Helle Merete Brix, HRS
Er vi i Vesten for hastige til at dømme muslimske kvinders liv til at være en miserabel affære? Den danske kulturforsker Kasper Støvring, der også er kendt fra disse spalter, har rejst spørgsmålet i et aktuelt indlæg i Berlingske Tidende.
Under overskriften ”Konservativt syn på islam” skriver Støvring blandt andet: ”Min pointe er, at muslimsk kultur har givet mening til millioner af menneskers liv i en meget lang årrække”. Støvring reflekterer blandt andet over følgende: ”Når muslimsk kultur kritiseres som tilbagestående, er det ofte ud fra argumentet om, at kvinder er undertrykte. Men for ikke så mange år siden var kvinder i Danmark heller ikke frigjorte i en nutidig betydning. De var ikke på arbejdsmarkedet, men passede i stedet på hjemmet og børnene.”
Og videre: ”Men er det bedre at være karrierefikseret og sende børn i institutioner? Var det ikke lige så godt, dengang kvindens værdighed bestod i at være familiens sammenhængskraft? Det forekommer mig, at vi i Vesten nogle gange for hastigt dømmer muslimske kvinder undertrykte og fanget i et inhumant og uværdigt liv. For skal man ikke stole på muslimske kvinder, når de siger det modsatte? Lider de af falsk bevidsthed, som de gamle marxister ville sige?”Vulgærkritikken og sharia Allerførst: I den kønsdebat, som ruller i Skandinavien, og hvor der stilles nødvendige og kritiske spørgsmål til feminismen, gør en særlig fløj af kritikere sig ind imellem gældende med en kritik, der ikke blot er misvisende, men vulgær: De betegner typisk udearbejdende mødre som ”karrierefikserede”, mens mænd har et arbejde og, må man forstå, på agtværdig vis forsøger at forsørge deres familier. Hvorfor denne forskel? Om man som kvinde vil arbejde ude eller gå hjemme og passe børn er en familiebeslutning, og ingen af disse valg bør vel nedgøres?
Derudover: Valget bør være frit. Kvinder i Vesten kan indrette deres liv, som de vil, ligesom mænd kan. Loven stiller mænd og kvinder ens. Men det gør den ikke i en række muslimske lande. Her lægger sharia, de jure eller de facto, en begrænsning på kvinders ret til et frit liv.
Støvring synes at vikle sig ud i en i en form for nostalgi, der får ham til at konkludere, at man kan ligestille den typiske muslimske kvindes liv i for eksempel Saudi Arabien, Pakistan eller Egypten med 1950ernes eller 1960ernes hjemmegående kvinde i Vesten. Det er en fejlagtig konklusion. Folkeret og islamisk lovUnder læsning af Støvrings indlæg er det svært ikke at have juristen Ann Elisabeth Mayers banebrydende bog ”Islam and Human Rights: Tradition and Politics” i tankerne. Bogen udkom i 1999, men er værd at læse også i dag som en bog, der blandt andet kan give et fingerpeg om, hvad der kan være for vanskeligheder for kvinder i de muslimske lande. I bogen behandler Mayer blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt sharia giver en videre beskyttelse af individets rettigheder, herunder kvinders rettigheder – end folkeretten. Mayer mener nej.
Sharia er den mandlige muslims privilegium og dette privilegium giver mange mænd formentlig nødig fra sig. Sharia betyder magt over kvinder.
Et par typiske eksempler på sharias forskellige bestemmelser for mænd og kvinder er for eksempel arveret, hvor sønner arver mere end døtre – ud fra en tanke om, at de har ansvaret for familiens underhold. Eller spørgsmål om kvinders adgang til skilsmisse, hvor kvinders adgang til noget sådant er begrænset, og kræver mandens samtykke. Mens manden altid har denne ret. Der er spørgsmålet om polygami, hvor mænd i visse muslimske lande har ret til fire koner, mens kvinder ikke har den samme ret.
Der er også det vigtige spørgsmål om retten til børnene i tilfælde af skilsmisse, hvor de under sharia vil overgå til faderen eller dennes familie fra en vis alder. Og kvindens bevægelsesfrihed, om hun for eksempel må forlade sit hjem uden mandens tilladelse. Om mandens revselsesret af kvinden. Og man kunne hæfte mange flere eksempler på.Muslimske kvindeorganisationer
Naturligvis er der kvinder, der går ind for sharias bestemmelser, både i muslimske lande og udenfor. Kvinder såvel som mænd kan ønske et samfund, hvor kvinden kontrollerer børnene, manden kontrollerer kvinden og Allah kontrollerer alle. Det er, hvad sharia er.
Men hvis ikke man tilhører denne gruppe, vil man nok gerne have et liv, hvor de mest basale bestemmelser er i ens egne hænder, ikke mandens eller mullahernes.
Ikke mindst HRS har i årevis påpeget de begrædelige forhold, som ofte synes at lægge ikke en ramme, men et jerngreb om mange muslimske kvinders liv. Man kunne også nævne de kvindeorganisationer i muslimske lande, (Women Living Under Muslim Laws er et godt eksempel) som ihærdigt arbejder på nogle gange at sikre kvinder blot de mest basale rettigheder. For eksempel retten til selv at bestemme sin ægtefælle og til ikke at blive gift som mindreårig.
Til slut: Kasper Støvring er konservativ af overbevisning. Det er jeg også selv. Jeg anser konservatismen for at være medmenneskets bedste beskytter. Men det betyder ikke, at alle konservative mænd er udstyret med beskyttertrang. Måske er Støvring ikke udstyret med noget sådant? For hvis han er, hvordan kan han se ud over den muslimske verden og udsige, at ”Det forekommer mig, at vi i Vesten nogle gange for hastigt dømmer muslimske kvinder undertrykte og fanget i et inhumant og uværdigt liv”. Og så er det egentlig alt sammen blot et spørgsmål om jura. Om en lovgivning, der stiller mænd og kvinder ens.