musik – kunne være et udmærket sted at begynde. For både børn og voksne. Også derfor er et jødisk kulturhus en god ting.