I denne hårde tid
Af Britta Mogensen, for HRS
En ufattelig og frygtelig tragedie har ramt Norge. Unge mennesker, der arbejdede demokratisk for det, de troede på, er koldblodigt myrdet af en af deres landsmænd. Den sorg og smerte, som deres pårørende må leve med resten af livet, tager vi alle del i.
Hvem var så den unge mand, som mente at have ret til at myrde de mennesker, han politisk var uenig med?
Først og fremmest står de unge overlevendes beretninger om hans adfærd under massakren stærkt. Han var ”kold og rolig”, fortæller de. En meget sigende og hjerteskærende beskrivelse giver en ung pige, da hun fortæller om, hvordan hun sad sammen med 10 venner på klipperne, og morderen skød dem ned én for én. Da hun selv sprang i vandet for at redde livet, forsøgte han at ramme hende og også skyde på den båd, der reddede hende. Scenariet er skrækindjagende. Vi fik at vide, at han var iklædt politiuniform og kaldte de unge til sig, for at de skulle tro, de var i sikkerhed hos ham.
En mangeårig ven af massemorderen fortalte, at han var høflig, venlig og charmerende. Politiet fortalte, at han kaldte mordene ”nødvendige”. Han ser altså sig selv som en gud, der bestemmer, hvem der skal leve, og hvem det er ”nødvendigt” at slå ihjel.
Senere beskrev psykologer på TV massemorderen som ”narcissistisk”, hvilket da også alle de fotos, han har fremlagt af sig selv, tyder på. Hans egen-forelskelse, følelseskulde og afstumpede ondskab efterlader i hvert fald en ikke-psykolog som jeg, der ikke kender de mange fagtermer for grusom, umenneskelig adfærd, med indtrykket af en rendyrket psykopat. For mig som lægperson er en psykopat et individ, som mener at have et højere kald, og som kalkulerende, koldblodigt og roligt er i stand til at myrde løs blandt uskyldige og forsvarsløse mennesker.
Massemorderen var syg efter at komme til at retfærdiggøre sin handling offentligt. Gudskelov, at retten nægtede ham den fornøjelse ved at lukke dørene. Han ville efter sigende også gerne møde op i retten i uniform, formentlig det fastelavnsdress med kors og bånd og stjerner på, som han har ladet sig fotografere i.
Der er ikke et menneske i min venne- og omgangskreds, der ikke deler den smerte og sorg, som har ramt det norske folk, de mange familier, der så ondt og brutalt har mistet et elsket familiemedlem, og de unge overlevende, der resten af livet må bære rundt på den tragedie, de har stået midt i. Det var en lise for sjælen at overvære den meget smukke, værdige og højtidelige gudstjeneste, der blev transmitteret i TV.
Præstens tale var en trøst midt i det ufattelige. Han advarede mod at pege fingre, men han kom desværre en postgang for sent. For venstrefløjen i Danmark var allerede ved at falde over hinanden for at finde syndebukke. Hvis disse personer skulle være tynget af den tragedie, der er overgået deres medmennesker, så skjuler de det godt. De er ved at falde over egne ben for at komme først til fadet med horrible udtalelser om anderledes tænkende. Alle, der er til højre for midten af socialdemokratiet er åbenbart potentielle massemordere. Alle, der holder af deres land, som vores forfædre har bygget op i tillid til, at vi ville passe på det, er åbenbart potentielle massemordere. Alle, der mener, at multikulturalisme ikke er godt for et homogent folk, er åbenbart potentielle massemordere. Forskellen på massemorderen og os er såmænd bare, at han slog os med en hårsbredde. Vi andre – og naturligvis først og fremmest de, der med sympati er nævnt i Anders Behring Breviks såkaldte manifest, herunder Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen – står i kulissen og venter på vores tur til at myrde løs.
Det er så ubeskriveligt usmageligt, at nogen vil slå plat af en så frygtelig udåd. Men mon venstrefløjens brovtende arrogance og hoverende bemærkninger i virkeligheden er en lettelse over, at det for en gangs skyld ikke var den ellers meget voldelige venstrefløj, der stod som eksponent for ondskaben?
Venstrefløjsaktivisten og forskeren, René Karpantschof, var hurtigt ude og fortælle, at han slet ikke undrede sig over, at det var en højrefløjsekstremist, der var morderen. Mærkeligt, han ikke undrede sig. For ifølge Europols statistik fra 2010 har der ud af 249 forsøg på og gennemførte terrorangreb i 2010 været 3 islamistisk funderede (én i Stockholm, to i København), 45 venstrefløjsangreb, men ikke et eneste angreb fra højrefløjen. Et angreb fra venstrefløjen havde vel også været mere forventeligt, idet det både ville være i tråd med den nævnte statistik og en forlængelse af ret ofte udførte angreb af den ene eller anden slags fra den fløj, hvad enten der er tale om fysiske overfald (f.eks. på bloggeren Kim Møller), opfordringer til vold, som den radikale politiker Linda Kristensen står som initiativtager til eller hærværk, overfald på politiet og afbrænding af en hel bydel.
Midt i sorgen var et muntert indslag, som venstrefløjsaktivisten, Margrethe Monika Hansen, altid er god for. Med sin sædvanlige ubehjælpelige stavning, syntaks og grammatik kunne hun oplyse, at massemorderen og bloggeren Fjordman er én og samme person. At Fjordman sad og skrev på sin blog, mens morderen var i politiforhør, er for denne mytoman blot en irriterende bagatel, som der absolut ikke er nogen grund til at hænge sig i. Af en eller anden grund er der flere behjertede sjæle, der tager sig tid til at forsøge at oplyse hende om hendes fejltagelse, men med Hansens sædvanlige flair for idioti kan hun ikke genkende facts, om hun så bliver slået oven i hovedet med dem.
Dette var blot 2 eksempler ud af uendeligt mange på de indslag, de selvudråbte Anstændige er kommet med.
Norge er i dyb sorg og står sammen på tværs af politiske skel. De vil overlade dommen over massemorderen til retten. Det vil venstrefløjen i Danmark ikke. Den vil have en syndebuk, og de formastelige potentielle mordere er spiddet, de er dømt, og nu skal kølhalingen blot eksekveres.
Det har været svært at være vidne til og måtte acceptere, at vi ikke sammen på tværs af politisk overbevisning i en så smertefuld stund kunne forsøge at hjælpe hinanden gennem en ond tid. Det er for mig helt ubegribeligt. Hvordan er det muligt, at al anstændighed kastes over bord, så venstrefløjen end ikke kan give sig selv et par dage til at give udtryk for medfølelse, inden ondskabsfuldhederne rabler ud af dem?
Såvel de myrdede som de overlevende arbejdede demokratisk for deres overbevisning. På samme måde arbejder de personer, der tilhører højrefløjen/den borgerlige fløj. Ingen af dem har på noget tidspunkt advokeret for vold og har altid arbejdet inden for demokratiets rammer. Ingen af de mange, der på venstrefløjen arbejder udenomsparlamentarisk, skal have held til ved vold og trusler om vold at forhindre os til at arbejde for dét, vi tror på – i den samme demokratiske ånd som de unge nordmænd.
Hverken en massemorder eller venstrefløjen skal få held til at stoppe os i vort arbejde med at få fjernet EU’s overhøjhed over vores lande, få stoppet en ukontrollabel og uintegrerbar indvandring, få kriminelle udlændinge ud af Danmark og gøre alt for at forhindre, at kvinder skal undertrykkes ”frivilligt”, fordi de tilhører en særlig religiøs ideologi. Men dette arbejde vil altid – og som hidtil – foregå uden (opfordring til) vold og inden for demokratiets grænser.
Det er skammeligt, at det skulle være nødvendigt at besvare smædeskrifter midt i den største sorg, der efter 2. verdenskrig har ramt et nordisk folk. I stedet for at bruge denne hårde tid på at ære nogle unge demokratisk sindede mennesker og begræde deres alt for tidlige død.