Hege Storhaug, HRS
Extrabladets oppslag på søndag om et Danmark på vei mot oppsplitting og utvikling av antidemokratiske soner, har avfødt betraktninger fra en mann som må kunne sies å ha en relevant bakgrunn for å uttale seg. Dan Ritto har bodd i Gjellerupparken siden 2004, han har arbeidet aktivt for integrering gjennom sitt verv som nesteleder i ”Multikulturell Forening”, og han har gitt sin stemme til Det radikale venstre, et parti som etter min vurdering ligner på en blanding av SV og Venstre i Norge når det handler om innvandring, integrering og verdiutfordringene innvandringen fra den muslimske verden medfører.
Gjellerupparken er et av de mest omtalte gettoområdene i Danmark, og ble i Extrabladet søndag 11.september utpekt som et av de områdene i landet som om 10 til 15 år vil være styrt av sharia. Dan Ritto er ikke enig. Han mener å ha belegg for at sharia og antidemokratiske holdninger og virkemidler allerede er i front. Han hevder også at det er et samrøre mellom politikere og imamer: politikere danser etter imamenes piper blant annet for å sanke stemmer.
Ritto peker på oppslaget i Extrabladet, og sier så dette:
Min påstand er at, afhængig af hvad man lægger i ordet, er dette under alle omstændigheder allerede tilfældet i Gellerup.
Desværre er det ofte sådan med vi islamkritikere, at vor kritik næsten altid affejes med bemærkninger om at vi dybest set er dumme og uvidende. Derfor vil jeg i det følgende fremlægge mine akkreditiver for at udtale mig om tilstanden i Gellerup, og så kan læserne bagefter selv tage stilling til dét med at være uvidende.
Da jeg i 2004 vendte hjem fra præsteseminariet i London, stod jeg uden andre ejendele end nogle kasser med bøger – og så det tøj jeg gik og stod i. Penge var der ingen af, og heller ikke mit eget sted at bo. Nogle måneder senere fik jeg så min lejlighed – i Gellerupparken, fordi det dengang som nu var hurtigt & nemt at komme dertil. Desuden er lejlighederne faktisk overraskende dejlige, uanset områdets ry i øvrigt.
I løbet af nogen tid kom jeg til at blive aktiv i den forening der hedder ‘Multikulturel Forening’. Som næstformand, endda. Men inden da, faktisk ret kort tid efter at jeg flyttede ind, fik jeg en ny nabo. En flinker fyr, som en dag flyttede ind sammen med sin familie – deriblandt en søn som sad i kørestol. Ingen i familien kunne andre sprog end arabisk, så jeg fik aldrig talt med nogen af dem. Men de smilte og hilste altid yderst hjerteligt og gjorde i det hele taget et fantastisk indtryk, herunder også husets herre. Hans navn var Shaykh Raed Hlayhel. Shaykh Hlayhel var imam i moskéen på Grimshøjvej, men det interesserede mig dengang mindre. Senere, da Muhammed-krisen eksploderede, konstaterede jeg undrende at min gode nabo var én af de imamer der rejste rundt i mellemøsten for at udbrede løgne om Danmark.
En dag forsvandt Hlayhel fra landet. Bogstavlig talt i nattens mulm og mørke. Den ene dag var han der, den næste var han væk. Avisen skrev at det skyldtes utilfredshed med at muhammedtegnerne ikke blev straffet i det danske retssystem. Baseret på hvad jeg så og oplevede i tiden inden han forsvandt, er jeg dog overbevist om at det skete fordi han blev presset hertil. Jeg gætter på at PET var involveret, men dette er dog rent gætværk fra min side.
Sheykh Hlayhel var en god og afholdt nabo, men samtidig en fjende af mit land. For første gang oplevede jeg den dobbelthed som islam også er!
Men som sagt blev jeg på et eller andet tidspunkt aktiv som næstformand i Multikulturel Forening. Og idet jeg på det tidspunkt også var aktiv i Det Radikale Venstre, var der nogle af de lokale der fattede en vis tillid til mig. Herunder ironisk nok også nogle af de hardcore kriminelle, som ofte satte sig hen til en snak, når jeg sad og spiste min mad oppe i Bazar Vest. I løbet af de næste par år fik jeg en meget høj indlæringskurve!
Selvfølgelig ønskede jeg at lære noget om islam så jeg spurgte mig frem. Jeg fik at vide af ALLE – unge som gamle, kriminelle som pensionister – forretningsdrivende eller foreningsaktive, at muslimerne er kommet for at skabe et nyt samfund her i landet. Og de var helt åbne omkring det, ja stolte endda. For det bliver bedre end det gamle, sagde de. Og da jeg ikke har noget imod forbedringer, fortsatte flere af dem med at fortælle mig om sharialovens mange velsignelser. Straffedelen sprang de fleste over, men begreber som dhimmi (dvs ikke-muslimers retsstilling under sharia!), lærte jeg for første gang om oppe i Bazaren – og fik det siden bekræftet både i koranen og andre steder.
Jeg lærte også om hvad det egentlig var de mente med multikultur. Nemlig at muslimerne skal leve og dømmes efter sharia, og vi andre efter VORE love. Men at vore love dog aldrig må modsige sharia. Dette var for øvrigt grunden til at jeg løb skrigende bort fra denne forening, for DET kunne jeg ikke være med til!
På et tidspunkt i forløbet udviklede jeg en mistanke om, at der var en direkte forbindelse mellem imamerne (eller i hvert fald nogle af dem!) og de grupper af unge, som medierne og politiet kalder for bander. Jeg hverken kunne eller kan føre bevis for dette, men hæfter mig ved at Ekstra-Bladet i sin artikel konstaterer en forbindelse mellem de forskellige shariadomstoles retshåndhævelse og kulturforeningernes og moskéernes ungdomsgrupper. Den intelligente læser opfordres til selv at forbinde prikkerne!
Ofte er jeg blevet fortalt, at ‘vi har vores egne regler herude’ og at problemer løses uden indblanding fra politiet. Dengang havde jeg ikke fantasi til at forestille mig shariadomstole her midt i Aarhus, men i dag forstår jeg at det var det de mente.
Samtidig har jeg kendskab til, at under ghetto-urolighederne i vinteren 2008 (genoptrykningen af muhammedtegningerne!), blev urolighederne i Gellerup direkte styret fra beboerhuset Yggdrasil, hvor forældrene til de fleste af uromagerne sad sammen med et par imamer. Alt imens biler og skraldespande brændte, og ‘de unge’ var i direkte kamp mod politiet.
Ritto påstår så at politikere gir imamer og islamske kulturforeninger politisk makt.
Også i det politisk system her i Aarhus kender man udmærket godt til de reelle forhold i Gellerup/Toveshøj. To eksempler: Da Aarhus Kommune for nogen tid siden ønskede at udarbejde en forskønnelsesplan for området, gjorde man et stort nummer ud af at opnå imamrådets opbakning hertil. I løbet af denne forhandlingsrunde fik imamerne (‘De islamiske Foreninger’ kalder de sig – samme sag!) forhandlet et par ændringer på plads. Dette, sammen med en socialdemokratisk ‘forståelse’ om bygning af en moské inde midt i området, var hvad der skulle til for at opnå en aftale. Og først da vovede politikerne at fremsætte forslaget om forskønnelsesplanen i byrådet. Imamerne skulle godkende det først!
Det andet eksempel er vor borgmester indtil for nogle uger siden, Nicolaj Wammen (S). To gange er han blevet valgt til borgmester her i Aarhus, og begge gange har han i god tid inden valget haft lange samtaler med førnævnte ‘Islamiske Foreninger’ – dvs imamerne. Wammen fik opbakningen, og dermed langt størstedelen af de muslimske stemmer i Aarhus.
(…)
Imamernes magt i Gellerup er af en sådan karakter, at der allerede i dag eksisterer antidemokratiske tilstande i området. I modsætning til hvad Ekstra-Bladet åbenbart tror, er det ikke noget man behøver at vente 10-15 år med!