Islam i USA efter 11. september
Af Helle Merete Brix, for HRS
BBC World News sendte forleden en tv-dokumentar om islam og vilkårene for at være muslim i USA i ti-året efter terrorangrebet 11. september. Den havde titlen ”American Muslim: Freedom, Faith and Fear”. Udsendelsen var produceret af den iranskfødte journalist Karin Zarindast fra BBC persisk. Tv-holdet rejste rundt tre uger i USA og besøgte blandt andet Washington D.C., den lille by Carmi i staten Illinois og Dearborn i Michigan. Med sig havde Zarindast blandt andre journalisten Sam Farah, der har libanesisk baggrund og arbejder for BBCs arabiske afdeling.
I programmet var der interviews med en række praktiserende muslimer, blandt andre en komiker, en imam, en rapper, en modedesigner af hijab og en kvindelig læge. Vi så hidsige demonstrationer ved Ground Zero mod det planlagte islamiske center med tilhørende moské. Robert Spencers bog ”The truth about Muhammed” tonede frem på skærmen. Ligesom der også var blevet plads til et interview med den islamkritiske konservative kommentator og advokatfuldmægtig Debbie Schlussel, der har betegnet Dearborn som Dearbornistan. (Det er den by i USA, hvor der bor flest muslimer). Pipes, Emerson og Vidino Det er udmærket at fokusere på muslimers forhold i USA netop nu. Men udsendelsen var stærkt tendentiøs. En demonstration i Orange County i Californien mod islam var ganske rigtigt hadefuld og ubehagelig. En lille tørklædeklædt pige forklarede efterfølgende reporterne, at demonstranterne havde kaldt hende og hendes familie for terrorister. Også pigens familie var chokerede. Men hvorfor skulle denne lille pige og adskillige andre man mødte i udsendelsen bære tørklæde? Hvorfor spurgte reporterne ikke til dette fænomen? Hvorfor var der ingen af reporterne, der undersøgte, hvad imamerne prædiker i de udvalgte moskeer? Hvad de islamiske organisationer har på programmet? Hvorfor skulle man med jævne mellemrum høre en speak, der antydede at muslimer i USA bevægede sig i et stærkt islamfjendtligt klima?
Det er sandt, at der har været overfald på muslimer efter 11. september. Der har også været brandattentater mod flere af landets moskeer. Men at portrættere USA som et land, hvor befolkningen stort set intet ved om islam – et gennemgående træk i udsendelsen var flere deltageres ønske om at give amerikanerne undervisning i islam (læs, mission) – er ikke rimelig. Dokumentaren forekom at blive sendt mindst ti år for sent.
Allerede i 2002 udgav historikeren Daniel Pipes sin bog ”Militant Islam reaches America”. Og allerede inden 11. september havde Pipes påvist, at der var fare for terrorangreb på storbyerne, udført af radikale, islamiske grupper. Pipes er i offentligheden mest kendt for at være en stærk støtte af Israel, en absolut hardliner i spørgsmålet om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men igennem årene har Pipes faktisk aldrig forfægtet det synspunkt, at det er selv islam, der udgør et problem. Pipes har derimod talt for at moderat islam er løsningen, mens radikal islam er problemet.
Men Pipes har haft blik for, at islamiske organisationer i USA, som i Europa, ofte har både en politisk, det vil sige pro-sharia-dagsorden, samt en religiøs. Det samme havde og har en anden amerikansk forfatter, Steven Emerson, der ligeledes i 2002 udgav bogen ”American Jihad: The terrorists living among us”. Emerson, der i dag leder the Investigate Project, et center for studier af radikal og militant islam, beretter i bogens første kapitel, hvordan han blev opmærksom på problemet: Han var i Oklahoma City og dække en konference for CNN, hvor han arbejdede som reporter på det tidspunkt. En juledag havde han intet at lave og opsøgte af nysgerrighed en islamisk konference i byen. Her så Emerson til sin forundring og gru, at den ene radikale taler efter den anden prædikede fra podiet. Emerson kendte til sådanne radikale prædikanter fra rejser i Mellemøsten, men ikke i sit eget land. Samtidig var der masser af radikalt materiale tilgængeligt på konferencen: Bøger om jihad, om at dræbe de vantro med mere.
De to gange, jeg selv har været i USA inden for de senere år, har radikal islam været i sving. I november 2009 befandt jeg mig i Upper East på Manhattan, i færd med at interviewe Phyllis Chesler, forfatter og professor i psykologi. Men vi måtte afbryde interviewet ind imellem for at følge med på tv: Fort Hood massakren var netop sket. Den ansvarlige viste sig siden at være major Nidal Hassan, en amerikansk muslim, der dræbte 13 soldater og sårede yderligere 30 i en jihad-aktion.
Året efter, i maj 2010, sad jeg i køkkenet til mit bed and breakfast i East Village, hvor jeg arbejdede ved computeren. På netaviserne kunne jeg se, at der havde været et heldigvis mislykket forsøg på terror i form af en bilbombe på Times Square. Gerningsmanden viste sig at være den 30-årige pakistanskfødte Faizal Shahzad, der havde trænet i en terroristlejr i Pakistan.
Men en ting er terror, noget andet ”blot” at agitere for sharia. I både Pipes´og Emersons bøger er der masser af eksempler på pro-sharia organisationer. Ligesom vi i Europa og Skandinavien i stigende grad får besøg af amerikanske muslimsk prædikanter, der bliver promoveret som moderate, men slet ikke er det.
Den modstand, der måtte være i USA mod moskébyggeri og den slags, er ikke et bevis på fremmedfjendtlighed eller afstandtagen fra liberale muslimer. Det er en ikke ubegrundet nervøsitet over, hvad der ligner en religion, men så ofte også har en politisk overbygning. Det element manglede man i BBC dokumentaren. Og det var en skam.