Publisert hos jp.dk, gjengitt her med forfatterens tillatelse
Ralf Pittelkow, politisk kommentator
For første gang i historien får to ud af tre danske vælgere i dag deres indkomst fra det offentlige – i form af ydelser eller løn.
Samtidig udgør den arbejdende del af befolkningen nu et mindretal. Man taler om en voksende velfærdskoalition af grupper, der økonomisk afhænger af det offentlige.Denne velfærdskoalition vil formentlig på torsdag bære socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt frem til statsministerposten. Men hvordan kunne blå blok regere i 10 år med den voksende velfærdskoalition? Det skyldtes især, at den fortsatte med at øge det offentlige forbrug, og at den førte en værdipolitik, som trak en del vælgere, der økonomisk set var røde.Men værdipolitikken blev mindre eksplosiv, og den økonomiske politik måtte lægges om. Da mange vælgere samtidig vil se nye ansigter, bliver det nok farvel til statsminister Lars Løkke Rasmussen.Velfærdskoalitionen vinder. Skaffedyrene bliver valgets tabere. Det vil sige de mennesker ude i virksomhederne, der skaber den rigdom, som føder det offentlige system. De vil miste yderligere indflydelse på de politiske prioriteringer. Der er ikke noget galt i at være offentligt ansat. Der er heller ikke noget galt i at modtage offentlige ydelser. Men der er grænser for, hvor mange af samfundets ressourcer den offentlige sektor må lægge beslag på, hvis vi ikke skal ryge ud i alvorlige problemer.Kendsgerningen er, at vores samfund har skabt en farlig ubalance mellem den private og den offentlige sektor. Siden 1960 er der gået 75.000 private arbejdspladser tabt i Danmark, mens der er skabt 554.000 flere offentlige arbejdspladser! Denne problemstilling har ikke just stået øverst på valgkampens dagsorden. Der har været en masse snak om nogle ”vækstplaner” af fuldkommen underordnet betydning. Men især i rød blok har tavsheden været larmende omkring vores største økonomiske problem, som hænger sammen med ubalancen mellem det offentlige og det private:Det er simpelt hen blevet for dyrt at producere i Danmark. Lønningerne er for høje sammenlignet med andre i Europa. Vi har verdensrekord i offentligt forbrug og skattetryk. Produktiviteten er ringe. De høje skatter og det store offentlige forbrug af arbejdskraft sender lønningerne i vejret. Det danske samfund begår organiseret massemord på arbejdspladser. Virksomhederne får stigende vanskeligheder med at klare den globale konkurrence. Presset for at sende arbejdspladser ud af landet vokser. Udenlandske virksomheder har kun ringe lyst til at investere i Danmark.Ubalance mellem det private og det offentlige. Ubalance mellem arbejde og forsørgelse. Tilbagetrækningsreformen (efterløn og pensionsalder), som Thorning vil blive tvunget til at æde, hjælper en hel del på det sidste. Men der skal mere til. Vi arbejder klart mindre end de lande, vi normalt sammenligner os med.Kan befolkningen få den nødvendige bevidsthed om problemerne og den nødvendige vilje til forandring? Den gode nyhed er, at dette faktisk er sket i andre lande. Vore svenske naboer er det bedste eksempel på en imponerende økonomisk genopretning. Men der er to dårlige nyheder:Den ene er, at det kræver et politisk lederskab, som stiller sig på skaffedyrenes side. Det er der ikke udsigt til efter torsdagens valg.Den anden dårlige nyhed er, at svenskerne først tog sig sammen, efter at deres økonomi havde været ude at svømme i første halvdel af 1990’erne. Måske skal det gå rigtig galt, før skaffedyrene får ørenlyd.
Les også tidligere kommentar fra HRS: Valgets kvaler